Vindmølleindustrien: Finansministeriet trækker håndbremsen på omstillingen

Af Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Regeringens længe ventede energiudspil er på trapperne, og dermed er den lange ventetid snart ovre.

Des tættere på udspillet og en endelig aftale, vi kommer, des mere tydelige bliver Finansministeriets interesser i aftalen også. I det lys er der flere tankevækkende ting ved indlægget i Altinget 9. april med overskriften 'Peter Brixen: Overlad havvind til markedet og flyt det politiske fokus'.

Finansministeriet bremser ambitiøse tilløb
Det er en offentligt kendt hemmelighed, at Finansministeriets embedsmænd, som tidligere også talte Peter Brixen, har som mission at bremse tilløb til politiske ambitioner og indsatser i forhold til den grønne omstilling, herunder også havvind.

De folkevalgte på Christiansborg har bredt tilkendegivet, at de ønsker at satse massivt på havvind. Regeringspartierne ønsker, at Danmark skal være ”Silicon Valley for havvind” og mener, at den ”massive udbygning” af grøn energi fremover skal ske på havet.

Det kan derfor undre, at det neutrale embedsværk ikke i højere grad beskæftiger sig med at levere på regeringens og Folketingets ønsker.

Det er, sagt ligeud, Slotsholms-arrogance at fortælle folk, at det alene er skattelettelser og øget arbejdsudbud, der skaber job – ikke vindmøller.

Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Vi erfarer, at Finansministeriet mener, at Danmark bør vente med at satse på grøn energi, til prisen på elmarkedet alene kan drive udbygningen, og at Danmark ikke bør arbejde for højere VE-mål i EU, selvom det klart er i klimaets og erhvervslivets interesser.

Finansministeriet mener angiveligt heller ikke, at vindmøller reducerer CO2-udledning (på grund af kvotehandelssystemet) og skaber beskæftigelse.

Jeg vil nedenfor kommentere på Brixens indlæg såvel som øvrige af Finansministeriets synspunkter, som vi på tværs af energibranchen løbende støder på i forskellige sammenhænge.

Er der brug for energien?
Brixen angriber blandt andet oppositionens udmeldinger for at være desperat overbudspolitik og siger, at der ikke er brug for strøm fra nye havvindmøller.

Det udsagn kan undre.

Vindmøller opstillet fra 2025 står her stadig i 2050. Der er brug for en udbygning med cirka 700 MW (landvindækvivalenter) årligt i 2020-30 og cirka 900 MW årligt i 2030-50, hvis man skal have et intelligent og integreret grønt energisystem i 2050, som senest vist af Energinet i rapporten Systemperspektiv 2035.

Og det er vel at mærke i et scenarie, hvor Danmark ikke er nettoeksportør af grøn energi.

Hvis vi også vil nyttiggøre den danske vindressource til erhvervsudvikling og eksport, skal der bygges endnu mere. Hertil kommer, at udbygningsbehovet forøges yderligere, hvis man politisk ønsker, at dansk energi- og klimapolitik skal være i tråd med Paris-aftalen, som kræver, at Danmark når fossilfrihed før 2050.

Vindenergi dækker i dag cirka syv procent af Danmarks energiforbrug. Med Vindmølleindustriens anbefaling om en stabil udbygning mod 2050 vil det stige til cirka 20 procent i 2030.

Energipolitik er erhvervspolitik
Ethvert krav om opstilling af grøn energi ”på markedsmæssige vilkår” for at undgå at ”subsidiere eksporteventyret” er absurd og misvisende, så længe markedsprisen er kunstigt lav som følge af, at Danmark og EU modarbejder grøn omstilling via CO2-kvotesystemets indirekte støtte til sort energi, som overstiger niveauet for tilskud til vindenergi.

En støtte til sort energi, som Finansministeriet tilmed modarbejder afviklingen af ved at sætte sig imod, at Danmark arbejder for en såkaldt ’bund- eller minimumspris’ på CO2, med den konsekvens, at Danmark glimrede ved sit fravær, da Frankrig, Holland, Tyskland, Sverige og Storbritannien sammen forpligtede sig herpå under One Planet Summit.

Brixens indlæg illustrerer et manglende blik for, at energipolitik er erhvervspolitik.

For ansatte hos Welcon i Rødekro, Bladt på Lindø eller MHI Vestas i Nakskov er deres job, ligesom de tusindvis af øvrige job i vindindustrien, ikke blot tal i et regneark, men job, der giver brød på bordet og beskæftigelse i dele af landet, hvor man politisk kæmper for at skabe et Danmark i balance. En ud af 25 privatansatte i Region Midtjylland arbejder således med vindenergi.

Det er, sagt ligeud, Slotsholms-arrogance at fortælle folk, at det alene er skattelettelser og øget arbejdsudbud, der skaber job – ikke vindmøller.

De knap 33.000 ansatte i vindindustrien skal tage den med ro, må man forstå, for hvis ikke vindindustrien var i Danmark, ville de være beskæftiget med noget andet, eksempelvis at producere biler.

Sådan er virkeligheden dog ikke.

Hvorfor smide føringen over styr?
Vi har egne nationale styrkepositioner, og bilindustrien er ikke en af dem. Derfor skal vi være fremsynede, så de lande, der satser hårdere på vindenergi end Danmark, ikke fravrister os vindindustrien.

At ambitiøs energipolitik for Danmark i høj grad også er ambitiøs erhvervspolitik, burde stå klart for enhver, når man ser på eksporten fra energisektoren på godt 80 milliarder kroner, hvoraf vind tegner sig for de 54 milliarder.

Det er paradoksalt, hvis vi nu, hvor vindenergien er billigere end nogensinde, skal gamble med vores nationale styrkeposition, fordi Finansministeriets modvilje står i vejen for en ambitiøs erhvervsstrategi.

Brixen gør opmærksom på, at der ganske rigtigt er udgifter forbundet med at nettilslutte havvindmølleparker. Etablering og drift af kabler har hidtil været forestået af Energinet og finansieret over eltariffen.

Der er fordele og ulemper ved at konkurrenceudsætte denne netdel af et havmølleprojekt, men Vindmølleindustrien anbefaler, at man lader markedsaktørerne byde på, om de kan gøre det billigere end Energinet med henblik på at sikre elforbrugerne en besparelse på eltariffen.

Blot fordi man måtte beslutte at konkurrenceudsætte nettilslutningen, behøver man imidlertid ikke af den grund at flytte finansieringen heraf over på skatteborgerne, men kan, som Tyskland og Holland, vælge at lade elforbrugerne og dermed ikke mindst erhvervslivet og datacentre betale deres fair andel, som vil udgøre 66 procent i 2030.

Energipolitik for danskerne eller djøf’erne?
Siden PSO-aftalen, der flyttede tilskud til energiproduktion fra elregning til indkomstskatten, har Finansministeriet arbejdet hårdt for, at den fremtidige tilskudsmodel skal baseres på et fast tillæg.

Det vil gøre hverdagens budgetlægning nemmere for Finansministeriet, men vil ske på bekostning af danskerne, da det gør vindenergien dyrere og giver samfundet mindre grøn energi for pengene, end en CFD-model, som branchen foreslår.

Man kan godt flytte mere risiko over på investorer i blandt andet havvind, men man skal så være bevidst om, at den højere risiko vil resultere i højere risikopræmier og dermed øgede afkastkrav, som ender i højere budpriser.

En CFD-model er til fordel for både borgerne og investorerne, fordi det giver adgang til billig kapital hos blandt andet pensionskasser og dermed billigst mulig vindenergi.

Hvorfor konkurrere om at gøre vindenergien dyrere?
Brixen skitserer en fremtid, hvor efterspørgslen efter gode placeringer for havmølleparker bliver så stor, at staten kan opkræve licens for at stille områderne til rådighed.

At afholde sådanne ‘licitationsudbud’ vil resultere i en usund konkurrence, hvor der konkurreres om at byde prisen på vindenergi op, hvilket vil være uklogt og helt uden blik for det samfundsøkonomisk bedste.

Med en CFD-model, som den i Storbritannien, fastholder man en sund konkurrence om, hvem der kan levere billigst mulig vindenergi til samfundet, samtidig med at den fungerer som en betinget beskatning af vindressourcen, som pålægges, hvis værdien af produktionen overstiger budprisen, hvilket jo ikke mindst afhænger af et velfungerende internationalt elmarked med en retvisende CO2-pris.

Afslutningsvis vil jeg opfordre Brixen til at foreslå Finansministeriet at oversende Folketinget deres argumenter imod, at en ambitiøs dansk energi- og klimapolitik også er godt for dansk erhvervsliv.

På den måde kan vi alle få trykprøvet argumenternes holdbarhed, også uden for de interne regeringslokaler.