Vindmølleindustrien: Markedsdreven grøn omstilling kræver politisk ansvar

Af Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

2018 er eksamensår for Folketinget, når der skal forhandles en aftale på plads om Danmarks grønne omstilling frem mod 2030. Dugen ved eksamensbordet er grøn, men vil aftalen blive tilstrækkelig grøn til, at Danmark fastholder og udbygger sin styrkeposition? Og hvem ønsker at sidde med ved bordet?

Politik er normalt kendetegnet ved, at beslutningstagerne flokkes om at ”sidde med ved bordet”. At dømme ud fra optakten til energiforhandlingerne, står dansk energipolitik imidlertid i den besynderlige situation, at politikerne måske slet ikke ønsker at sidde med ved bordet.

I hvert fald lyder mantraet oven på rapporter fra Energikommissionen og afgifts- og tilskudsanalysen, at tiden, hvor politikerne sad rundt om et bord og fastlagde, hvilke teknologier der skulle benyttes, er forbi.

Skal vind fortsat være en dansk styrkeposition i 2030, må man politisk sikre et dansk bidrag til et stabilt nærmarked for både havvind og landvind.

Martin Risum Bøndergaard

Nu er det farvel til en ”håndholdt energipolitik” og goddag til en markedsdrevet energipolitik må man forstå – på godt og ondt.

I Vindmølleindustrien hilser vi det markedsdrevne velkommen, hvis det betyder sund konkurrence på et indre marked for energi.

Det interessante er ikke længere, om vi får udfaset kul, naturgas og olie, men hvordan vi gør det. Her bør vi prioritere de brændselsfrie teknologier og understøtte maksimal elektrificering.

Der er en grund til, at energisektoren i Europa taler om markedsdesign. Og nej det handler ikke om et kreationistisk intelligent design fra en ’usynlig hånd’, men om at danske og europæiske politikere står overfor at skulle foretage aktive politiske valg om indretningen af energimarkedet.

Energimarkedet er ikke en selvkørende bil. Frem for forsimplede budskaber om afsked med ”håndholdt energipolitik” forventer vi derfor politisk lederskab og visioner med en ”fast hånd på rattet”, som sikrer, at energipolitikken også bliver erhvervspolitisk godt købmandskab for Danmark.

Ild eller elektroner
Et af de buzzwords, der fremføres som alternativ til en håndholdt energipolitik, er teknologineutralitet. Teknologineutralitet er imidlertid at betragte som energipolitikkens svar på værdirelativisme. I energipolitikken er alt grønt dog ikke lige godt. Hverken når det gælder klimaeffekten, Danmark som global rollemodel eller beskæftigelsen i produktionsdanmark.

Det nye valg for energipolitikken er ikke mellem sort og grøn, men mellem nuancer af grøn. Her står det mest grundlæggende valg mellem ild og elektroner. Afbrænding af biomasse har bestemt en rolle at spille, men fremover må det være som 2. prioritet og supplement til de brændselsfrie teknologier som vind, sol, varmepumper og elbiler.

Fokus skal fremover ikke blot være på at fortrænge fossil energi, men på at fortrænge CO2 og brændselsbaseret energiforbrug, hvor der er elektriske alternativer. Det interessante er ikke længere, om vi får udfaset kul, naturgas og olie, men hvordan vi gør det. Her bør vi prioritere de brændselsfrie teknologier og understøtte maksimal elektrificering, hver gang et kraftvarmeværk, en dieselbil, et olie- eller naturgasfyr står foran udskiftning.

Færre principper, mere kynisme
Mantraet om teknologineutralitet ledsages ofte af teoretiske principper om, at man ikke politisk bør ”pick the winners”. Men hvis valget står mellem, om det er produktions-Danmark eller produktions-Kina, der skal vinde på energipolitikken, bør det politiske valg ikke være svært.

Hvis man er en af de 33.000 ansatte i den danske vindindustri, hvoraf 86 procent findes uden for Region Hovedstaden, er det ikke ligegyldigt, om de udbudte tilskudskroner ender med at gå til danske vindmøller eller kinesiske solceller. Andre lande lader sig ikke hæmme af sådanne ideologiske, teoretiske principper, men går kynisk og målrettet efter at overtage vores vinderteknologier, hvis vi ikke selv holder fast i dem.

Skal vind fortsat være en dansk styrkeposition i 2030, må man politisk sikre et dansk bidrag til et stabilt nærmarked for både havvind og landvind. Her er der behov for mere politisk kynisme i erkendelsen af, at energipolitik også er erhvervspolitik.

Markedsdrevet sund konkurrence
En mere markedsdreven grøn omstilling må indebære, at man politisk tager ansvar for at drive markedet og sikrer sund og lige konkurrence, for så vidt angår adgang til et energimarked uden barrierer for, at grøn strøm kan flyde frit over landegrænser og nyttiggøres på tværs af sektorer.

Energipolitiske beslutninger skal sikre, at regulering og energiafgifter understøtter frem for modarbejder elektrificering af varme- og transportsektorerne. Endelig er det et politisk ansvar at sikre et velfungerende marked for elektricitet med sund og lige konkurrence, hvor prissætningen ikke forvrides kunstigt ved, at Danmark og EU giver indirekte tilskud til kul og naturgas via det fejlslagne CO2-kvotemarked.

Det vil om noget kunne bane vej for en markedsdreven grøn omstilling, hvis der indføres en minimumspris på CO2, som det tidligere er foreslået i Altinget.

Det interessante for danske energipolitik mod 2030 er ikke, om vindenergien bliver tilskudsfri, men hvor hurtigt og hvordan man politisk får det til at ske.

I Vindmølleindustrien vil vi i den kommende tid fremlægge vores bud på de politiske valgmuligheder, som Folketinget står overfor, når man skal fastlægge rammer, der sikrer sund konkurrence i en tilskudsfri fremtid.

Her vil spørgsmålet ikke længere være, hvor meget vind Danmark kan få for pengene, men hvor mange penge Danmark kan få for vindenergien. Det er et af de vigtigste spørgsmål ved det grønne eksamensbord.