Debat

Vismand: 128 dollar er et godt bud for 2040

DEBAT: Prisen på den grønne omstilling afhænger i høj grad af fremtidens oliepris. Den kan vi ikke styre, men vi kan tilrettelægge omstillingsprocessen så omkostningsbevidst som muligt, lyder det fra miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen.

Høje
priser på fossile brændsler vil føre til, at en del af omstillingen
sker af sig selv, skriver Lars Gårn Hansen i dagens debat.
Høje priser på fossile brændsler vil føre til, at en del af omstillingen sker af sig selv, skriver Lars Gårn Hansen i dagens debat.
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når benzinprisen er lav, bruger vi vores biler mere, og det bliver mindre attraktivt at købe en elbil, når bilen skal skiftes ud.

Lave priser på fossile brændsler gør det også mindre attraktivt at udskifte et kulkraftværk med vindmøller. Derfor bliver en omstilling til fossilfrihed dyrere, når priser på fossile brændsler falder.

128 $ pr. tønde i 2040
Den aktuelle pris på olie og andre fossile brændsler er meget lav. Prisen på olie er således faldet fra over 100 $ for halvandet år siden til omkring 35 $. I forhold til, hvad det koster at blive fossilfri, er det imidlertid den langsigtede pris på fossile brændsler, der er interessant.

De store udsving i olieprisen viser, at det er svært at gætte på olieprisen 30 eller 40 år ude i fremtiden, men Det Internationale Energiagentur (IEA) har præsenteret en række scenarier for de fremtidige brændselspriser. Olieprisen i 2040 varierer i disse scenarier mellem 85 og 150 $ pr. tønde (opgjort i 2014-priser), men et centralt skøn i form af det såkaldte “new policy”-scenarie er på 128 $.

Uanset udviklingen i prisen på olie og andre fossile brændsler er det vigtigt, at den grønne omstilling tilrettelægges i et effektivt samspil med det europæiske CO2-kvotesystem.

Lars Gårn Hansen
Professor og miljøøkonomisk vismand

Det vil koste 0.5 procent af BNP
I den seneste rapport til Det Miljøøkonomiske Råd har jeg sammen med de øvrige økonomiske vismænd opgjort omkostningerne ved at blive fossilfri i 2050. Her har vi valgt at lægge antagelserne fra “new policy”-scenariet til grund.

Med en oliepris på 128$ finder vi, at de samlede energiomkostninger ved fossilfrihed vil være ca. 16 mia. kr. højere i 2050 set i forhold til en situation, hvor der fortsat bruges fossile brændsler.

Vi vurderer, at det svarer til samfundsøkonomiske omkostninger på omkring ½ procent af BNP i 2050.  Det er i samme størrelsesorden, som det Klimakommissionen fandt for nogle år siden.

Det afhænger af prisen på fossile brændsler
Omkostningerne ved at blive fossilfri afhænger i høj grad af prisen på fossile brændsler. Vi har derfor regnet på, hvad der sker, hvis prisen på fossile brændsler ikke stiger så meget.

Vores beregninger viser, at hvis prisen på fossile brændsler kun bliver halvt så høj som forventet af IEA (dvs. til en oliepris på 64$), øges stigningen i energiomkostningerne ved at blive fossilfri til ca. 25 mia. kr. pr. år.

Hvis priserne på fossile brændsler omvendt stiger dobbelt så meget, som skønnet af IEA, finder vi, at stigningen i energiomkostningerne ved at blive fossilfri kun bliver ca. 3 mia. kr. pr. år. Høje priser på fossile brændsler vil således føre til, at en del af omstillingen sker af sig selv.

En fælleseuropæisk løsning er mest effektiv
Uanset udviklingen i prisen på olie og andre fossile brændsler er det vigtigt, at den grønne omstilling tilrettelægges i et effektivt samspil med det europæiske CO2-kvotesystem.

Danske politikere bør undlade særlige danske initiativer og reguleringer inden for kvotesektoren og i stedet arbejde for, at EU reducerer antallet af kvoter. En reduktion i antallet af CO2-kvoter, som leder til højere kvotepriser, er en omkostningseffektiv metode til at reducere CO2-udledningen i kvotesektoren.

Hvis der skal gennemføres særlige danske initiativer, bør det ske uden for kvotesektoren og i øvrigt fokuseres på de sektorer, hvor klimagevinsten er størst per udgiftskrone.

Det er afgørende for omkostningerne ved at mindske udledningen af CO2, at man anvender omkostningseffektive virkemidler. Ellers kan omstillingen blive langt dyrere end nødvendigt.

I modsætning til olieprisen er det noget, vi selv kan styre.

Dokumentation

Altinget: energi og klima og Altinget: forsyning sætter den næste måned fokus på de lave oliepriser og har samlet et panel af debattører, som vil diskutere mulige konsekvenser for grøn omstilling og dansk økonomi. 

Mød panelet her, og husk, at du som læser altid er velkommen til at deltage i debatten, enten ved at benytte kommentarfeltet i bunden af indlæggene, eller ved at sende et indlæg til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gårn Hansen

Professor, lic.polit., Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Uni., miljøøkonomisk vismand
ph.d. (Københavns Uni. 1997), cand.polit. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00