Debat

Vores ressourcer bør ikke bare gå op i røg

REPLIK: Vi skal fortsat bruge affald til produktion af energi, men skal energien være rigtig grøn, skal der tænkes i nye baner. Den helt korte version er, at mere skal genanvendes, mindre skal forbrændes, mener Nana Kildemoes fra Naturgas Fyn.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nana Kildemoes
Kommunikationsansvarlig, Naturgas Fyn

Direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen spørger på Altinget den 13. december 2013 "Skal vi ikke bruge ressourcerne lidt bedre?" Som naturgasselskab kan vi kun svare et "Jo tak, vi skal bruge dem meget bedre!"

Det er da også det, vi har travlt med at finde de bedste løsninger for. Både i energisektoren og i regeringen.

Danskerne bruger over en tredjedel af al energi til opvarmning. Derfor er hele varmedistributionsområdet et uomgængeligt indsatsområde for en grønnere og mere effektiv energipolitik.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Mindre forbrænding 
Affald er kommet i søgelyset som en værdifuld ressource, og det er glædeligt, at vores miljøminister melder så entydigt og visionært ud: Vi skal fortsat bruge affald til produktion af energi, men skal energien være rigtig grøn, skal der tænkes i nye baner.

Den helt korte version er, at mere skal genanvendes, mindre skal forbrændes. Også selv om vi er rigtig dygtige til at brænde af. Vores dygtighed er et historisk faktum. Det siger bare mest om, hvad vi tilfører forbrændingsanlæggene, mindre om udbyttet. 

Skal vores dyrebare energiressourcer ikke bare gå op i røg, bør beslutningerne om vores fremtidige energiforsyning baseres på en kalkuleret afvejning af samfundets interesser og de miljømæssige og økonomiske gevinster.

Nana Kildemoes
Kommunikationsansvarlig Naturgas Fyn

Det organiske affald kræver ekstra energi at brænde af og giver meget lidt mening at forbrænde. Det kan i stedet hældes i biogasanlæg. Det samme gælder det affald, der ligger og afgasser på lossepladser rundt i Europa. I biogasanlægget kan det ved effektive teknikker omdannes til CO2-neutral og hel grøn bionaturgas.

Bionaturgassen kan nemt føres på det naturgasnet, vi som samfund allerede har investeret i. Helt uden nye brugerbetalte anlægsinvesteringer. Helt uden det spild på cirka 20 procent af energien, som den fjernvarmedistribuerede energi lider under. Brugt i naturgasnettet kan energien desuden lagres sammen med energi fra sol- og vindenergiproduktion.

Naturgassen som afsæt
Vi er i fuld gang med at opbygge biogassektoren i Danmark og dermed også en viden og ekspertise, der inden længe kan eksporteres - f.eks. til England - og skabe en grøn omstilling uafhængig af landegrænser.

Vi kan således kun tilslutte os Kim Mortensens opsummering: "Vi kan afhjælpe et miljømæssigt kæmpe metanproblem, vi kan udnytte kapacitet, vi allerede har investeret i og som har mange års levealder tilbage - og vi kan samtidig sikre varmen til mange hundrede tusinde danske hjem på en grøn, effektiv, samfundsøkonomisk og brugerøkonomisk glimrende måde" - blot med naturgassen som afsæt.

Vores ærinde er ikke at udpege vindere blandt naturgas eller fjernvarme. Vi ønsker kun at pege på vigtigheden af, at ressourcerne bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Fjernvarme produceret på overskudsvarme, ikke på ukritisk afbrænding, er oftest godt anvendt i tætbefolkede byområder. Gas baseret på organisk affald fra f.eks. husdyrgødning eller husholdninger er fornuftigt brugt i den brede varmeforsyning, til industriens procesenergi, i en hårdt plaget transportsektor og i samspil med andre vedvarende energikilder.

Skal vores dyrebare energiressourcer ikke bare gå op i røg, bør beslutningerne om vores fremtidige energiforsyning baseres på en kalkuleret afvejning af samfundets interesser og de miljømæssige og økonomiske gevinster. Plejer er død. Den effektive og strategiske ressourceplanlægning er vejen frem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00