Wind Denmark: Det er på tide, at der kommer rygestop i klimapolitikken

KRONIK: Folketinget bør utvetydigt vælge elektrificering frem for brændsel, og derfor bør Folketinget gennemføre et rygestop i energisektoren som led i klimahandlingsplanen, skriver den politiske chef fra Wind Denmark.

Af Martin Risum Bøndergaard
Politisk chef, Wind Denmark

Det giver ingen mening at bruge CO2-holdige brændsler til at producere varme og elektricitet, når samfundet i stedet kan bruge CO2-fri elektricitet til at producere varme og brændsler.

I et land med fantastiske vindressourcer har vi alle forudsætninger for at kunne producere rigelig og billig grøn elektricitet og benytte den til at producere varme og el-baserede grønne brændsler (elektrofuels).

Klimapolitikken må klart og utvetydigt tage afsæt i erkendelsen af, at alt grønt ikke er lige godt.

Det er ikke nok, at Danmark i klimapolitikken vil være fossilfri – vi må også gå efter at blive røgfri. Røgfri i den forstand, at vi stopper med at afbrænde CO2-holdige brændsler til formål, hvor vi har bedre CO2-frie grønne alternativer.

Derfor bør Folketinget med klimahandlingsplanen sikre rammevilkår, som igangsætter et rygestop i energisektoren og sætter elektrificering først i klima- og energipolitikken.

Brug for røgfrit bymiljø
Det er nødvendigt med en rygestoppolitik, som sætter elektrificering først, hvis den danske klimasatsning skal:

1) kunne tjene til inspiration for andre lande, som ikke kan gennemføre en klimapolitik baseret på ubæredygtigt store mængder biomasse til energiformål.

2) give bredere samfundsmæssige synergier til andre politikområder. Det gælder blandt andet i forhold til sundhedspolitikken, hvor vi har brug for et røgfrit bymiljø uden udstødning fra biler, brændeovne og skibsfarten i havnene.

Det gælder i forhold til natur- og biodiversitetspolitikken, hvor der er brug for flere træer og grene, der får lov at rødne og skabe liv i skovene frem for at blive indsamlet og brændt af.

Det gælder ikke mindst i forhold til erhvervspolitikken, hvor billig grøn energi i stigende grad bliver et konkurrenceparameter, hvor vi har en unik styrkeposition indenfor vindenergi, som tegner sig for halvdelen af energiteknologieksporten, beskæftiger over 32.000 og har gode forudsætninger for at tiltrække nye erhverv inden for forædling af grøn strøm til el-baserede grønne brændsler via PtX.

En rygestoppolitik i energisektoren sætter elektrificering først ved at indføre en klar prioritering – eller et klart anvendelseshierarki om man vil – hvor elektrificering gøres til den klare førsteprioritet, efterfulgt af bioenergien, der som anden prioritet kan anvendes hvor nødvendigt og meningsfuldt, mens fossilbaseret energi som tredje og sidste prioritet bør udfases hurtigst muligt.

Et årti med snak
Med et rygestop i klimapolitikken må vi fokusere på, at alle investeringer i omstillingstiltag fra i dag og frem til 2030 har den højst mulige elektrificeringsgrad eller -andel.

  • Det gælder i persontransporten hvor el- og brintbiler med fuld elektrificering er bedre end delvis elektrificering via hybridbiler, som igen er bedre end biler med rene forbrændingsmotorer.
  • Det gælder i den tunge transport med PtX, hvor CO2-frie elektrofuels som ammoniak og direkte anvendelse af brint bør være førstevalget, suppleret af CO2-holdige elektrofuels med en lavere elektrificeringsandel hvor nødvendigt, som blandt andet i luftfarten.
    For de grønne gasser må vi ligeledes prioritere dem med højst elektrificeringsgrad, herunder eksempelvis ”elektrificeret biogas”, som har tilkoblet en PtX-baseret metaniseringsproces, som via elektrolyse udnytter CO2’en fra biogasproduktionen, hvorved produktionen af grøn gas øges med omkring 40 procent og der dermed sikres en bedre udnyttelse af den begrænsede biomasseressource.
  • Det gælder i varmesektoren, hvor det ikke er godt nok alene at gå efter at blive fossilfri og grøn ved at brænde biomasse af. Varmesektoren bør elektrificeres mest muligt hurtigst muligt, så sektoren i størst mulig grad bliver opkoblet til, frem for afkoblet fra, fremtidens fleksible og integrerede energisystem med el som rygrad.
    Derfor må de CO2- og brændselsfri teknologier baseret på el og omgivelsesvarme, som varmepumper, elkedler, geotermi og solvarme, være førsteprioritet, suppleret med biomasse som anden prioritet hvor nødvendigt.

Hvis vi retter fokus mod sidstnævnte punkt, nemlig varmesektoren, er det tankevækkende at det nu er 10 år siden, at Klimakommissionen offentliggjorde anbefalinger om vejen til et fossilfrit energisystem baseret ikke mindst på en elektrificering af varmeforsyningen via varmepumper.

Siden er der gået et årti med snak, hvor alle taler varmt for behovet for elektrificering og varmepumper, mens der er sket fortvivlende lidt.

Den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift på biomasse fra 2012-energiaftalen kørte politisk i grøften og 2018-energiaftalen reducerer elvarmeafgiften til 15øre/kWh i 2021.

Det, der står tilbage ved indgangen til 2020'erne, er, at varmepumper og elkedler står for cirka 1 procent af fjernvarmen, og at biomassen fortsat er afgiftsmæssigt favoriseret.

Besynderligt politisk signal
En biomasseafgift kan være en svær politisk nød at knække. Derfor kan den bedste vej frem være at gøre to ting.

For det første må Folketinget stoppe den afgiftsmæssige favorisering af biomasse. Alene de faldende priser på vedvarende energi bør begrunde en yderligere nedsættelse af elvarmeafgiften, som Klimarådet også påpegede i Altinget i november 2019.

Med elvarmeafgiften giver samfundet et incitament på 15 øre/kWh til ikke at elektrificere opvarmningen, men i stedet spare på strøm til opvarmning, mens man på den anden side kan nøjes med at give et incitament til at producere mere grøn strøm på maksimalt 5,4 øre/kWh fra storskala havvind (over 30 års produktion af 120 milliarder kWh, vil Thor maksimalt komme til at koste statskassen 6,5 milliarder kroner i tilskud og formentligt langt mindre) og tæt på 0 øre/kWh for vind og sol på land.

Uden nye tiltag kommer landets varmepumper dermed til at køre mindre, end hvad der er optimalt for samfundet. Det kalder som minimum på en yderligere sænkelse af elvarmeafgiften, hvis den da ikke helt bør afskaffes.

Alt andet end en reduktion til 0 vil være at fastholde en afgiftsmæssig favorisering af biomassen på bekostning af grøn strøm fra vind og sol, hvilket er et besynderligt politisk signal, nu når der er enighed om at klimaindsatsen og elektrificeringen skal opprioriteres.

For det andet bør man starte med konsekvent at sætte elektrificering først med virkemidler, som ligger udover afgiftsinstrumentet. Der bør indføres et elektrificeringskrav, hvor der sættes minimumskrav til, hvor stor en andel af varmeforsyningen, der skal elektrificeres ved nyinvesteringer i fjernvarmen.

For husstande med individuel opvarmning bør der indføres en rådgiver- og dispensationsordning, så udskiftning af olie- og naturgas- eller træpillefyr til andet end el-baseret opvarmning ikke er lovligt medmindre, at der har været besøg af en energirådgiver og udstedelse af dispensation.

Udover at undgå tilgangen af ”nye rygere” i form af biomasseinvesteringer i varmesektoren, bør der, som det sidste, opstilles en udfasningsplan frem mod 2035 for biomasse på eksisterende varme- og kraftvarmeværker, medmindre de til den tid anvender CCS/CCU (Opfangning og lagring eller udnyttelse af CO2).

Fra klimaplan til handling
Lad mig afslutningsvist – og inden aktører med interesser i biomasse farer til tastaturet – understrege, at biomasse fortsat vil spille en vigtig rolle i den grønne omstilling.

Den skal blot være så lille som muligt i energisektoren og reserveres til helt andre formål end det den bruges til i dag.

Hvis verden, Europa og Danmark vinder klimakampen, vil markedet og klimapolitikken i kombination sikre en høj pris på CO2 (hvad enten den er fossil- eller biomassebaseret – ”sort eller grøn”). Den høje CO2-pris sikrer, at der vil være et enormt marked for biomasse til fremstilling af nødvendige kemikalier og brændstoffer med stor energitæthed.

Men der vil ikke være et marked for afbrænding af CO2-holdige brændsler til ”lavværdi”-formål, hvor der er billige CO2-frie alternativer, som det er tilfældet med elproduktion, opvarmning og persontransport samt formentligt også dele af den tunge transport, som vil kunne anvende CO2-fri elektrofuels som brint og ammoniak.

Må 2020 blive året hvor Folketinget med klimahandlingsplanen går fra ord til handling og sætter elektrificering først ved at starte de nødvendige afvænningsinitiativer for energi- og transportsektorernes rygere.

Forrige artikel DTL: Der går en lige linje fra social dumping til unødvendigt CO2-udslip DTL: Der går en lige linje fra social dumping til unødvendigt CO2-udslip Næste artikel Dansk Fjernvarme svarer igen: Lovgivning tvinger os til at fyre med fossile brændsler Dansk Fjernvarme svarer igen: Lovgivning tvinger os til at fyre med fossile brændsler