Michael Ellegaard
RedaktionsassistentBladt Industries har ansat Nils Overgaard som ny salgschef.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Udnævnelsen af en ny salgschef sker som en del af en fortsat professionalisering af virksomheden.
"Nils har en dyb forståelse for, hvor industrien og vores kunder er på vej hen – herunder hvordan vi kan bidrage til at optimere vores kunders konkurrencekraft. De kompetencer tager han nu med ind i Bladt med det mål at styrke vores kunderelationer yderligere," siger Klaus Steen Mortensen, administrerende direktør i Bladt Industries.
Nils Overgaard kommer fra en stilling som ansvarlig for nordisk industri for energiselskaberne i IBM. Før det var han ansvarlig for strategiske kunder i Norden ved Vestas Offshore.
"Jeg har brugt det meste af min karriere på internationalt at bygge langvarige kunderelationer og skabe tætte partnerskaber med kunderne. Det har jeg tidligere forfinet i Vestas og senest i IBM – og det vil jeg også fokusere på i Bladt Industries," forklarer Nils Overgaard.
I stillingen får han ansvaret for salg og forretningsudviklingen på globalt niveau.
Nils Overgaard tiltræder stillingen 1. maj.