Om  
Jens Brandt Bering

Niras udnævner ny direktør på forsyningsområdet

Rådgivningsvirksomheden Niras har forfremmet Jens Brandt Bering til direktør for den afdeling, der rådgiver forsyningssektoren.

Peter Bjørnbak Hansen

Jens Brandt Bering går fra en stilling som forretningschef til en direktørstilling på forsyningsområdet i rådgivningsvirksomheden Niras.

Det oplyser Niras i en pressemeddelelse.

Dermed skal han nu stå i spidsen for virksomhedens rådgivning til både vand-, energi- og affaldsbranchen, som med virksomhedens egne ord "er med til at drive den grønne omstilling fremad mod nye løsninger, teknologier og partnerskaber".

Jens Brandt Bering kom til Niras i 2010 fra en stilling som afdelingsleder i Alectia, som senere fusionerede med Niras, og i stillingen som forretningschef, som han nu forlader, har han haft ansvar for omkring 100 medarbejdere fordelt mellem kontorer i Allerød, Holbæk og Næstved. 

Direktøransvaret for Niras' forsyningsafdeling overtager Jens Brandt Bering fra Søren Hageman Christensen, som fortsætter som regionsdirektør med udgangspunkt i Aalborg og ligeledes som direktør for Byggeri Nord.

0:000:00