Om  
Susanne Juhl
Ole Bjørstorp

Direktør for landets største gasdistributør forlader jobbet

Susanne Juhl fritstilles og fratræder dermed sin stilling som administrerende direktør for landets største gasdistributør, HMN Naturgas.

Peter Bjørnbak Hansen

Administrerende direktør i HMN Naturgas Susanne Juhl fritstilles og fratræder sin stilling.

Det besluttede en enig bestyrelse på et møde fredag, skriver Energy Supply.

Men fratrædelsen sker helt uden dramatik, bedyrer bestyrelsesformand i HMN Naturgas og i øvrigt socialdemokratisk borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp:

"Det har været en del af strategien helt at afvikle HMN-koncernen, og under Susanne Juhls dybt kompetente ledelse er vi nået så langt i den proces, at der stort set ikke er flere aktiviteter tilbage. Derfor er vi – helt i tråd med, hvad der hele tiden har været planen – blevet enige om at stoppe samarbejdet nu."

Susanne Juhl har i sine næsten otte år i spidsen for selskabet arbejdet med en ny ejerstruktur og frasalg af HMN Naturgas A/S og datterselskaberne HMN Gasnet og HMN Gastankstationer.

"Det har været særdeles interessant og lærerigt at stå i spidsen for så komplicerede og langstrakte salgsprocesser, og de erfaringer håber jeg nu at kunne gøre brug af et andet sted," siger hun.

Men Susanne Juhls navn kommer ikke til at figurere i ledigsstatistikkerne, for over de seneste år har hun suppleret med bestyrelsesposter i DTU, Politiken Fonden og som præsidiemedlem i Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

0:000:00