Om  
Søren Hermansen

Direktør for Samsø Energiakademi modtager æresdoktorgrad

Søren Hermansen, der er direktør for Samsø Energiakademi, er blevet tildelt en æresdoktorgrad fra det hollandske universitet TU Delft. 

Linnea Molbech Sabri

Det hollandske universitet TU Delft har tildelt direktør Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi en æresdoktorgrad.

Det skriver Politiken.

Æresdoktorgraden uddeles i forbindelse med TU Delfts 177-års jubilæum, der i år har fokus på "Klimaaktion". Søren Hermansen holdt i forbindelse med uddelingen en forelæsning om, hvordan man kan gøre lokalsamfund engagerede i bæredygtighed. 

Søren Hermansen modtog graden for sit arbejde med Samsø Energiakademi og den grønne omstilling af Samsø med inddragelse af lokalmiljø, som akademiet har bevirket. Akademiet arrangerer workshops, konferencer og kurser for interesserede og rejser også ud i verden for at fortælle om grøn omstilling. 

Søren Hermansen modtog i forbindelse med det hollandske statsbesøg i Danmark i 2015 den hollandske Orange Nassau-orden, hvor det hollandske kongepar gæstede Samsø, og han har tidligere modtaget de grønne priser Göteborg Awarden ("den grønne nobelpris") og Svend Auken-prisen. I 2010 blev Hermansen desuden udnævnt adjungeret professor på Aalborg Universitet. 

I 2017 fejrede Samsø jubilæum som Danmarks Vedvarende Energi-Ø, og akademiet er sammen med øens kommune med til at drive Samsø frem mod fællesskabets næste mål om at være fossilfri i 2030.

0:000:00