Dødsfald: Fhv. akvarie-direktør og generalsekretær i WWF Arne Schiøtz (87)

Fhv. direktør og WWF Verdensnaturfondens første generalsekretær, dr.phil. Arne Schiøtz, Grevinge, er død, 87 år gammel.

Redaktionen

Arne Schiøtz var født i Nørresundby og blev cand.mag. fra Københavns Universitet i 1958. Som nyuddannet biolog tog han på feltarbejde i Nigeria, hvor han i et års tid studerede fisk.

Herefter blev han i 1959 ansat som direktionssekretær i Københavns Zoo, hvor han var, til han i 1964, som 32-årig, blev direktør for Danmarks Akvarium i Charlottenlund. Det er som direktør for denne institution, mange danskere vil huske ham: Og bortset fra to ombæringer med orlov ledede Arne Schiøtz akvariet, til han gik på pension i 1996 – hvorefter han og hustruen, Vibeke, flyttede til Odsherred, skriver Politiken.

I 1967 forsvarede han sin doktordisputats om vestafrikanske frøer.

Sideløbende med sit direktørjob i Danmarks Akvarium virkede Arne Schiøtz også på andre fronter. Fra 1972 og de følgende seks år var han WWF Verdensnaturfondens første generalsekretær. 1980-83 fik han første gang orlov fra Danmarks Akvarium og var i denne periode ansat i Schweiz som chef for WWF’s internationale naturbevarelsesprogram.

I den anden orlovsperiode, 1990-93, sendte Danida ham til Bhutan med henblik på at etablere landets første miljøministerium. Arne Schiøtz tog del i en lang række videnskabelige ekspeditioner, havde plads i mangfoldige rådgivende udvalg og kommissioner – og forskede hele tiden intenst i afrikanske frøer.

Han nød stor international anerkendelse som ekspert i netop frøer fra denne verdensdel. Herunder løvfrøer. Han opdagede gennem 50 år 38 nye arter – og fik en håndfuld opkaldt efter sig.

0:000:00