Om  
Morten Sørensen

Mindeord: Enhedsleder hos Danske Regioner Morten Sørensen (60)

Morten Sørensen, chef for Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer i Danske Regioner, er gået bort efter længere tids sygdom.

Morten Sørensen vil blive savnet og husket både for sin høje faglighed på miljøområdet, sin motiverende ledelse og for den imødekommende og engagerede person, han var.

Morten brændte for at skabe nye og bedre løsninger på miljømæssige udfordringer.

Dette har været den gennemgående røde tråd i Mortens karriere fra han som kandidat fra Syddansk Universitet i teknologi, biologi og kemi begyndte som miljøkonsulent i Nordjyllands Amt.

Siden har Morten været omkring Fyns Amt som vicekontorchef, kontorchef i Miljøministeriet, Miljøcenter Odense, samt projektchef i NIRAS. Både den offentlige og private miljøsektor har dermed haft gavn af Mortens evne til at se og implementere nye løsninger.

Dette sammen med hans diplomatiske sans og politiske tæft har gjort Morten til en vellidt og højt respekteret samarbejdspartner i både den offentlige og private sektor.

Mortens engagement i udviklingen af indsatsen for rent grundvand og en sammenhængende grundvandsbeskyttelse har ligeledes været et gennemgående arbejdsfelt, hvor Morten har ydet et værdifuldt bidrag til anvendelsen af data for at styrke indsatsen.

I regionerne vandt Morten også anerkendelse for at udvikle regionernes Videnscenter for Miljø og Ressourcer til at være et solidt samlingspunkt for den fællesregionale udvikling af miljøopgaverne i regionerne.

I sin fritid var Morten en aktiv tennisspiller og nød at være aktiv i naturen med blandt andet kajaksejllads i Storebælt og det sydfynske øhav sammen med sin kone, Trine.

Udgangspunktet var sommerhuset i Kerteminde, hvor Morten også var initiativtager til foreningen Kerteminde Maritime Haver, hvor der bæredygtigt blev dyrket muslinger.

0:000:00