Om  
Henrik Breuning-Madsen

Mindeord: Professor, dr.scient. Henrik Breuning-Madsen (69)

Professor, dr.scient. Henrik Breuning-Madsen, Ringsted, er død, 69 år gammel, og i den anledning skriver professor emeritus, dr. scient. Johannes Krüger, Hillerød mindeord.

Redaktionen

Henrik Breuning-Madsen var i mere end 40 år knyttet til Københavns Universitet; han var uddannet dér og ansattes dér, umiddelbart efter at han i 1975 blev cand.scient. i geografi.

Allerede tidligt i studiet fik han interesse for jordbundsgeografi. Det kom til udtryk i hans hovedfagsopgave: "Nogle jyske jordes vandindhold", der i 1978 blev fulgt op af en ph.d.-afhandling: "Jordbundskartering og bonitering".

I 1983 satte han kronen på værket og blev dr.scient. med afhandlingen: "Himmerlands jordbundsforhold".

Op gennem 1980’erne var Breuning-Madsen knyttet til det daværende Landbrugsministeriums Arealdatakontor i Vejle, bl.a. som leder af jordbundsundersøgelserne langs Dong’s hovedledninger og kortlægningen af okkerproblemer i Jylland.

Han deltog også i den landsdækkende kortlægning af marginaljorde og landbrugets afvandingsbehov. Forskningsarbejdet med spade og bor i den jyske muld bragte ham i kontakt med mange landmænd, og i flere tilfælde udviklede det sig til varige venskaber.

Nok tog Henrik Breuning-Madsens forskning udgangspunkt i det jyske, men den bragte ham også vidt omkring, bl.a. til Patagonien og Salomonøerne og ikke mindst til Ghana, hvor han siden 1992 har ledet forskningsprogrammer relateret til jordbund og landbrugssystemer.

Det førte til et tæt samarbejde med universitetet i Accra i Ghana, hvor han blev leder af et Danida-finansieret program, som resulterede i et jordbundslaboratorium til glæde for samarbejdet mellem danske og ghanesiske forskere.

Breuning-Madsen var også med til at give Danmark et nyt højdepunkt. Det skete i 2005, da han sammen med kolleger fra bl.a. Nationalmuseet opmålte de højeste punkter herhjemme og nåede frem til, at Møllehøj med sine 170,86 meter over havet og ikke Ejer Bavnehøj er Danmarks højeste naturlige punkt.

Breuning-Madsen kunne ikke skjule, at den tværfaglige tilgang var hans naturlige adelsmærke. Det udmøntede sig blandt andet i hans store interesse for historie og arkæologi og kom til udtryk i hans tætte samarbejde med arkæologer om jordbundsmæssige processer i gravhøje og i de mange kurser og ekskursioner med studerende i det danske landskab, som jeg har haft den glæde at køre sammen med Henrik – og ikke mindst i vores talrige samtaler om klimahysteriet og de vildfarelser, vi næsten daglig er vidner til i nyhedsmedierne.

0:000:00