Støtte til forskning i datateknologis påvirkning af klimavenlig adfærd

Lektor ved ITU, Steffen Dalsgaard, modtager 5,8 millioner til at undersøge, om datateknolgi kan få os til at handle mere klimavenligt.

Astrid Johanne Bjørnskov

Ved hjælp af fire delprojekter skal lektor ved IT-Universitetet, Steffen Dalsgaard, kortlægge, hvordan forskellige grupper af mennesker bruger teknologi til at forstå deres CO2-udledning.

Et antropologisk feltarbejde i fire forskellige miljøer skal svare på, om de eksisterende digitale platforme til måling af CO2-forbrug bliver modtaget og er med til rent faktisk at ændre menenskers adfærd.

"Selvom bevidstheden om CO2-udledninger er begyndt at snige sig ind i vores hverdag, er det stadig et lidt fluffy fænomen for de fleste," siger ITU-lektor Steffen Dalsgaard, som leder projektet.

"Det kræver enormt specialiseret naturvidenskabelig viden at oversætte hverdagsforbrug til CO2-udledninger, og den beregning er almindelige mennesker nødt til at have tillid til. Derfor er det nødvendigt at kommunikere om CO2-udledninger på en overbevisende måde. Der kan digitale platforme som for eksempel apps spille en rolle – men det store spørgsmål er, om de kan få folk til at ændre adfærd."

Projektet, der har titlen Sociocultural Carbon, modtager de 5,8 millioner i støttekroner fra Det Frie Forskningsråds Sapere-Aude-program. Efter planen skal projektet løbe over fire år.  

0:000:00