Om  
Anna Mette Exner
Anders Lendager

To arkitekter modtager Dristighedsprisen

Statens Kunstfond uddeler for anden gang Dristighedsprisen til to arkitekter, der har udvist fagligt mod.

Marie Schønning Jensen

Årets modtagere af Dristighedsprisen er arkitekterne Anna Mette Exner og Anders Lendager. Det skriver Statens Kunstfond i en pressemeddelelse.

De to arkitekter belønnes for deres arbejde med henholdsvis bevaringsværdigt betonbyggeri og bæredygtighed. 

Anna Mette Exner modtager prisen for at sætte fokus på de bevaringsværdige kvaliteter i betonbyggeriet i Gellerup i Aarhus. En proces, der har krævet overskud og opfindsomhed, lyder det i Arkitekturudvalgets begrundelse.

"Med sin faglige indsigt, sit gode humør og sin ukuelighed, har Anna Mette Exner kastet sig ind i en kulturel rehabiliteringsproces, der kræver overskud, opfindsomhed og tålmodighed," skriver Arkitekturudvalget.

Anders Lendager belønnes for sit arbejde med bæredygtighed. Han står blandt andet bag de bæredygtige byggerier Upcycle Studies og Ressourcerækkerne i København. 

"Med en vedholdende nerve og en ukuelig evne til at omsætte ord til handling, har Lendager Group formået at sætte bæredygtighed på dagsordenen i flere markante pionerprojekter," skriver Arkitekturudvalget i dets begrundelse.

Priserne bliver uddelt mandag, og de to arkitekter modtager hver 50.000 kroner.

0:000:00