Om  
Martin Romvig
Niels Duedahl

Topchef forlader energiselskab efter fusion

Martin Romvig er ikke interesseret i en andenplads i selskabet Norlys, der er fusioneret mellem Eniig og SE. Han forlader derfor virksomheden.

Claudia Steenhard

Efter fusionen mellem Eniig og SE til Norlys blev den længe siddende topchef i SE Niels Duedahl ansat som administrerende direktør for den sammenlagte virksomhed, og Martin Romvig blev næstkommanderende. I sidste uge offentliggjorde Martin Romvig så, at han stopper med øjeblikkelig virkning. 

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse

"Jeg har altid været drevet af at gøre, hvad der var bedst og rigtigst for den organisation, jeg har repræsenteret (...) Jeg har været meget, meget glad for at være med på holdet i skabelsen af Norlys, som bliver en fantastisk virksomhed, og jeg er stolt af det stærke fundament, vi har etableret sammen," siger Martin Romvig i forbindelse med sin fratrædelse og fortsætter:

"Hen over sommerferien er jeg dog efter grundige overvejelser kommet frem til, at koncernen vil være bedst rustet med én tydelig topleder og vælger derfor at sige farvel nu. Jeg ønsker alt det bedste for Norlys på den spændende rejse, som først lige er begyndt."

Bestyrelsen i Norlys beklager Martin Romvigs beslutning, men tager den til efterretning:

"Jeg vil gerne takke Martin for hans store indsats i arbejdet med tilblivelsen af Norlys. Først i HEF og siden i Eniig har Martin været en fremsynet drivkraft, og han har om nogen sat sit aftryk på konsolideringen i den danske elsektor og været en markant skikkelse i branchen gennem mange år," udtaler bestyrelsesformand Jens Erik Platz. 

På nuværende tidspunkt består ledelsen af administrerende direktør Niels Duedahl og økonomidirektør Gert Vinther Jørgensen. Det fremgår af pressemeddelelsen, at bestyrelsen over de kommende uger vil overveje behovet for ændringer eller tilpasninger af koncerndirektionen.

0:000:00