Debat

Hvor er den danske debat om landbrugsstøtten?

DEBAT: Reformen af EU's landbrugspolitik viser, at Europa går højt op i landbruget, og at det europæiske demokrati lever og har det godt. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark, mener Lone Saaby, Landbrug & Fødevarer.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lone Saaby
Erhvervspolitisk direktør, Landbrug & Fødevarer.

Siden EU's landbrugskommissær, Dacian Ciolos, præsenterede EU-Kommissionens udspil til en landbrugsreform sidste efterår, har der i EU været stor opmærksomhed omkring landbrugspolitikken.

Og via den fælles landbrugspolitik har Europas landbrug dermed fået stor politisk bevågenhed.

Meget på spil
En vigtig grund er, at det er første gang, Europa-Parlamentet direkte har medbestemmelse på en lovgivning, der har afgørende økonomisk indflydelse på et stort erhvervs rammevilkår. Og det er ikke håndører, der er i spil: Ifølge Kommissionen er der over 13 mio. bedrifter i EU, der vil blive berørt af reformen, og samtidig fordeler landbrugspolitikken omkring 40 pct. af det samlede EU-budget. I alt 61 mia. euro, svarende til 455 mia. danske kroner.

Mange ændringsforslag er et udtryk for, at der er store interesser på spil. Og at interesserne søger indflydelse er et udtryk for en sund demokratisk kultur i Europa-Parlamentet. Det er også et tegn på, at der i hele Europa er en stor passion og et engagement omkring landbruget. Noget, vi godt kunne lære lidt af i Danmark.

Lone Saaby
Erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer.

Så ud fra det perspektiv er det ikke så underligt, at mange er interesserede i reformen og forsøger at påvirke den gennem ændringsforslag. Alligevel er der kommet bemærkelsesværdigt mange ændringsforslag; over 7.400 stykker. Flere stemmer i EU-debatten, bl.a. Danmarks Christel Schaldemose (MEP, S), har fremhævet, at det kommer til at være uhyrlig krævende at tage stilling til ændringsforslagene.

Bekymringen går på, at det kan udskyde reformen et år og dermed efterlade Europas landmænd i en venteposition, som måske kan bremse vækst og udvikling.

Sund demokratisk kultur i Europa-Parlamentet
Men det kan også ses fra et andet, mere positivt perspektiv. Mange ændringsforslag er et udtryk for, at der er store interesser på spil. Og at interesserne søger indflydelse er et udtryk for en sund demokratisk kultur i Europa-Parlamentet.

Det er også et tegn på, at der i hele Europa er en stor passion og et engagement omkring landbruget. Noget, vi godt kunne lære lidt af i Danmark.

Syd for Danmark møder man altid en stolthed omkring landbruget og fødevareproduktionen. Landbruget er en vigtig del af nationalidentiteten i bl.a. Tyskland, Spanien og Frankrig, og her diskuterer man altid med stor iver erhvervets dagsform og udvikling.

I Danmark er både medier, borgere og politikere for det meste smålunkne omkring landbrugspolitikken. Og det er til trods for, at vi er et stort landbrugsland, og at der er rigtig mange penge på spil for os.

Som landene syd for os bør vi også være stolte af landbruget og interessere os for, hvordan landbrugsstøtten kan bidrage til at udvikle erhvervet i Europa. Også selvom processen er krævende og langsommelig.

God og gennemdiskuteret reform
Landbrug & Fødevarer følger reformen tæt, og vi har udarbejdet vores egne ændringsforslag, som vi har præsenteret for mange MEP'ere - både udenlandske og danske. En god og gennemdiskuteret reform, hvor der er skabt politisk konsensus, er bedre end en reform, der er hastet igennem uden folkelig opbakning.

Selvom demokrati kan være en langsommelig proces og tager tid, bør vi i stedet glæde os over, at det europæiske demokrati lever. Kun derved kommer vi frem til den bedste og mest holdbare reform til gavn for den europæiske befolkning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00