Hvorfor unge er arbejdsløse – og hvorfor højrefløjen tager fejl

Finder man ikke fodfæste på arbejdsmarkedet som ung, vil det forfølge en resten af livet. 

Emilie Turunen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Af Emilie Turunen (SF),
Medlem af Europa-Parlamentet

I mine tre år som medlem af Europa-Parlamentet har jeg brugt størstedelen af min politiske energi på at advare mod ungdomsarbejdsløsheden og foreslå politiske tiltag for at dæmme op for den. August måned bød på nye nedslående tal for Europas unge: Næsten hver fjerde under 25 år er uden arbejde, og i lande som Spanien og Grækenland er situationen helt ude af kontrol. Det er dybt tragisk og ulykkeligt.

Uanset ens alder er arbejdsløshed en ulykke. Men for de unge er det særlig slemt. For finder man ikke fodfæste på arbejdsmarkedet som ung, vil det forfølge en resten af livet: Øget risiko for langtidsledighed, sygdom, social isolation og betydeligt lønefterslæb. Arbejdsløshed bringer desillusion og tab af værdighed. Derfor er ungdomsarbejdsløshed så alvorligt.

Hvorfor er arbejdsløsheden høj?
Men hvorfor er ungdomsarbejdsløsheden egentlig så høj? Generelt handler det om, at unge altid betaler en høj pris under en økonomisk krise: De er nye på arbejdsmarkedet, har meget lidt erfaring, lille netværk, og de kommer direkte ud fra uddannelserne til et fastfrosset arbejdsmarked med få jobmuligheder. Det er derfor evident, at når arbejdsløsheden er høj, er ungdomsarbejdsløsheden endnu højere. I EU er ungdomsarbejdsløsheden lige nu mere end dobbelt så høj som den generelle arbejdsløshed.

Men hvad skyldes så den ekstremt høje arbejdsløshed i lande som fx Spanien? Overordnet kan man koble den ekstraordinært dybe økonomiske krise til den rekordhøje ungdomsarbejdsløshed. Men det er væsentligt at se nærmere på et land som Spanien, fordi landets situation rummer en del af forklaringen på, hvorfor det går så skidt i Europa. Krisen i Spanien – og i Europa – skyldes nemlig ikke udelukkende, som de borgerlige ellers ofte påstår, et for stort offentligt forbrug og et ufleksibelt arbejdsmarked. Den borgerlige analyse er ideologisk blind – ser vi nærmere på krisen i Spanien, bliver det tydeligt, at deres forklaringsmodeller ikke holder.

For stort offentligt forbrug?
Spanien, den fjerde største økonomi i eurozonen, er lige nu i frit fald, og mere end halvdelen af de unge er uden arbejde. Hvordan kunne det gå så galt? Spanien opbyggede op gennem 1990’erne og 00’erne en økonomisk model, som skabte ekstreme vækstrater og rekordmange job. Spanien blev af de andre EU-lande hyldet for sine hastige vækst- og velstandsstigninger, og landet havde ikke problemer med vækst- og stabilitetspagtens krav til gæld og underskud. (Faktisk er Spaniens gæld fortsat på et lavere niveau end Tysklands, 72 procent versus 82 procent af BNP ifølge nyeste tal fra Eurostat, mens der er et gigantisk rentespænd mellem de to lande).

Den spanske model ”smadrer" faglærte arbejdere  
Det spanske vækstmirakel viste sig – ligesom i Irland, der ligefrem fik øgenavnet ”den keltiske tiger” – at være hamrende usundt. Der var tale om en gigantisk boligboble, der i næsten 15 år var motoren for den økonomiske vækst i Spanien (og Irland, for den sags skyld).

I en giftig cocktail af udenlandske investeringer i ferie- og fritidshuse, ukritiske EU-investeringer i infrastruktur og nye typer usikre boliglån opbyggede man fra politisk side den boligboble, som gav de højeste prisstigninger på huse i Europa – hele 12 procent årligt mellem 1997-2007 – og som gjorde det attraktivt for en hel ung generation at tage ufaglært arbejde. En boble-økonomi, som sidenhen bristede i en voldsom grad, da finanskrisen rev tæppet væk under tvivlsomme banker og forgældede forbrugere.

Bunden gik simpelthen med ét ud af den spanske økonomi: BNP faldt med knap 8 procent på under et år, og det offentlige overskud på 2 procent i 2006 blev til et offentligt underskud på 11 procent i 2009. Siden krisens start er det kun gået nedad. I snart fire år er arbejdsløsheden steget med gennemsnitligt 0,2 procentpoint hver eneste måned.

Det økonomiske sammenbrud har særligt ramt de mange unge, der tog job under opsvinget, og de står nu uden hverken job eller uddannelse. Den spanske økonomiske model ”smadrer faglærte arbejdere” for nu at bruge et udtryk fra en spansk venstreorienteret parlamentariker, der for nylig forsøgte at forklare mig, hvorfor det ser så sort ud for de spanske unge. Udfordringen i Spanien er derfor først og fremmest at opbygge en ny, bæredygtig økonomisk model med holdbar vækst og et stærkt uddannelsessystem.

Et ufleksibelt arbejdsmarked
Det er for nemt bare at sige ’arbejdsmarkedsreformer’, sådan som højrefløjen ofte gør, når de skal pege på løsninger for Sydeuropa. Faktisk HAR Spanien et ret fleksibelt arbejdsmarked, hvor op mod 1/3 af arbejdsstyrken er i midlertidige job og usikre ansættelser. Særligt unge optager mange af disse midlertidige stillinger.

Krisen skyldes således ikke stive arbejdsmarkeder eller for stort offentligt forbrug – det er noget borgerligt ideologisk vås uden hold i virkeligheden. Krisen skyldes først og fremmest en finansfest og en usund vækstmodel i hele den vestlige verden, særligt båret frem af boligboblen, tvivlsomme lånetyper og deraf enorme forbrugsstigninger og privat gældssætning op gennem 90’erne og 00’erne.

Krisen har med al tydelighed vist os, at vi ikke kan leve af at sælge værdipapirer og huse til hinanden: Vi er nødt til at opbygge en holdbar økonomi med fokus på realøkonomien. Det er det, som på den lange bane skal redde Europa og Europas unge.