Forsker: EU-Domstolen er ikke tonedøv

Af Derek Beach
Lektor i statskundskab, Aarhus Universitet

Er EU-Domstolen en forkæmper for mere EU-integration? Er medlemsstaterne magtesløse i forsøget på at bremse en lang række af Domstolens kendelser, som har til formål at skabe en stadig snævrere union mellem landene, og som går langt længere end det, regeringer og deres parlamenter gerne ser?

Svaret er både ja og nej.

Og det er særlig det sidste, der er vigtigt. Mens der er mange tilfælde, hvor EU-Domstolen afsiger kendelser, der er mere integrationsvenlige end nogle af medlemsstaterne ønskede, er de ikke magtesløse.

Flere kontrolredskaber 
Medlemsstaternes 'kontrolredskaber' er svære at bruge strategisk over for EU-Domstolen, men hvis Domstolen bevæger sig for langt fra den retspraksis, et flertal af medlemsstaternes parlamenter og regeringer ønsker, har medlemsstaterne stadig muligheder for at sanktionere Domstolen.

I sidste instans kan medlemsstaterne altid ændre på EU-traktaten, hvis de er uenige med EU-Domstolen.

Mens EU-Domstolen er en stærk motor for mere EU-integration, er det alt for unuanceret at påstå, at den er uden for kontrol.

Derek Beach
Lektor i statskundskab, Aarhus Universitet

Det er også sket flere gange, mest dramatisk i forbindelse med Maastricht-traktaten, hvor alle lande kunne blive enige om at indsætte en protokol, som begrænsede virkningen af en dom omkring ligebehandling af pensionsopsparinger (Barber-protokollen).

Men denne trussel om at ændre lovgivning - og særlig traktaterne - for at trumfe EU-Domstolen er lidt ligesom a-våben. Truslen om at bruge det, når stærke interesser er på spil, kan afskrække en aktør fra at gøre noget, men i de fleste tilfælde er det ikke troværdigt som trussel og har derfor ingen virkning.

Denne trussel har også en vis virkning, og forskning peger på, at når et meget stort flertal af medlemsstaterne intervenerer på en side i en sag, så hører EU-Domstolen efter og afsiger mindre integrationsvenlige domme (Carrubba, Gabel og Hankla, 2008).

Lad som ingenting
Men det mest effektive kontrolredskab er muligheden for intet at gøre. For at mange domme kan have virkning i medlemsstaterne kræves der ofte, at de bliver indarbejdet i national lovgivning eller administrative praksisser.

I begge tilfælde kan regeringer eller parlamenter sørge for at sætte grus i maskinen, således at dommen ikke får den virkning, som EU-Domstolen havde forestillet sig. Og denne trussel kan også få EU-Domstolen til at høre efter - for hvad er en dom værd, hvis ingen retter sig efter den?

Og mens regeringer ikke kan kontrollere, hvorvidt deres nationale domstole vælger at bruge EU-Domstolens kendelser, når de afsiger nationale domme, hvis EU-Domstolen går for langt i deres kreative fortolkninger, har det vist sig, at nationale domstole enten ignorerer eller ligefrem nægter at følge EU-Domstolens kendelser.

I forskning ved vi mest om de nationale højesteretter og deres modstand i perioder (f.eks. den franske højesteret og deres protester over for forrang-doktrinet i 60'erne), men der er mange tilfælde, hvor andre nationale domstole har tiet domme ihjel. For eksempel Francovich-doktrinet og statens finansielle ansvarlighed for ikke-implementering af EU-lovgivning ved nationale domstole bruges meget lidt i forhold til, hvor meget det kunne bruges.

Ikke alle vinder hver gang
Konklusionen er, at mens EU-Domstolen er en stærk motor for mere EU-integration, er det alt for unuanceret at påstå, at den er uden for kontrol. Ja, i enkelte sager vil der altid være nogle lande, som er utilfredse.

Det er rettens natur, at alle ikke kan vinde hver gang. Men ligesom den amerikanske højesteret, forsøger EU-Domstolen ikke at komme for langt foran, hvad den brede offentlighed, nationale parlamenter og et stort flertal af regeringer ønsker.