Europa-Parlamentet: EU's Folketing

Europa-Parlamentet er EU's politiske forsamling. Det kan sammenlignes med det danske folketing, hvor politiske grupper dannes af de mandater, som gives under et valg. På samme måde er Europa-Parlamentet delt op i udvalg, delegationer, arbejdsgrupper og andre parlamentariske funktioner, som vi kender herhjemmefra.

For eksempel repræsenterer Christel Schaldemose (S) og Margrete Auken (SF) deres partier i Miljøudvalget i Europa-Parlamentet, ligesom Bjarne Laustsen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) gør i Folketingets udvalg af samme navn.

I daglig tale omtales Europa-Parlamentet blot som EP på grund af det lange navn, og et medlem af Europa-Parlamentet kaldes i daglig tale en "MEP".

Verdens næststørste parlament
EP er det største parlament i verden efter parlamentet i Indien og huser 751 mandater fordelt på 28 lande. Parlamentet består af 8 politiske grupper fordelt på en højre-venstre-skala, som vi kender fra Folketinget, og siden EP's fødsel i 1952 er politiske holdninger i stigende grad blevet prioriteret i forhold til nationale dagsordener blandt parlamentarikerne.

Medlemmerne af EP er ikke opdelt efter nationalitet, således at danske parlamentarikere udelukkende arbejder sammen. Derimod er medlemmerne fordelt på tværs af nationaliteterne i en række politiske grupper, der repræsenterer politiske hovedstrømninger i medlemsstaterne.

Kan vælte Kommissionen
Den væsentligste forskel på EP og Folketinget er, at regeringen i EU ikke udgøres af medlemmer af den folkevalgte forsamling. Kommissionen, der svarer til EU's regering, udpeges nemlig af medlemsstaternes regeringer. For eksempel blev Margrethe Vestager valgt af den tidligere SR-regering og ikke Morten Helveg Petersen, der vandt som radikal spidskandidat ved Europa-parlamentsvalget i maj 2014.

Men selvom det ikke er parlamentarikere, der sidder i Kommissionen, er Europa-Parlamentet ikke helt handlingslammet over for kommissærerne. MEP'erne kan godkende/forkaste medlemsstaternes kommissærkandidater inden de tiltræder og Europa-Parlamentet kan også afsætte hele Kommissionen til hver en tid.

Pendlerparlament
De europæiske institutioner er placeret i forskellige medlemslande. For eksempel er Kommissionen placeret i Bruxelles, grænsesamarbejdet Frontex i Warszawa, Domstolen i Luxembourg og det Europæiske Miljøagentur i København. Europa-Parlamentet er placeret symbolsk i Strasbourg i Frankrig i tidligere omstridt territorium med Tyskland.

Men da det meste af det øvrige politiske liv i EU foregår i Bruxelles, hvor Kommissionen har til huse, har EP ligeledes en parlamentsbygning her, for at gøre det politiske arbejde lettere for alle. Dog skal (næsten) alle beslutninger vedtages under plenar-forsamlingerne, der foregår i Strasbourg. Europaparlamentarikerne har selv forsøgt at begrænse rejseaktiviteten, men EU-Domstolen afviste muligheden, da placeringen i Strasbourg er usletteligt indskrevet i traktaten, så længe værtsnationen Frankrig er imod flytning.

Lovgivende magt uden initiativ

Da EP ikke omfatter EU's regering, besidder det ingen initiativret, og kan ikke fremlægge forslag. Man kan sammenligne hele Parlamentet med oppositionen i Folketinget, der forholder sig kritisk til alle regeringens lovforslag. Europa-parlamentarikerne kan komme med initiativbetænkninger til Kommissionen, men denne er ikke forpligtet til at gå videre med dem.

Til gengæld kan EP komme med ændringsforslag til Kommissionens direktiver, og vedtage dem på lige fod med medlemslandenes ministre i Rådet. Derfor tager Kommissionen ændringsforslagene i EP meget alvorligt, da disse ofte vil være forudsætning for at lovgivningen bliver realiseret. Denne praksis er gældende for de mest centrale emner i EU-sammenhæng, men lovgivningsproceduren kan variere alt efter politisk område.

For at gøre det hele lidt mere besværligt, men mere præcist, går det ikke på EU-sprog at tale om lovgivning. Lovene kaldes direktiver, da de teknisk set først er love, når medlemslandene implementerer dem i den nationale lovgivning. Direktivet er bindende i alle medlemslande, men det er op til den enkelte nationale myndighed at bestemme form og midler for gennemførelsen. EU's "forordninger" er dog en undtagelse og er gældende i alle lande med det samme.