EU-Parlamentets midte knuser skeptikere i udvalgskamp

EFTER VALGET: De store politiske grupper i EU-Parlamentet kører de euroskeptiske partier over i spillet om de ledende poster i Parlamentets fagudvalg.

Morten Helveg (RV) blev valgt som næstformand for det magtfulde industri-udvalg på bekostning af en kandidat fra den italienske 5-stjerne-bevægelse. Midterpartierne kunne med sit flertal vælge EU-positive udvalgsformænd.
Morten Helveg (RV) blev valgt som næstformand for det magtfulde industri-udvalg på bekostning af en kandidat fra den italienske 5-stjerne-bevægelse. Midterpartierne kunne med sit flertal vælge EU-positive udvalgsformænd.Foto: European Union 2014 - European Parliament
Henrik Axel Lynge BuchterRikke Albrechtsen

BRUXELLES: Da Europa-Parlamentets udvalgsposter skulle fordeles efter valget, sørgede en alliance af midterpartier for, at EU-skeptiske kræfter blev holdt systematisk uden for ledende pladser i Parlamentets fagudvalg.

Det er EU-kritikerne i den såkaldte EFDD-gruppe, Europe of Freedom and Direct Democracy, der er blevet sendt ud i kulden. Efter de gængse regler stod de til at kunne sætte sig på en række nøgleposter, såsom formænd og næstformænd, i de 20 udvalg og to underudvalg.

Men en koalition af de store politiske midtergrupper i Parlamentet sørgede for, at ingen af deres opstillede kandidater blev valgt.

Holdt udenfor
Posterne som formænd og næstformænd bliver som udgangspunkt fordelt efter gruppernes størrelse efter det såkaldte d'Hondtske system. Ifølge den fordelingsnøgle skulle EFDD-gruppen, der har britiske UK Independence Party og den italienske Femstjernebevægelse som største medlemmer, have haft én formandspost og en række næstformandsposter.

Udnævnelserne skal dog bekræftes i udvalgene. Og her blev alle som én nedstemt, efter at kristendemokraterne i EPP, socialdemokraterne i S&D og de liberale i ALDE-gruppen havde besluttet sig for at modsætte sig deres kandidaturer.

"Anti-demokratisk og amoralsk," lød det fra Eleanor Evi fra den italienske Femstjernebevægelse, der skulle have været formand i udvalget for borgerhenvendelser, men faldt med stemmerne 23-8 internt i udvalget til den svenske liberale Cecilie Wikströms favør.

Margrete Auken fra SF, der sidder i udvalget for Parlamentets Grønne gruppe, tordnede også imod beslutningen, som hun kalder "beskæmmende".

Glad Morten Helveg
Den politiske studehandel sikrede til gengæld en næstformandsplads til De Radikales Morten Helveg Petersen i det indflydelsesrige industriudvalg.

Her var en viceformandspost øremærket til et andet medlem af den italienske Femstjernebevægelse, som dog blev fejet af banen af Morten Helvegs modkandidatur med stemmerne 17-37.

Det glæder den liberale politiker, der overhovedet ikke kan se noget problem i, at EFDD bliver tilsidesat. Han understreger, at udvalgene har ret til at sammensætte sig, som de selv ønsker det.

Politisk uenig
Samtidig peger han på, at flere af EFDD-gruppens medlemmer eksempelvis slet ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer. Derfor mener han, at det kun er godt, at de ikke får adgang til posten og den politiske indflydelse, der følger med i det udvalg, der lægger linjen på EU's energipolitik.

"Min modkandidat står ikke for noget, der er grønt eller bare minder om det," siger Morten Helveg, der benægter, at det skulle være en måde at hælde benzin på EU-skeptikernes bål - bevidst at holde dem ude fra vigtige poster.

"De kommer stadig til at have øget indflydelse ud fra det antal, som de er blevet valgt ind med. Det ændrer det her overhovedet ikke på. Og politikken i Parlamentet i det kommende år vil også være præget af det," siger han.

Bør have deres rettigheder
Medlem af Socialdemokraterne Christel Schaldemose er dog ikke begejstret for midterpartiernes beslutning om at gøre fælles front mod skeptikerne.

"Set med danske øjne er det svært ikke at synes, at det er lidt fjollet. De er folkevalgte. De har fulgt de regler, vi har i forhold til at oprette en gruppe, og så bør de selvfølgelig også have de rettigheder, som de får i den sammenhæng," siger Christel Schaldemose.

Nigel Farage fra UK Independence Party, der er medformand for EFDD-gruppen, siger til EU-mediet Euractiv, at blokaden er et udtryk for midtergruppernes "frygt for demokratiet".

"De føderalistiske fanatikere har vist deres sande anti-demokratiske ansigt. De hader kontrol og opposition, og derfor hader de EFDD-gruppen med en lidenskab, der, som jeg ser det, bør gøre os stolte," siger han til Euractiv.

Ikke kun EFDD
Også den mere moderat EU-kritiske ECR-gruppe, som Dansk Folkeparti er skiftet til, fik presset fra den nye storkoalition i Parlamentet at føle.

Her blev to medlemmer af det tyske EU-kritiske Alternative für Deutschland (AfD) afvist som næstformænd i henholdsvis ligestillingsudvalget og økonomiudvalget.

AfD er på notorisk kollisionskurs med Angela Merkels tyske konservative, der sidder tungt i Parlamentets store kristendemokratiske EPP-gruppe.

 

Dokumentation

GRUPPERNE I EUROPA-PARLAMENTET:

EPP (Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater)):
216 mandater

Kristendemokraterne – eller de Europæiske Folkepartier, som de retteligt hedder – er fortsat Parlamentets ubestridt største gruppe. Deres vægt er dog knapt så knusende som i sidste samling, efter de er gået mere end 50 mandater tilbage. Gruppens nye formand er tyske Manfred Weber fra CSU, hvilket er et udtryk for, at tyskerne har sat sig tungt på gruppen som langt den største nationale delegation. Bendt Bendtsen (K) er eneste danske medlem.

S&D (Det progressive forbund af Socialdemokrater):
190 mandater

EU's socialdemokratiske gruppe, S&D, forbliver andenstørst, men kommer til at mærke en anderledes intern magtfordeling, efter at blandt andre François Hollandes franske Socialister led et svidende nederlag ved valget. Pladsen som den største nationale delegation går til italienerne, efter premierminister Matteo Renzis Partito Democratico fik 31 medlemmer af gruppen – hvilket er flere, end selv Tyskland kan præstere. De tre danske socialdemokrater, Jeppe Kofod, Christel Schaldemose og Ole Christensen, sidder her.

ECR (De Europæiske Konservative og Reformister):
75 mandater

Parlamentets største overraskelse er den konservative, EU-kritiske gruppe European Conservatives and Reformists (ECR), som blev dannet rundt om de britiske Konservative, da disse trak sig fra EPP i 2009. De erobrer pladsen som Parlamentets tredjestørste gruppe fra de liberale i ALDE. Til gengæld bliver det interessant at følge, hvordan de 18 partier i gruppen skal arbejde sammen, når de skal spænde fra moralkonservative SGP fra Holland over nationalkonservative partier som Dansk Folkeparti og De Sande Finner til de flamske separatister og økonomiske liberale N-VA, som har en fortid blandt De Grønne i Europa. De danske medlemmer er Morten Messerschmidt, Anders Vistisen og Jørn Dohrmann, alle fra Dansk Folkeparti. Derudover er Rikke Karlsson også medlem, som blev meldt ind for Dansk Folkeparti, men sidenhen har valgt at forlade partiet – hun er dog stadig medlem af ECR.

ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa):
70 mandater

Det er en svidende lussing til Venstre og De Radikales liberale gruppe, ALDE, at de nu er forvist til pladsen som Parlamentets fjerdestørste parti. Men en tilbagegang i en række lande, og ikke mindst udraderingerne af det tyske FDP-parti, har svækket dem. ALDE har hidtil haft en nøgleposition, når EU's to store politiske grupper ikke har kunnet blive enige. Den særstilling er nu mindre given, ligesom gruppen også vil have mindre adgang til fremtrædende udvalgsposter og ordførerskaber end før.

De danske medlemmer er Morten Løkkegaard fra Venstre, Morten Helveg Petersen og Jens Rohde fra De Radikale.

GUE/NGL (Den europæiske venstrefløjs fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre):
52 mandater

Ikke mindst på grund af en overbevisende sejr til græske Alexis Tsipras' SYRIZA-parti i Grækenland og tilkomsten af nye spanske protestpartier er det lykkedes Parlamentets mest venstreorienterede gruppe, GUE/NGL, at placere sig som Parlamentets femtestørste gruppe. En storsejr til irske Sinn Fein vil også kunne mærkes i gruppen, som også byder velkommen til en irsk løsgænger med tilnavnet Ming den nådesløse og til det hollandske Dyrepartiet. Til gengæld er det græske kommunistparti KKE trådt ud af gruppen og vil hellere være løsgængere. Fra Danmark sidder Folkebevægelsen mod EU's Rina Ronja Kari i gruppen.

De Grønne:
50 mandater

Fra en plads som Parlamentets fjerdestørste gruppe er De Grønne, hvor SF sidder, blevet henvist til en sjetteplads efter massiv tilbagegang i en række lande. Det tyske Piratparti erstatter det svenske, der ikke opnår genvalg. De Grønne tabte undervejs blandt andre det flamske separatistparti N-VA og dets fire mandater til ECR, mens partiet også blev decimeret i Frankrig, hvor de ellers stod stærkt ved sidste valg.

Margrete Auken fra SF er det danske medlem.

EFDD (Europæisk Frihed og Direkte Demokrati):
45 mandater

I sidste øjeblik lykkedes det UK Independence Party-leder Nigel Farage at finde medlemmer fra syv nationaliteter til sin EFD-gruppe, som nu omdøbes til EFDD -– Europa for Frihed og Direkte Demokrati. Det sker for at give plads til den italienske komiker Beppe Grillos Femstjernebevægelse, der skatter den slags højt. På trods af et godt valgresultat måtte gruppen vinke farvel til blandt andre Dansk Folkeparti, De Sande Finner og Lega Nord, der valgte at afsøge nye partnerskaber. Derfor holdt det hårdt med at få de påkrævede antal lande repræsenteret i gruppen. Men det lykkedes ved hjælp af Femstjernebevægelsen, de svenske Sverigedemokrater samt en utilfreds afhopper fra franske Front National, der var blevet forsøgt presset af sit parti til at opgive sin plads i Parlamentet. Ingen danskere er medlem af gruppen.

ENF (Et Nationernes og Frihedens Europa):
38 mandater

Front National fik et fantomvalg i Frankrig i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget. Partiet kunne dog ikke danne en gruppe til at starte med, og de måtte indlede deres tid i den nye valgperiode med at være løsgængere. Front Nationals leder, Marine le Pen, formåede dog at samle 38 politikere, som opfyldte kravene til at oprette en gruppe og dermed få økonomisk støtte og taletid ved plenarsamlingerne. Ud over Front National er blandt andet italienske Lega Nord og hollandske Partij voor de Vrijheid medlem.

Løsgængere:
15 mandater

15 politikere har ingen gruppe, de samarbejder med. Det er en broget flok, der har titlen som løsgængere. Nogen er blevet smidt ud af deres tidliger grupper, og andres politik passer ikke ind i de eksisterende grupper. En komiker, der i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget oprettede sit eget parti, formåede at blive valgt i Tyskland. Derudover er to medlemmer fra det højreekstreme parti Gyldent Daggry medlem, ligesom et tysk medlem af NPD, der af flere eksperter bliver sammenlignet med Nazi-partiet NSDAP, har titlen som løsgænger.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00