Debat

Rasmus Nordqvist: Vi kan skabe fremtiden sammen i Europa

DEBAT: Vi kan for alvor se unionen smuldre, hvis vi begynder at vende ryggen til fællesskabet og samarbejdet. Vi risikerer at lukke national selvtilstrækkelighed, frygt og en dyster fremtid ind i vores liv, skriver Rasmus Nordqvist.

Alternativet vil sammen med en række partier investere 500 milliarder euro i en grønnere transportsektor og grøn energi hvert år, skriver spidskandidat til Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist.
Alternativet vil sammen med en række partier investere 500 milliarder euro i en grønnere transportsektor og grøn energi hvert år, skriver spidskandidat til Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist.Foto: /ritzau/Mathias Svold
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Spidskandidat til Europa-Parlamentet og medlem af Folketinget for Alternativet

Kald mig bare jubel-europæer. Men når jeg forestiller mig fremtiden, så ser jeg EU som en af de allervigtigste brikker til en grøn, progressiv og velfungerende fremtid. Dog ikke det EU, vi har i dag – for her er der masser af udfordringer og problemer at tage fat i.

Ingen EU-lande kunne se sig forbigået af finanskrisens piskesmæld, der slog bunden ud af samfundsøkonomien i mange lande. Ingen EU-lande kan sige sig fri for, at skyttegravene bliver gravet dybere, og den offentlige debat bliver mere polariseret.

EU er fremtiden
EU står lige nu midt i en helt afgørende tid. Tiden er løbet fra business as usual. Det EU, som nationalpopulistiske ledere fra for eksempel Ungarn og Italien, håner og bruger som syndebuk. Det, som det hele ville være meget bedre, hvis vi bare var foruden. Det, der vil bestemme og kræve og knægte både vækst og selvbestemmelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men for mig er EU fremtiden. Den fremtid, vi skaber sammen, der hvor vi handler på klimakrisen, uligheden og den alt for store ungdomsarbejdsløshed. For det er simpelthen ikke rigtigt, at hvert land kan bedre selv. Intet land kan alene klare klimaforandringer, fattigdom og økonomi, det kan vi simpelthen kun løse sammen.

Vi er Europa.

For mig er EU fremtiden. Den fremtid, vi skaber sammen, der hvor vi handler på klimakrisen, uligheden og den alt for store ungdomsarbejdsløshed. For det er simpelthen ikke rigtigt, at hvert land kan bedre selv.

Rasmus Nordqvist
Spidskandidat til Europa-Parlamentet, Alternativet

New Green Deal
I Alternativet er vi gået med i den transnationale, fælleseuropæiske liste European Spring. Vi er en samling af progressive partier, der har udarbejdet en ambitiøs og radikal plan for EU's fremtid. For vi kan ikke acceptere EU, som det er nu, hvor samarbejdet står i stampe.

I European Spring har alle vi kandidater – fra Polen, Grækenland, Tyskland, Frankrig og mange flere – udarbejdet et fælles politisk program, som vi sammen vil arbejde for i Europa-Parlamentet. Vi bekender os altså til det samme politiske mål.

I European Spring hedder det mål Green New Deal. Vi kan ikke vente på et teknologisk fix på klimaforandringerne. Vi skal også støtte forskning i ny teknologi, men det er simpelthen ikke nok, hvis sandet i vores timeglas ikke skal rinde ud. Der skal noget politisk mod til.

Green New Deal tager udgangspunkt i den amerikanske præsident Roosevelts New Deal fra 1930'erne. Efter Wall Street krakkede i 1929 og slog bunden ud af samfundsøkonomien, var New Deal præsidentens redningsplan, hvor der blev investeret massivt for at få økonomien på ret køl igen.

På samme måde vil vi med Green New Deal foretage ambitiøse investeringer i den grønne omstilling, så vi reelt kan tage kampen op mod klimakrisen og over hele EU være med til at begrænse opvarmningen af vores klode.

500 milliarder euro til grøn omstilling
Over de næste fem år skal vi hvert år investere 500 milliarder euro i en grønnere transportsektor og grøn energi, samtidig med at vi skal stoppe med at importere olie og gas fra andre lande. Pengene kommer fra en solidarisk investeringsfilosofi, hvor Den Europæiske Investeringsbank udsteder grønne obligationer for 500 milliarder om året, garanteret af Den Europæiske Centralbank og EU-landene i fællesskab.

Det er en fuldt ud mulig finansieringsmodel allerede i dag, og den kan indføres, så snart vi har det politiske mod og viljen til at tage vores fælles udfordringer seriøst.

Vi skylder vores børn og børnebørn at stå sammen nu og arbejde i fællesskab i stedet for at splitte os op. For globale problemer kræver globale løsninger. Og vi kan ikke uden Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Nordqvist

Bestyrelsesmedlem, Det Europæiske Grønne Parti (EGP), kandidat (SF), europaparlamentsvalget
designer (Danmarks Designskole 1999)

0:000:00