Debat

Alternativet: Trump og Brexit kalder på mere internationalt samarbejde

DEBAT: Tiden er ikke til blind oprustning med krudt og kugler eller flere værnepligtige. Tiden er tværtimod til en ny tilgang, hvor vi investerer i viden og udvikling i konfliktløsning, skriver Rasmus Nordqvist (ALT).

Foto: Folketinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

Danmark bør engagere sig i EU's forsvarssamarbejde, så vi kan sikre en tilgang, der samtænker svarene på migration, klimaforandringer og sikkerhedstrusler.

Det er næsten en floskel at sige, at vi står i en omvæltningernes tid, men det gør det dog ikke mindre rigtigt. Storbritannien har valgt at forlade EU (selvom vi stadig ikke ved, hvad det præcist betyder), og USA har valgt en præsident, der nok har et stort underholdningsniveau, men som i den grad også har sat os i en international sikkerhedssituation, der er skræmmende i sin uforudselighed.

Mod fælles EU-forsvar
Det jeg skal til at skrive her, havde jeg ikke forventet, jeg ville sige for blot et år siden, men med den globale situation, vi står i, er det nødvendigt, at vi ser mere mod et europæisk forsvars- og sikkerhedssamarbejde end tidligere. Det skyldes simpelthen, at vi med en Trump ved magten i Natos største land ikke ved, hvad han roder sig ud i. Derfor står vi i Danmark i en mere usikker sikkerhedspolitisk situation, end vi har set længe, fordi vi i de sidste mange år har stået tæt, i min optik alt for tæt, sammen med USA i forsvars- og sikkerhedspolitisk sammenhæng.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Vi bliver fra dansk side nødt til at forholde os til denne forandrede situation. For os i Alternativet står svaret lysende klart: Svaret er nemlig mere internationalt samarbejde og bestemt ikke mindre, sådan som Trump prædiker. Vi skal altså indgå i både de nuværende og også fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejder, som arbejder med at sikre stabilitet på lang sigt. Men det handler også om at indgå mere aktivt i de internationale samarbejder for at præge dem, så vi kommer til at tale langt mere om stabilisering og konflikthåndtering, end man har gjort tidligere.

Sammenhængende svar
Vi ser i dag, at de kriser, der opstår, bliver mere komplicerede, og derfor skal vi også tænke i mere sammenhængende svar på kriserne, og her har det europæiske samarbejde en vigtig rolle at spille. Vi har i EU for nyligt vedtaget en global strategi, som trods sine klare mangler netop tænker i mere sammenhængende svar på kriser, og jeg ønsker, at vi sidder med ved forhandlingsbordet sammen med de resterende medlemslande for at bidrage og udøve indflydelse på implementeringen af strategien.

Med den globale situation, vi står i, er det nødvendigt, at vi ser mere mod et europæisk forsvars- og sikkerhedssamarbejde end tidligere.

Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

Tiden er ikke til blind oprustning med krudt og kugler eller flere værnepligtige. Tiden er tværtimod til en ny tilgang, hvor vi investerer i viden og udvikling i konfliktløsning. Hvor vi ser på migration, klimaforandringer og sikkerhed i sammenhæng. Hvis hvert land begynder at skrue op for budgettet til militært isenkram, kommer vi ikke tættere på fred og stabilitet, derfor er det vigtigt, vi ikke bare hopper med den vogn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Nordqvist

Bestyrelsesmedlem, Det Europæiske Grønne Parti (EGP), kandidat (SF), europaparlamentsvalget
designer (Danmarks Designskole 1999)

0:000:00