Boganmeldelse: En rejse ind i Europas identitære højrefløj

De var moderne, smarte og normale unge, der for omkring ikke mange år siden tonede frem i videoen 'En krigserklæring'.

Videoen var udgivet af den dengang relativt ukendte franske bevægelse Generation Identitær. De berettede om at vokse op i et værdivakuum, i en tilværelse, som var blevet tømt for de store begreber og bærende idéer af deres egne forældre og bedsteforældre, 68’erne. En verden, hvor de blev truet på eksistensen af aggressive indvandrere.

Nybrud på højrefløjen
Den stilsikre og velproducerede video varslede et nybrud på højrefløjen. Dette var ikke affældige Vichy-nostalgikere, unge skinheads med død i blikket eller ukæmmede landsbytosser. Det var akademikere.

Nydelige unge mennesker med et kritisk ærinde: et ungdomsoprør mod det europæiske forfald, der havde ledt til det multikulturelle samfund og det, de kaldte ”den store udskiftning”, hvor hvide europæere ville blive erstattet af indvandrere fra Mellemøsten og Afrika.

Løsningen skulle være ”remigration”: hjemsende af uønskede indvandrere i stort tal. For at virkeliggøre dette skulle der føres ”metapolitik”, hvor opinionen skulle gøres klar til at drage de nødvendige konsekvenser.

Et radikalt budskab måske, men fremstillet på en ny måde til en ny generation.

De identitære gjorde sig bemærket ved en række spektakulære ikkevoldelige aktioner, og der opstod aflæggere rundt omkring i Europa. Med de vigtigste afdelinger i Tyskland, Østrig og Frankrig. I 2017 fik Danmark sin egen afdeling.

Generation Identitær er kort sagt et af de mest bemærkelsesværdige fænomener på den europæiske højrefløj i disse år, og meningerne om bevægelsen er skarpt delte. Blandt mange nationalkonservative opfattes de som et tiltrængt oprør fra den ungdom, der mere end nogen anden har oplevet omkostningerne ved det multikulturelle samfund. Modsat opfattes bevægelsen på venstrefløjen som en decideret fascistisk organisation.

Ikke rabulister a la Paludan 
Journalisten Rasmus Dage Halland har med bogen 'Identitær – en rejse ind i Europas nye højre' undersøgt fænomenet. I den velskrevne og letlæste bog rejser han rundt i Europa og taler med flere ledende identitære. Han giver et nuanceret billede af bevægelsen, der måske vil overraske dem, der havde forventet rabulister a la Rasmus Paludan.

En ledende identitær, tyske Robert Timm, beretter, hvordan han som ung, venstreorienteret gymnasieelev fik øjnene op for multikulturalismens urimelighed, da en gammel Holocaust-overlever blev udsat for antisemitisme fra indvandrerunge på hans gymnasium. Ledelsen fejede det ind under gulvtæppet af frygt for radikalisering. Altså ikke en usympatisk højreradikalisme, men en forståelig vrede over en urimelig situation.

Samme billede får man af Timms udlægning af de identitære idéer. Timm skelner mellem moderate muslimer og islamisme, begræder, at ”nogle gange føler disse mennesker sig diskriminerede” og følger op med konstateringen: ”Det er ikke fair, og det gør mig trist på deres vegne.”

I samme retning peger det, at Generation Identitær konsekvent tager afstand fra nazismen og nynazistiske idéer. Det pointeres igen og igen. Samtidig er det dog et faktum, at adskillige af Generation Identitærs aktivister har en fortid i radikalt nationalistiske eller nynazistiske grupperinger. Dette gælder eksempelvis bevægelsens europæiske frontfigur, østrigeren Martin Sellner, der, før han kom til Generation Identitær, var aktiv i den nynazistiske organisation Nationaler Widerstand og aktuelt har forbindelser til det amerikanske Altright, som andre identitære ellers lægger flittig afstand til.

Spørger man ham, hvorfor han skiftede, er svaret påfaldende: ”Der var mange low quality, very nasty mennesker der. Folk, som rent faktisk var racister og antisemitter.” På en gang altså en kritik af nogle idéer, men også en lede ved nynazismens proletariske udtryk og klassebaggrund, man støder på flere gange.

Denne spænding mellem den eksplicitte positionering og det forhold, at relationen til den traditionelle højreradikalisme synes langt vanskeligere at afklare, end bevægelsens ledere giver indtryk af, er med til at gøre fænomenet interessant – og problematisk.

Bogens problem
Det er en af Dallands styrker, at han lader aktivisterne sætte ord på deres indsats. Her er ingen hurtige domme. Her ligger imidlertid også bogens problem.

For når Generation Identitær er en bevægelse, der kerer sig så meget om sit image, at den ikke tillader tykke mennesker at gå forrest i demonstrationer – som vi får at vide et sted – rejser det spørgsmålet, om vi kan stole på det billede, de identitære vil give af bevægelsen, eller om det ikke blot er udtrykt for veltilrettelagt PR? Dalland rejser godt nok kritiske spørgsmål undervejs, men formår ikke rigtigt at udfordre de veltalende identitære.

Rent mikronfonholderi bliver det heldigvis ikke. Hvor Dalland mangler analytisk skarphed, har han et godt blik for at skildre miljøet omkring den identitære kerne, der fremstår langt mere utæmmet, end Generation Identitærs image giver indtryk af. Vi møder Ratko, der træner til væbnet kamp, taler om forestående undergang og bliver stadig mere radikaliseret i løbet af bogen. Og vi møder amerikaneren Alessandro, der svælger i kvindehad, mindreværd og drømme om hvidt overherredømme. Jo længere østover, vi kommer, jo mere eksplicit outrerede bliver de identitære. Måske de tilpasser sig efter diskursen i deres værtsland?

Når det kommer til stykket, må det afgørende spørgsmål være, om Generation Identitær er udtryk for en afradikalisering af det radikale højre – som flere identitære selv hævder – eller om der er tale om en bevægelse, der oversætter en højreradikal begrebsverden og idéer, som hører til en i post-fascistisk tradition, til et sprog og en form, der er spiselige for et bredere publikum.

En ting er sikkert. For den nyligt afdøde tænker Guillaume Faye, bevægelsens ideologiske udgangspunkt, var dette oversættelsesarbejde centralt i den metapolitiske opgave, der påhvilede det nye højre.

Bogen er en invitation til at tænke og drage sine egne konklusioner.

Rasmus Hage Dalland: 'Identitær − En rejse ind i Europas nye højre', 253 sider, udgivet af Atlas.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden".