Bosse: Bankunionen handler mindst af alt om banker

DEBAT: Bankunionen er et vigtigt redskab i arbejdet for et godt europæisk bankvæsen. Det sikrer kontrol med bankerne og en sund udvikling af eurolandenes økonomi, skriver Stine Bosse. 

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

I ethvert moderne samfund er bankvæsenet en central del af den logistik, samfundet er 100 procent afhængig af.

Det gælder naturligvis også i EU, der på ryggen af finanskrisen naturligt måtte se sig i spejlet og konstatere, at når det handler om eurozonen, så var det på ingen måder holdbart at have en monetær union uden fælles regler og fælles tilsyn med bankerne og uden fælles afviklingsmodel i tilfælde af, at banker ikke kan fortsætte. 

Dette er en helt naturlig følge af et stadigt tættere samarbejde mellem Eurozonens 19 lande og det faktum, at der er skabt et egentligt fælles bankvæsen, der i størrelse kan matche de største i verden.

Dette er igen en forudsætning for at kunne være bank – for blandt andet de store virksomheder, som i dag er en betydelig del af den økonomi, der danner basis for vores velstand og velfærd i Europa og udviklingen af samme. 

Både myndigheder og politikere kunne naturligvis ikke sidde handlingslammede efter først den finansielle krise og derefter gældskrisen.

Det var tydeligt, at der var et gab mellem den faktiske bankverden og den kontrol, vi som borgere, har en interesse i og er vant til, at politikere, gennem myndighederne, har. Derfor fik man travlt, og derfor blev bankunionen hurtigt en realitet.

Banker skal holdes i snor
De fødte 19 medlemmer er alle eurolande, som, udover det monetære område, nu kan arbejde sammen omkring udformning af regler, som bankerne er omfattet af.

Det betyder enkelhed for de banker, der opererer på tværs i eurolandene, og det betyder over tid gode vækstbetingelser for disse banker, der gennem et større fælles marked, kan udvikle sig, både til glæde for kunder og aktionærer - og ja, være tunge spillere i den logistik, der skal servicere udviklingen i landenes økonomi. 

Virkeligheden har vist, at banker skal holdes i snor. Den finansielle sektor er under tilsyn. Det er fordi, den er vigtig for samfundet, og fordi politikere naturligvis vil holde øje med, at pengene passer.

De store banker, der i dag findes, og som nævnt er en forudsætning for udvikling af store virksomheder, skal også kontrolleres.

Dette kan ikke ske ukoordineret og alene gennem nationale tilsyn. Det viste krisen, og det tilsiger almindelig sund logik. Nej, her skal der være lokalt tilsyn, suppleret med et tværgående tilsyn, som på den måde kan kontrollere bankerne, og så langt det rækker være vore garant.

Det vil være utopisk at tro, at banker aldrig mere vil komme i problemer. Tværtimod, så peger alt på at kriser som finanskrisen vil ramme, forhåbentligt ikke så hårdt eller på samme måde, men store banker vil komme til at fejle, og der bliver brug for genopretning eller afvikling.

For at mindske de chokbølger og eftervirkninger dette kan have på os alle, er det vigtigt med fælles modeller og regler.

Bankunionen sikrer, at spillereglerne er ens og nok så vigtigt, at det er ejere og investorer, der skal bære tabene i nødlidende banker. Bail-in er nu et fast princip, og noget der vil stabilisere sektoren fremadrettet.

Ikke bare var fælles regler pludselig efterspurgt, men deres implementering er også gået ganske raskt, og de første konsekvenser er begyndt at vise sig. For eksempel da Nordea for nylig valgte København og Stockholm fra, fordi regler, tilsyn og kapital afklaring, man kunne opnå i Helsinki, Finland, var bedre for banken. 

For ikke-eurolande er bankunionen en mulighed. En endog særdeles interessant mulighed, som altså er noget, man kan tilslutte sig eller lade være. Mere om Danmarks interesser næste gang.

Forrige artikel Europæisk Ungdom: Brexit-regningen er ikke en straf Europæisk Ungdom: Brexit-regningen er ikke en straf Næste artikel Vindindustrien: Ambitiøst EU-mål for grøn energi vil fremme danske interesser Vindindustrien: Ambitiøst EU-mål for grøn energi vil fremme danske interesser