Debat: Kriseramt Europa fordrer et EU i flere hastigheder

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Det er ikke min tanke, og jeg skal ikke hævde at være geniet bag. Tankerne er blevet tænkt før, og jeg prøver bare at samle dem og sætte dem i kontekst af den situation, vi står i i dag.

Jeg læste første gang om ideen om et Europa i flere forskellige unioner hos Hannah Arendt i nogle af de essays, hun skrev i forbindelse med grundlæggelsen af den jødiske stat, Israel. Israel kunne således ifølge Arendt kun bestå, hvis det var del af noget større – en sammenslutning med de europæiske stater, med hvem jøderne i Israel deler så meget af sin historie og sit kulturelle og også religiøse ophav.

Arendt mente, at vi skulle tænke på det europæiske fællesskab ikke bare i flere hastigheder, men også helt grundlæggende i flere versioner.

Ahrendt skrev også om, at der måske kunne findes flere unioner – overlappende og ved siden af hinanden. Og spørgsmålet stiller sig, hvorfor skulle vi danskere ikke kunne leve i flere unioner? I en tætknyttet politisk og kulturel union med svenskere og tyskere, og i en økonomisk union, der gik helt ned på den anden side af middelhavet, inklusiv også tyrkere og russere?

Ideen, som igennem tiden har fået navnene 'multispeed Europe', 'EU i to hastigheder', 'forbehold' og så videre, findes i praksis allerede til en hvis grad, og den er sidenhen igen og igen blevet udbygget.

Hvorfor skulle vi danskere ikke kunne leve i flere unioner? I en tætknyttet politisk og kulturel union med svenskere og tyskere, og i en økonomisk union, der gik helt ned på den anden side af middelhavet.

Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Kriser giver nye muligheder
Og det er denne ide, ideen om et Europa i flere hastigheder, unioner og samarbejdsformer, som det sidste årti med alskens kriser burde åbne døren til. Vi har for alvor set, hvordan samarbejdet i EU er sat på prøve, og helt fundamentale ting, såsom at Ungarn bliver nødt til at holde fast i de demokratiske principper om en tredeling af magten og retsstatslige principper, har det taget EU flere år at følge op på.

Kriserne har vist, at EU har svært ved at holde sammen – selvom den i modsætning til mange kommentatorers spådomme gjorde! Ideen om et europæisk løg, altså mange forskellige former for samarbejde, 'unioner' om man vil, vil give mulighed for meget af den fleksbilitet, som mange befolkninger rundt omkring i Europa i dag efterspørger.

Ønsker danskerne ikke et fællesskab, der inkluderer det retslige samarbejde, gøres der plads til det. Hvad med, at vi institutionaliserer mulighederne for flere undtagelser og nye former for kooperation? Så længe samarbejdet vokser og befolkningerne derfor rykker tættere på hinanden må netop dette ligge i EU’s ånd.

Fra tyk til tynd
De mange forskellige mulige unioner fra den 'tykke', der endda kan gå så langt som til at omfatte en stor politisk union til den helt 'tynde', der måske kun omfatter lidt frihandel, kan på glimrende vis supplere hinanden.

Mens ingen forventer, at eksempelvis Tyrkiet eller Rusland lige foreløbig skal, vil eller må blive medlem af Den Europæiske Union, ville andre former for samarbejde måske være gavnligt. Ordsproget De, der taler sammen, skyder ikke på hinanden vil således i bedste vis kunne anvendes i en situation, hvor vi er meget uenige om grundlæggende menneskerettighedsspørgsmål med Tyrkiet – men vi vælger stadig at forhandle og handle med landet, for vi ved, at vi kun ved at tale sammen kan forhindre hårdere konflikter.

Og på den måde kan et løst fællesskab i løbet af mange, mange år måske ende med at lede til et tættere og tættere bånd. Sådan kan EU, der er så god til at agere som soft power i verden, stykke for stykke fortsat udbrede de fælles værdier, som danner grundlaget for samarbejdet, og som vi netop i år fejrer 60-året for.