EU har bygget "et reservoir for den europæiske hukommelse"

MUSEUM: Et monument over et kontinent i laser eller en vigtig anskueliggørelse af Europas stenede vej fremad? Huset for Europæisk Historie, den nyeste turistattraktion i Bruxelles’ EU-kvarter, har delt vandene.

BRUXELLES: Stemmesedlen fra Brexit-afstemningen sidste år er udstillet i montren ved siden af den Nobelpris, som EU fik tildelt i 2012 for sin rolle som fredsbevarer.

Kuratorerne i Huset for Europæisk Historie, der i weekenden slog sine døre op for almenheden i Bruxelles, har trådt ekstremt varsomt i forsøget på at modbevise de mange stemmer, der fra ideens undfangelse udråbte det til at være et EU-finansieret propagandaprojekt.

Antonio Tajani, formanden for det Europa-Parlament, der har betalt det 415 millioner kroner dyre museum, sagde ved den officielle åbningsceremoni i torsdags, at museet er ”åbent for debat” og ikke forsøger at lægge sig fast på en enkelt version af den europæiske fortid.

I stedet skal museet være et ”reservoir for den europæiske hukommelse”, der gennem mere end 1.000 objekter forsøger at indkapsle essensen af den vej, Europa har taget.

Parlamentets enegang
Objekterne spænder fra forskellige fortolkninger af den græske mytologis figur, som kontinentet har sit navn fra, over kartografernes første forsøg på at anskueliggøre kontinentets evigt skiftende grænser helt frem til en barnesko fisket op af Middelhavet under migrationskrisen.

Ideen til et museum for europæisk historie blev undfanget af én af Tajanis forgængere på posten, tyskeren Hans-Gert Pöttering. I sin indsættelsestale i Parlamentet i 2007 lancerede han sin idé om, at Europa skulle have et monument over sin historie.

Pöttering, der deltog ved museets åbning torsdag, forklarede, at han med vilje gjorde det til Parlamentets projekt, så det ikke risikerede at strande i tovtrækkerier med EU-ministre og Kommissionen om penge og indhold.

”Hvis vi havde gjort det til et fælles projekt fra starten, ville vi ikke stå her i dag,” sagde han.

Forfængelighed og Kodak-millionærer
Pöttering har undervejs måttet tage nogle alvorlige tæsk for sit hjertebarn. Det er blevet kaldt hans eget lille forfængelighedsprojekt, og politiske modstandere har knurret voldsomt over det, som de vurderede som et spild af skatteydernes penge.

Lokale belgiske arkitekturentusiaster har været rasende over valget af bygning; en grandios art deco-klods i den lille Parc Léopold i smørhullet mellem Europa-Parlamentets glas- og stålpalads og den laksefarvede granitkasse, hvor Ministerrådet holder til.

Den sandfarvede bygning husede engang en tandlægehøjskole og tandklinik for børn fra fattige hjem betalt af Kodak-millionæren George Eastman i 1935. I 1985 lejede Europa-Parlamentet sig ind i lokalerne, som blandt andet agerede vuggestue for parlamentspersonalets børn, heriblandt Helle Thorning-Schmidts under hendes tid som EU-parlamentariker.

Med ombygningen til museum er bygningen blevet udbygget både i dybde og højde med flere ekstra etager i det, lokale bysbørn mener er en skamfering af endnu et Bruxelles-klenodie begået af EU-eliten.

Hvilken historie?
Også processen undervejs har været omtumlet. I akademiske kredse kørte en debat om, hvorvidt man ville feje Europas blodige historie ind under gulvtæppet for i stedet at fokusere på det, en britisk historiker kaldte ”den laveste politiske fællesnævner”.

Sådan er det dog ikke blevet. Blandt objekterne, der er udlånt fra over 300 europæiske museer og samlinger og i nogle tilfælde opkøbt af museet selv, er en god andel viet til særligt det 20. århundredes uhyrligheder. Her er en kopi af pistolen, der affyrede skuddet i Sarajevo i 1914. Høretelefoner brugt af de anklagede under Nürnberg-processens opgør med nazisterne efter 2. Verdenskrig. Jødestjerner, rationeringskort og et håndtegnet kort over ruten til koncentrationslejrene har også fundet plads.

Det samme har den kolde krig, europæisk terrorisme og billeder fra Sarajevo under Balkankrigene er også med.

”Nei til salg av Norge”
EU’s egen historie spiller en forholdsvis stor rolle, men mere på det abstrakte plan. De, der vil lege EU-nørd for en dag, henvises til det såkaldte Parlamentarium, som åbnede i 2011 et par hundrede meter derfra.

Der er dog stort fokus på fortællingen om, hvad der samlede i hvert fald dele af kontinentet. I en montre ligger danskernes, briternes og irernes ansøgninger om optagelse i Unionen  - den danske på fransk, de to andre på engelsk, side om side med et banner med ordene ”Nei til salg av Norge”. Den tyske genforening, Schengen-samarbejdet og Østudvidelsen er der.

Der er også fokus på de europæiske sprog, og europæisk design har en prominent plads, fra Verner Panton-stole til Lego-klodser.

De akademiske kræfter bag projektet indrømmer, at det har været alt andet end let at prøve at indkapsle essensen af Europa. Deres plan er at gøre europæerne nysgerrige på hinanden og give dem mulighed for at danne deres egen mening.

Ti år efter
Huset skulle have stået klart i 2014 for at markere starten på 1. Verdenskrig, men er gentagne gange blevet forsinket undervejs.

”Det tog ti år. Men hvis man ser på den historiske udvikling bare i de sidste ti år, så er det tydeligt, at ti år hurtigt er gået,” sagde Hans-Gert Pöttering torsdag.

Og sådan vil det fortsætte, sagde han med et hip til den amerikanske forsker Francis Fukuyamas forudsigelser om det liberale demokrati og de frie markeder som endestationen for menneskehedens udvikling.

”Der vil aldrig komme en historiens afslutning. Så Huset for Europæisk Historie vil også udvikle sig,” lød forudsigelsen fra Pöttering, før han og Tajani klippede snorene til det nye museum.

Forrige artikel Det sker i EU: Frihandel, kommissærinterview og Afrika i fokus Det sker i EU: Frihandel, kommissærinterview og Afrika i fokus Næste artikel Morten Løkkegaard stiller op til kommunalvalget Morten Løkkegaard stiller op til kommunalvalget