Det sker i EU: Brexit-forhandlinger og Samuelsen på charmetur

OVERBLIK: Den traditionelle EU-augustdvale er så småt ved at være ovre. EU-parlamentarikerne vender i denne uge tilbage til Bruxelles, EU-kommissærerne skal på seminar, og den tredje runde i forhandlingerne om briternes retræte fra Unionen løber af stablen.

I denne uge mødes de britiske og europæiske chefforhandlere, David Davis (t.v) og Michel Barnier (t.h.), igen for at forsøge at udrede 44 års EU-samliv i forbindelse med den britiske exit fra Unionen.
I denne uge mødes de britiske og europæiske chefforhandlere, David Davis (t.v) og Michel Barnier (t.h.), igen for at forsøge at udrede 44 års EU-samliv i forbindelse med den britiske exit fra Unionen.Foto: Europa-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

Mandag 28. august
De månedlige forhandlinger om briternes EU-exit går ind i deres tredje omgang mandag. Hvor juni-runden handlede om forhandlingernes logistik, juli-runden om at få præsenteret de to siders positioner, handler august om at få afklaret, hvor knasterne ligger i forsøget på at nå til enighed om rammerne for skilsmissen. EU-siden er voldsomt utilfreds med, at briterne er mere optagede af, hvilket forhold de to sider skal have, efter Brexit-dagen oprinder, end at få udredt effekterne af 44 års partnerskab.

I Paris er migrationspresset fra Afrika mod Europa på dagsordenen ved et topmøde mellem de tyske, franske, spanske og italienske stats- og regeringschefer, der skal mødes med deres modparter fra Libyen, Niger og Tchad og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini. EU-cheferne vil også diskutere økonomi, forsvar og sikkerhed, ikke mindst i lyset af terrorangrebene på spansk jord tidligere på måneden.

Tirsdag 29. august
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) påbegynder en todages charmetur til Cypern, Slovenien og Ungarn i forsøget på at finde nye samarbejdspartnere i EU-kredsen. Det sker som led i en plan om at opbygge nye alliancer til den dag, briterne ikke længere er medlem af Unionen. I foråret gik turen til Portugal, Wien, Prag og Irland.

Onsdag 30. august
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tager til Berlin for at møde den tyske kansler, Angela Merkel, der er i fuld valgkamp.

Europa-Parlamentets Brexit-koordinator, Guy Verhofstadt, vil diskutere briternes exitplaner med Parlamentets Beskæftigelsesudvalg. Her skal de også stemme om nye regler for beskyttelse mod kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladserne.

Torsdag 31. august
Den tvivlsomme demokratiske situationen i Polen er på dagsordenen i Europa-Parlamentets Udvalg for borgerrettigheder. Her vil EU-Kommissionens første-næstformand, Frans Timmermans, diskutere EU’s konflikt med den polske regering om blandt andet en gennemgribende reform af retssystemet, som har givet anledning til massiv kritik.

Samme dag tager de 28 EU-kommissærer på et todages seminar, der blandt andet skal bane vejen for næste års arbejdsprogram, der præsenteres for Europa-Parlamentet 13. september.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00