Det sker i EU: Topmøde, æggeskandale og nyt om grænsekontrol

OVERBLIK: Med det tyske valg overstået bliver der set fremad i EU-kredsen i denne uge. Den franske præsident udlægger sine store tanker om Unionen, inden alle 28 EU-chefer mødes i Tallinn for at tale fremtid senere på uge. Men EU-land byder også på nyt om æggeskandale, Brexit og grænsekontrol.

Den franske præsident, Emmanuel Macron (t.v.), udlægger sine visioner for EU på tirsdag. Senere på ugen møder han statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige EU-kolleger ved et topmøde i Tallinn.
Den franske præsident, Emmanuel Macron (t.v.), udlægger sine visioner for EU på tirsdag. Senere på ugen møder han statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige EU-kolleger ved et topmøde i Tallinn.Foto: /ritzau/AP/Thibault Camus
Rikke Albrechtsen

Mandag 25. september
Med en uges forsinkelse går den fjerde forhandlingsrunde om briternes exit fra Unionen i gang i Bruxelles. Den blev udsat for blandt andet at give tid til at lade premierminister Theresa May komme med sin store EU-tale i fredags i Firenze.

EU’s europaministre – fra dansk side repræsenteret ved udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) – mødes for blandt andet at diskutere den demokratiske situation i Polen. Over middag mødes de 27 uden briterne for at tale sidste nyt om Brexit. Herunder hvad der skal ske med de 73 tomme stole, som briterne efterlader sig i Europa-Parlamentet, når de forlader EU.

Tirsdag 26. september
I en tale på Sorbonne-universitetet i Paris vil den franske præsident, Emmanuel Macron, levere sin EU-vision i en spændt afventet tale. Han vil komme med bud på ti områder, hvor han mener, der skal nye boller på suppen i EU. Det gælder blandt andet euroen, forsvaret, migration og socialområdet.

Formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, tager til London for at møde Theresa May. Imens tager den danske miljø- og fødevareminister til Bruxelles for at deltage i et møde om den skandale om forurenede æg, der over sommeren spredte sig fra Belgien og Holland til langt ud i Europa.

Onsdag 27. september
Ved EU-kommissærernes ugentlige møde skal de blandt andet blive enige om et forslag til ændring af Schengen-samarbejdet, der vil justere reglerne for, hvornår de indre grænser må lukkes. En sådan justering kan ikke nås, inden Danmark og en række andre lande, der ønsker at bevare grænsekontrollen, kommer i karambolage med det nuværende regelsæt til november. Men mødet kan muligvis kaste lys over, hvad der kan gøres på den korte bane.

Kommissærerne vil også komme med en såkaldt migrationspakke samt nyt om, hvordan man kan håndtere illegalt indhold på internettet. Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, får samme dag besøg hjemmefra af medlemmer af Konservative.

I Europa-Parlamentet stemmer Budgetudvalget om de 2324 ændringsforslag, som parlamentarikerne har stillet til EU-budgettet for 2018.

Torsdag 28. september
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans EU-chefskolleger ankommer til Tallinn for at spise en uformel middag, hvor de dog også lige skal forsøge at udstikke retningen for EU-samarbejdet de næste par år.

Samme dag fremlægger den Europæiske Revisionsret sin årlige dom over brugen af EU’s midler i året, der gik, mens EU-parlamentarikerne i Beskæftigelsesudvalget stemmer om et kontroversielt forslag om mindsteløn.

Parlamentets Miljøudvalg skal stemme om, hvorvidt de folkevalgte skal gå imod nye regler, der skal begrænse stoffet akrylamid i madvarer, der opstår, når stivelsesholdig mad som kartofler og brød varmes for hårdt op. Sagen ledte tidligere i år til panik over, hvorvidt den belgiske nationalspise, pomfritten, var i fare.

Fredag 29. september
EU-landenes ledere er stadig i Tallinn, hvor de fredag deltager i et digitalt topmøde. Her vil de estiske værter forsøge at få Lars Løkke og co. til at omfavne tidens teknologiske forandringer og blandt andet se på, hvordan det digitale kan spille ind i opbygningen af fremtidens samfund, økonomier og regeringsførelse.

EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, gæster København, hvor han blandt andet besøger skatteminister Karsten Lauritzen (V), taler ved en skattekonference og mødes med danske folketingsmedlemmer.

Lørdag 30. september
Senest lørdag skal EU-Kommissionen offentliggøre sin samlede vurdering af de bud, der er kommet fra de EU-lande, som gerne vil overtage de EU-agenturer, som må flytte fra London, når briterne forlader EU. 19 lande har meldt sig i kampen om at overtage Det Europæiske Lægemiddelagentur, mens otte lande kæmper om Den Europæiske Bankmyndighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00