Dødsstød til europæisk sparedoktrin

Af Emilie Turunen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Europa har i de seneste fire år været domineret af en benhård nedskæringsdoktrin. Mens krisen på en række parametre kun er blevet værre, har EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF stillet hårde krav til de sydeuropæiske lande om at skære dramatisk i de offentlige budgetter, mens resten af Europa har fulgt nogenlunde samme opskrift.

Konsolidering gennem offentlige nedskæringer har været mål nummer ét for Europa - ud fra logikken om, at man måtte sende troværdige signaler til markederne om at få styr på den europæiske økonomi og derved lette rentepresset på euroen. Resultatet er dog ikke overbevisende: Europa er i recession, gælden er fortsat stigende, arbejdsløsheden er rekordhøj, og fattigdommen breder sig i samme hast som den dybe folkelige frustration.

Ét centralt videnskabeligt studie holder ikke vand?
De finanspolitiske stramninger er i nogen grad blevet legitimeret af ét centralt videnskabeligt studie af Harvard-professorerne Kenneth Rogoff og Carmen Reinhardt. Forskerne kom i 2010 frem til, at et lands vækst falder drastisk, når gælden er passeret 90 procent af BNP. EU's økonomikommissær Olli Rehn har kaldt det "90-procent-reglen" og forskningsresultaterne er blevet citeret vidt og bredt som argument for at fortsætte nedskæringerne.

Nu er det så for nylig kommet frem, at selve grundtesen i studiet er baseret på et tvivlsomt forskningsdesign samt regulære regnefejl.

Afsløringen kommer, få måneder efter at IMF slog fast, at man havde undervurderet de negative økonomiske konsekvenser af den nedskæringspolitik, som IMF selv sammen med ECB og EU-Kommissionen har både anbefalet og påkrævet for at rette op på krisen. 

Hvad kom først?
Med tilbagevisningen af Rogoff og Reinhardts tese er det akademiske fundament for den dogmatiske sparepolitik udfordret. Det betyder dog ikke, at en høj offentlig gæld ikke er et problem. Eller at vi nu bare kan bruge løs. Men det betyder, at alle europæiske politikere mere end nogensinde er tvunget til at overveje en mere balanceret vej frem end hårde og hurtige nedskæringer.

Afsløringen kommer, få måneder efter at IMF slog fast, at man havde undervurderet de negative økonomiske konsekvenser af den nedskæringspolitik, som IMF selv sammen med ECB og EU-Kommissionen har både anbefalet og påkrævet for at rette op på krisen.

Emilie Turunen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Der er fortsat enighed om, at der en sammenhæng mellem lav økonomisk vækst og stor gæld - men spørgsmålet er, hvad der kommer først. Se bare på Spanien, der trods massive problemer under krisen har en haft lille gæld og som først i 2012 nåede op på en gæld højere end Tysklands - efter fire års recession vel at mærke.

Og det er da også den vej, pilen peger. EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, mener nu, at nedskæringspolitikken "har nået sine grænser". Lande som Holland, Frankrig og Spanien har bedt om mere tid til at opfylde deres forpligtelser  til at leve op til EU's krav for budgetunderskud.

Det manglede da også bare i en tid, hvor de dårlige nyheder fortsat vælter ind over Europa: En ny rapport fra IMF viser, at recession forværres i de hårdest ramte lande som Spanien, Portugal og Grækenland. Det såkaldte PMI-indeks, der måler virksomhedernes tillid til fremtiden og regnes for en god indikator på økonomiens tilstand, viste i april den laveste måling i fire måneder. Og EU-Kommissionen forventer negativ vækst  for 2013.

Andre veje ud af krisen end Merkels
Det er i øjeblikket momentum for en revidering af den ensidige nedskæringslogik. Men spørgsmålet er, om det bliver til mere end retorik, når de europæiske ledere sætter sig rundt om bordet i maj og juni og skal se fru Merkel i øjnene. Men hvis Italiens Letta, Kommissionens Barroso, Irlands præsident Higgins og Frankrigs Hollande trækker det længste strå i retning af en mere balanceret økonomisk dagsorden, så er der nok ideer at bygge på:

Man kunne arbejde med mere realistiske deadlines for, hvor hurtigt gælden skal nedbringes - særligt i de hårdest ramte lande, således at konsolidering gennem vækst og beskæftigelse muliggøres. Man kunne arbejde systematisk med at skabe rum til nationale og europæiske investeringer, der forbedrer økonomien på både kort og lang sigt, dvs. særligt i uddannelse, forskning, innovation, energi og infrastruktur.

Man kunne fokusere på reformer, der forbedrer konkurrencedygtigheden og de offentlige systemer som for eksempel skattesystemerne og arbejdsmarkedet. Man kunne lave aftaler om at fremrykke offentlige investeringer i lande med sunde offentlige finanser - og man kunne sætte skub i EU's vækstpagt, herunder øge kapaciteten af Den Europæiske Investeringsbank. Alt sammen med fokus på at finansiere initiativerne på fornuftig vis og forholde sig til balancen på mellemlangt sigt, så vi ikke gambler med Europas økonomi. Dette kunne være byggeklodser til vækst, beskæftigelse og sundere offentlige finanser.

Der er en anden vej ud af krisen end Merkels. Man kunne jo overveje, om virkelighedens tilstand (læs: de økonomiske nøgletal) ikke kalder på en revision af nedskæringsdogmerne. Nu er selv det teoretiske grundlag smuldret. Tilbage står kun borgerlig (tysk) ideologi.