EL: Flygtningeaftale med Tyrkiet er en amoralsk studehandel

Af Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Fredag 4. marts gik kampklædt tyrkisk politi til angreb på landets største oppositionsavis, Zaman.

Chefredaktøren blev smidt på porten og i stedet indsattes nogle af præsident Erdogans håndgangne mænd. Journalister, som tillod sig at protestere, blev tåregasset og drevet væk.

Denne begivenhed er bare det foreløbige højdepunkt på den stigende undertrykkelse på alle planer, som Tyrkiet har oplevet det sidste år, siden præsident Erdogan egenhændigt afbrød fredsforhandlingerne med den store kurdiske befolkningsgruppe i landet og i stedet satte kursen mod en konfrontation.

Siden da har vi set statsovertagelse af kritiske aviser, fængsling af journalister og folkevalgte lokalpolitikere, undtagelsestilstand og bombardementer af kurdiske områder, som har resulteret i mange dræbte og et par hundredetusind på flugt. OSCE’s observatørmission til parlamentsvalget i november, som jeg selv deltog i, måtte efterfølgende konstatere, at nok var stemmerne måske talt rigtigt op, men processen op til valget kunne hverken beskrives som fri eller fair.

Tilfredshed med Tyrkiet?
På den baggrund kunne nogen måske tro, at det ville udløse en voldsom kritik fra EU, som jo ved festlige lejligheder hylder demokrati og menneskerettigheder. Man kunne måske endog forestille sig, at det ville nedkøle forholdet mellem EU og det tyrkiske regime så meget, at f.eks. forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU ville blive udskudt. Men så gør man regning uden vært!

Mens tåregassen stadig indhyller ytrings- og forsamlingsfriheden i Tyrkiet i sit kvælende greb, så udtaler Lars Løkke Rasmussen og hans EU-kollegaer ”tilfredshed” med Tyrkiet.

Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Mandag 7. marts mødtes EU-lederne med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu. Smilene var brede og stemningen var god. Det samme var indholdet i den udtalelse, som EU’s stats- og regeringschefer efterfølgende udsendte, og hvor de ”så med tilfredshed på deres drøftelser med den tyrkiske premierminister om forbindelserne mellem EU og Tyrkiet.” Ja, det står der sgu.

Mens tåregassen stadig indhyller ytrings- og forsamlingsfriheden i Tyrkiet i sit kvælende greb, så udtaler Lars Løkke Rasmussen og hans EU-kollegaer ”tilfredshed” med Tyrkiet og lover dem, at ”forberede beslutningen om at åbne nye kapitler i tiltrædelsesforhandlingerne hurtigst muligt.”

En amoralsk skrotbunke 
EU-lederne vil formentlig undskylde sig med, at det var nødvendigt for at få en aftale på plads med Tyrkiet om at tilbagetage flygtninge, som er kommet til EU-landene. Den aftale er i øvrigt i sig selv et studium værd – både i forhold til om den rent faktisk vil virke og i forhold til respekt for den internationale flygtningekonvention. Men det er ingen undskyldning, at den ene snavsede hånd bruges til at vaske den anden.

Det er desværre langt fra første gang, vi oplever EU involveret i den slags studehandler. Hvem husker ikke, da EU-lederne tog imod Libyens diktator, Mohammed Gaddafi, i Bruxelles? Hvordan de kyssede og krammede ham for at få ham til at agere EU’s dørvogter mod flygtninge fra Afrika til Italien og Malta?

Man kan kalde EU mange forskellige ting for den type opførsel. En amoralsk skrotbunke kunne måske være en af dem. Men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at EU i den aktuelle sag har valgt at placere sin respekt for demokrati og menneskerettigheder langt under sin snævre interessevaretagelse.