EL: Kampen om Europas fremtid overskygger alt

Af Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Hvad bliver det vigtigste europapolitiske slag i 2019, spørger Altingets debatredaktør udfordrende.

Og svaret kunne være mange: Klimakrisen! Flygtningeproblemet! Udviklingen af EU’s militære dimension! Debatten om EU’s næste syvårige budgetramme! Det stigende antal udemokratiske og autoritære regimer i EU! Korruptionen! Bankunionen! Den stigende ulighed! Social dumping!

Der er nok at tage fat på. Men for mig er der ét, som overskygger dem alle: Europas fremtid!

I skrivende stund er det uklart, hvordan Brexit ender. Men hvis den beslutning, som de britiske vælgere traf ved folkeafstemningen 24. juni 2016, bliver respekteret, så er Storbritannien snart ude af EU.

EU som universets centrum
Det er ikke nogen detalje. Og med al respekt for Grønlands udmeldelse af EU i 1982, så er dette epokegørende. Frem til nu har EU levet i illusionen om, at det kun var et spørgsmål om tid, før alle europæiske lande – eller i hvert fald de fleste – var en del af EU.

Med Storbritanniens udtræden indtræder en ny realitet.

Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Selvsikkerheden har vist sig i den naturlighed, hvormed en del af Europa har erklæret sig som Den EUROPÆISKE Union og udstyret sig med et EUROPA-parlamentet, en EUROPA-dag og sågar et EUROPA-flag.

Men selvsikkerheden – nogen vil måske sige storhedsvanviddet – har haft rod i virkeligheden: Fra de 6 oprindelige og så gradvist op til 28 lande med en række ivrige kandidatlande omkring sig. Ud over dem, som ikke blev inviteret med, så har det kun været en håndfuld standhaftige lande som blandt andet Norge, Schweiz og Island, der har holdt sig på afstand.

Resten har cirklet om Den Europæiske Union, som planeterne om solen.

En ny virkelighed 
Med Storbritanniens udtræden indtræder en ny realitet. Landet er ikke bare et af de mest befolkningsrige og økonomisk stærkeste i EU, men også en regional stormagt med sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Styrkeforholdet mellem de europæiske lande, som er ”inde” i EU, og dem, der er ”ude”, ændres med et slag. Det vil ikke længere være muligt at fortsætte på en måde, hvor landene uden for EU kun kan få lov til at overveje, i hvilket tempo de vil følge i EU’s fodspor.

Lad os tage et helt konkret eksempel: Europol – det europæiske politisamarbejde. Også her har EU været universets centrum, mens ikke-EU-lande allernådigst har fået tildelt en observatørstatus, hvor de kunne få lov at levere, men ikke være med til at bestemme. Storbritannien er et af de lande, som lægger flest oplysninger ind i Europol-systemet, herunder om potentiel islamistisk terrorisme.

Hvis landet trak sig ud, ville det alvorligt svække Europol. Men mon nogen seriøst forestiller sig, at man i en fremtidig konstruktion vil kunne spise Storbritannien af med en perifer rolle på linje med Albanien og Moldova?

Det kommer ikke til at ske! Og på samme måde vil der på en lang række andre områder blive behov for et mere fleksibelt samarbejde, hvor EU-lande og lande uden for EU kan indgå på mere lige vilkår.

Årets helt afgørende europapolitiske slag handler derfor om, hvordan EU forholder sig til denne udvikling: Vil et mere og mere centraliseret og topstyret EU forsøge at fastholde sin position som centrum i det europæiske univers? Eller vil EU acceptere, at det europæiske samarbejde må foregå på en måde, hvor alle ikke nødvendigvis er med i det hele, men har ligeberettiget indflydelse, der hvor de er med; et europæisk samarbejde i flere rum?

Det er fremtidens Europa, som er på spil!