EU-overblik: Vestager skal i aften i tv-duel om Kommissionens topjob

NYHEDSOVERBLIK: Konkurrencekommissær Margrethe Vestager deltager onsdag aften i en stor tv-debat mellem kandidater til formandsposten i Europa-Kommissionen. Få overblik over dagens EU-nyheder.

God eftermiddag og velkommen til Altingets overblik over onsdagens EU-nyheder. 

Vi lægger ud med en lille optakt til en stort anlagt tv-debat mellem en række prominente EU-navne. 

Det er nemlig ikke hvem som helst, der skal i ilden i aften, men derimod de europæiske partigruppers spidskandidater til stillingen som formand for den nye EU-Kommission.

Her repræsenterer konkurrencekommissær Margrethe Vestager den liberale Alde-gruppe og træder dermed for alvor ind i kampen om topjobbet. 

Tv-debatten begynder klokken 21 og kan livestreames her

Vestager deltager, selvom hun hverken officielt er spidskandidat for Alde eller tilhænger af den såkaldte spitzenkandidatproces, som tv-debatten skal ses som en del af. 

Men under overfladen har Margrethe Vestager i den seneste tid alligevel gødet jorden under sig i Bruxelles.

“Hun har været markant mere proaktiv med at netværke og snakke med folk. Hun har hidtil haft et klart ønske om at underspille tingene. Men der ser vi en helt anden indstilling nu. Hun er blevet mere offensiv,” siger en kilde tæt på den politiske dyst om kommissionsformandsposten. 

Det kan du læse mere om i vores artikel om Vestagers kampagne her

Løkke vil have forbehold til afstemning
I går lagde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til, at danskerne inden længe skal tage stilling til forvarsforbeholdet ved en folkeafstemning.

Nu støtter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin forsvarsminister. Han ser også gerne forbeholdet afskaffet, skriver DR

“Den diskussion skal vi have, og den skal vi selvfølgelig føre med henblik på, at der kommer en afstemning. Den vil Venstre gerne have, og vi vil gerne have afstemningen i næste valgperiode, og den vil vi gerne vinde,” siger Lars Løkke Rasmussen til DR.

Meldingen er stik imod, hvad Dansk Folkeparti har krævet tidligere i valgkampen. DF-formand Kristian Thulesen Dahl har afkrævet af en ny regering, at den vil frede de danske forbehold. 

Mindre opbakning til dansk Unions-exit 
Danskernes lyst til at følge briternes vej ud af EU er stærkt svindende.

Det skriver Politiken på baggrund af en meningsmåling fra Megafon. 

Her siger kun 20 procent af danskerne, at de mener, at Danmark bør afholde en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Der er sket et markant fald, siden briterne sagde ja til Brexit i 2016. Dengang bakkede 37 procent af danskerne op om en afstemning.

Udviklingen er forventelig, mener medlem af og kandidat til Europa-Parlamentet Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. 

"Jeg tænker, det er meget naturligt, hvis danskerne har kigget på den britiske situation og tænkt: Puha, det ser en smule kaotisk ud. Men det ændrer ikke på, at vi stadig ønsker en folkeafstemning. Det kunne vi ikke drømme om at ændre på, bare fordi der er et flertal for det modsatte i en meningsmåling," siger hun til Politiken.

Venstre køler forholdet til Macrons parti
Efter i årevis at have flirtet intenst med den franske præsidents, Emmanuel Macrons, parti La République En Marche trækker Venstre nu følehornene til sig.

Det sker efter, at præsidentens nye europapolitiske program er blevet meget vel modtaget af blandt andet italienske og portugisiske socialdemokrater. Den kurs er ikke forenelig med Alde-gruppens liberale grundholdninger, mener medlem af Europa-Parlamentet for Venstre Morten Løkkegaard. Det skriver Børsen.

"Vi vil bevare en liberal gruppe med streg under liberal. Det kan Macron ikke lave om på. Hvis det pludselig er en gruppe med både grønne og socialister, så vil det være noget helt andet. Vi andre har eksisteret i årtier og er et veletableret parti. Det opløser man ikke bare lige. Det her ender ikke med Alde's død," siger Morten Løkkegaard til avisen.

Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten rykker fra hinanden
Forskellen på de EU-skeptiske partier Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten er vokset.

Det vurderer Mandag Morgens EU-redaktør i en artikel i Altinget.

"Mens Folkebevægelsen mod EU står tilbage med et lodret nej til EU, ser Enhedslisten EU som en ny politisk kampplads, hvor partiet vil kæmpe for sin politik. Dermed vil vi i løbet af få år kunne se et Enhedslisten, der går hen og bliver endnu meget pro-europæisk," siger Kragh.

Vurderingen kommer efter, at Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten deltog i europadebat hos Altinget onsdag morgen, hvor de to partier udtrykte forskellige syn på EU's rolle i bekæmpelsen af skattely. 

Forskellene på de to partier kan du læse mere om her

Det sker i morgen

  • EU's udviklingsministre mødes i Bruxelles for at diskutere, hvordan man skal tackle klimaændringer i udviklingslandene. 
  • EU's finansministre mødes også, hvor de skal diskutere finansieringen af det næste eurobudget.

Forrige artikel Vestager skal op imod de andre, der vil være EU-formand: Følg aftenens debat på Altinget Vestager skal op imod de andre, der vil være EU-formand: Følg aftenens debat på Altinget Næste artikel EU-valg i andre lande: Tyske partier blæser til kamp mod nationalisme EU-valg i andre lande: Tyske partier blæser til kamp mod nationalisme