Debat

Europæisk Ungdom: Historien viser gode chancer for et bedre EU

DEBAT: De sidste 40 år har udviklingen i EU bevist, at det er muligt at forandre de europæiske institutioner. Demokrati og transparens fremmes løbende, men der er stadig plads til forbedring, skriver Jørn Sanne-Wander fra Europæisk Ungdom. 

Foto: European Union 2016
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Sanne-Wander
Landsbestyrelsesmedlem, Europæisk Ungdom

Et af de mest hørte argumenter mod EU er, at EU som system ikke er indrettet til at tjene borgerne, men indrettet til at tjene de få, de rige, virksomheder og korrupte politikere. Nogen mener derfor, at EU ikke kan forandres. Men det er en myte, der bugner af løgn.

Alene i de sidste 40 år har EU som politisk system oplevet en gevaldig demokratisk udvikling. Dengang, der for første gang blev afholdt valg til Europa-Parlamentet for 38 år siden, lignede parlamentet ganske rigtig en løve uden tænder. Parlamentet genspejlede kun en halvhjertet bekendelse til at indrømme unionens borgere en plads ved bordet.

Billedet er et helt andet i dag. Europa Parlamentet har i dag allerede retten til at sende EU’s budget til revision eller udtrykke mistillid til Kommissionen, hvilket gør parlamentet til en væsentlig veto-spiller. Ingen ordinær lovgivning vedtages uden de folkevalgte. I dag er Europa-Parlamentet bare én traktatændring fra at være det dominerende lovgivende kammer i EU ved siden af Det Europæiske Råd, hvor statscheferne sidder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

EU er ikke perfekt
Torsdag 14. september vedtog Europa-Parlamentet en resolution fra den grønne partigruppe (SF’s gruppe) om transparens, ansvarlighed og integritet i EU-institutionerne. De nye regler vil blandt andet omfatte krav til interessegrupper og lobbyister om at registrere sig i et lobbyregister - og angive udgifter samt opdragsgivere.

Kommissionen skal nu fremlægge et lovforslag, som omsætter resolutionens krav. Dermed får Europa-Parlamentet ved siden af Kommissionen nogle af Europas strammeste lobbyismeregler. Kun i Rådet vrider nationalstaterne sig stadig imod transparente og gennemskuelige beslutningsprocesser.

I dag er Europa-Parlamentet bare én traktatændring fra at være det dominerende lovgivende kammer i EU ved siden af Det Europæiske Råd, hvor statscheferne sidder.

Jørn Sanne-Wander
Landsbestyrelsesmedlem, Europæisk Ungdom

Udviklingen af demokrati og transparens i EU er gode eksempler på, at EU kan og altid har forandret sig til det bedre. Dermed ikke sagt at EU er perfekt. Tværtimod, så mangler der stadig en direkte forbindelse mellem vælgervilje og politik ført i Kommissionen. Men med den allerede belyste udvikling i baghovedet har en kamp for yderligere forbedring af EU’s institutioner gode chancer for succes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00