Giv plads til den sunde EU-kritik

Af Morten Løkkegaard og Ellen Trane Nørby
Hhv. medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og Venstres politiske ordfører

Skal man le eller græde, når man i disse dage iagttager Det Radikale Venstres korstog for EU-retten, den nærmest religiøse bekendelse til embedsmænds-vurderinger fra Bruxelles og den tilsvarende dæmonisering af blandt andet Venstres pragmatisme og sund fornuft-tilgang til Danmark og EU..?

Én ting er, at vi i Venstre skal agere prügelknabe i debatten om den såkaldte velfærdsturisme. Det lever vi fint med. Reaktionerne fra Radikales socialdemokratiske sengepartnere, under ledelse af spidskandidat Jeppe Kofod, viser med al tydelighed, hvor den radikale solotur gør rigtig ondt.

Kofods forsøg på at tage danskerne og deres bekymring for den danske velfærdsmodel alvorligt virker oprigtig, men fremstår aldeles forpjusket og utroværdig, når både statsminister Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og den øvrige regering affejer lignende bekymringer som uansvarlige.

Men endnu mere alvorligt er skadevirkningen på EU-debatten som sådan. Ved at tvinge EU-debatten ud i et traditionelt JA-NEJ-opgør mellem de "gode" og de "onde" europæere løber Radikale i virkeligheden også Dansk Folkepartis og Folkebevægelsens ærinde. Polariseringen cementerer gamle myter, som for længst burde være begravet. Uansvarligheden i dansk EU-politik har desværre taget over - igen.

Realistisk udsyn
Hvad er virkeligheden..?

Et succesfuldt opgør med ja/nej-myten vil ændre præmissen positivt for EU-debatten. Vi håber, at man langt om længe når til det punkt, hvor debatten kan handle om det væsentlige: ikke OM vi skal være med, men HVORDAN vi skal være med.

Morten Løkkegaard (V) og Ellen Trane Nørby (V)
Hhv. medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og Venstres politiske ordfører

500.000 danske arbejdspladser er direkte afhængige af EU's indre marked. Selv om myten stadig lever, så har danskerne, både vælgere og politikere, i realiteten rykket sig. Det samme har EU-samarbejdet - og godt det samme.

Langt de fleste er i dag fuldstændig klar over, at Danmark deler skæbne med vore europæiske naboer og genboer - og at EU er det "eneste cirkus i byen", som den gamle EU-konvertit, Svend Auken, formulerede det, da han skulle forklare sit skifte fra NEJ til JA-siden.

Selv ikke Dansk Folkeparti - der i dag er tilhænger af EU's juvel, Det Indre Marked, ønsker os ud af EU. DF lader bare som om. Morten Messerschmidts brokkerier handler dybest set kun om at tage patent på følelsen af ubehag ved ikke at kunne bestemme alting selv. Det luner selvfølelsen hos de partier, der drømmer om en verden, hvor man ingen hensyn skal tage. Hvor tag-selv-bordet er dækket, lækkerierne er til fals - og ingen behøver at betale regningen.

Det betyder ikke, at vi er uenige i alt, hvad DF siger. Men vi mener bare ikke, at brok er nok. Der skal også løsningsforslag til. Og det er desværre her, at Messerschmidt står af. Ved det reelle politiske knokle-arbejde, hvor man kan gøre en forskel og gavne danske interesser.

Et succesfuldt opgør med ja-nej-myten vil ændre præmissen positivt for EU-debatten. Vi håber, at man langt om længe når til det punkt, hvor debatten kan handle om det væsentlige: ikke OM vi skal være med, men HVORDAN vi skal være med.

Men det giver paradoksalt nok også nye udfordringer. For når alle er enige om, at EU er den eneste realistiske politiske arena, hvordan skelner man så mellem politiske holdninger..?

Fra sort-hvid retorik til gode løsninger
Det er her, at kampen om den berømte danske skepsis står. EU-kappestriden lever stadig, men i dag handler det om at kunne demonstrere skepsis - og gerne i rå mængder, så danskerne kan få sat adressat på deres grundlæggende skepsis og utryghed ved noget af det, der kommer udefra: globaliseringen, Goldman Sachs, de rumænske gæstearbejdere, fup og svindel, truslen mod nationale symboler som lakridspiber og kanelsnegle.

Når verden bliver kompleks, og forklaringerne fortaber sig, så er det letteste ofte at finde en skurk. Og skurken bliver ofte - i mangel af bedre - EU: Et uhyre uden sjæl og venner, et Babelstårn, befolket af ansigtsløse bureaukrater, der ikke arbejder for Danmarks bedste.

Problemet ved denne EU-dæmonisering er, at der ikke bliver plads til at være skeptisk de steder, hvor der er god grund til at være det. Gode kritiske spørgsmål bliver forvekslet med populisme. Forsøg på at komme til bunds i afgørende spørgsmål som for eksempel den såkaldte velfærdsturisme ender i ingenting, fordi den sort-hvide retorik styrer kandidaterne hos ikke mindst et parti som Det Radikale Venstre. Her fører man "skræmmekampagne" og er "EU-modstander", hvis man tillader sig at nævne, at der også i dag er udfordringer ved vores europæiske samarbejde.

At EU ikke længere er for-imod, men i stedet en politisk kampplads for de gode løsninger, er åbenbart for stor en mundfuld for især Radikale. Eller også handler det om kynisme. Det er jo politisk mere givtigt at skyde med skarpt efter Venstre end at bidrage med gode svar selv.

Bevar den sunde skepsis
Tendensen er farlig. For det er lige her - i krydsfeltet mellem skepsis og accept - at EU-legitimiteten fødes. Den nødvendige folkelige forankring skabes kun, hvis tvivlen og spørgsmålene får plads og bliver vendt og drejet i det offentlige rum.

Vi bliver nødt til at tage diskussionen om uhyre vigtige og principielle EU-emner som f.eks. EU-Domstolens indirekte pres på det danske velfærdssystem, EU's demokratiske underskud, projektets ineffektivitet og afgrænsning samt manglende folkelige legitimitet. Gør vi ikke det, så bidrager vi ikke til udviklingen af et bedre og mere demokratisk europæisk samarbejde.

I Venstre ønsker vi at værne om den fine og sunde danske skepsis. Den konstruktivt kritiske tradition i den demokratiske samtale. Den skal ikke dæmoniseres. Skepsis er en del af folkekarakteren, kan man hævde. Vi er alle opdraget, både hjemme og i skolen, til at være kritiske og skeptiske over for de sandheder, vi præsenteres for. Det gode spørgsmål - lærer vi - er ofte 10 gange mere værd end svaret. Og med rette.

At vi i Folketinget stiller kritiske spørgsmål til de tåbeligheder, som regeringen og Enhedslisten ofte foreslår, gør jo heller ikke Venstre til "folkestyre-skeptikere", men selvfølgelig har vi en sund skepsis over for forbud, regulering, røde skatter og andre tåbeligheder.

Dansker og europæer - uden dæmonisering
Derfor denne appel: Kom nu i gang med at diskutere politik, som gør en forskel for Danmark og danskernes hverdag. Den politiske kampplads, vi kalder EU, kan og skal ikke reduceres til for/imod. Netop fordi EU har været - og stadig er - en gigantisk succes, netop fordi EU for længst er blevet en del af vores hverdag - ja, så må vi nu være kommet til det punkt, hvor den højt besungne danske sunde fornuft og konstruktive skepsis kan praktiseres - uden dæmonisering.

Vi håber, at 2014 bliver året, hvor det går op for danskerne og deres politikere, at man ikke behøver at være eller gøre sig til EU-skeptiker for at føle sig dansk, men til gengæld kan sige: Jeg har en sund skepsis over for EU og Danmark, netop fordi jeg er dansker - og europæer...