Debat

Helveg: Bekæmp kriminalitet med tæt EU-samarbejde

DEBAT: Det nyeste valgkampsskud fra Konservative er slap signalpolitik, lyder det fra MEP Morten Helveg Petersen (R). Han vil problemet med udenlandske kriminelle til livs med en kortere hjemsendelsesfrist og en afskaffelse af retsforbeholdet.

Medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale Morten Helveg Petersen kalder K-forslaget om ringere fængelsforhold for udlændinge slapt og peger i stedet på to andre tiltag, der kan løse problemet.
Medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale Morten Helveg Petersen kalder K-forslaget om ringere fængelsforhold for udlændinge slapt og peger i stedet på to andre tiltag, der kan løse problemet.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europaparlamentet

Valgkampen er i fuld gang i Danmark, og med den følger som altid en række forslag, der er ren symbolpolitik. 

Senest har den konservative Søren Pape i fuld alvor foreslået, at man fratager udenlandske kriminelle ret til at se TV og høre radio i fængslet. 

På den måde vil Søren Pape altså skabe danske fængsler, hvor man ved indgangen sender danskerne til højre, og udlændingene til venstre og til dårligere kår.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit debatindlæg til [email protected].

Det er diskrimination, slet og ret. Og det hjælper overhovedet ikke på det problem, det er, at udenlandske bander begår indbrud i Danmark. 

Radikale vil en anden vej, som vil få langt bedre effekt, og holde sig på den rigtige side af loven.

Når kriminelle begår indbrud på tværs af Europas grænser, så er det noget, der gør mig vred, fordi de udnytter en af de vigtigste frihedsværdier, vi europæere har.

Morten Helveg Petersen
Medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale

Forkort hjemsendelsesfristen
I 2013 sendte vi 34 kriminelle udlændinge ud af Danmark for at afsone straf i hjemlandet. Til sammenligning blev kun to overført til et fængsel i hjemlandet i 2011. 

Så det går allerede den rigtige vej, men det ændrer ikke på, at der fortsat er et stort problem på området.

Jeg har tidligere foreslået, at udenlandske kriminelle skal afsone i deres hjemland så hurtigt som muligt. 

I dag har hjemlandet en frist på 90 dage til at svare på en henvendelse om, at en fange skal hjem og afsone. 

Det er alt for lang tid. Den frist arbejder jeg på at få halveret til 45 dage.

Vi skal forsvare den fri bevægelighed
Jeg er den største tilhænger og forsvarer af arbejdskraftens fri bevægelighed, men det må ikke være sådan, at det udnyttes af kriminelle. 

Når kriminelle begår indbrud på tværs af Europas grænser, så er det noget, der gør mig vred, fordi de udnytter en af de vigtigste frihedsværdier, vi europæere har.

Derfor skal vi sørge for at bekæmpe organiseret kriminalitet, og det gør vi kun ved mere europæisk samarbejde. 

Vi skal have afskaffet retsforbeholdet, så vi kan fortsætte i det europæiske politisamarbejde Europol, der gør et stort arbejde for at optrevle al slags organiseret kriminalitet på tværs af de europæiske grænser, og som lykkes med det i udsøgt grad.

Derfor: Afskaf retsforbeholdet, og forkort hjemsendelsesfristen. 

Det er to konkrete løsningsforslag, der vil have effekt i kampen mod indbrudsbander og ikke bare sende signaler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00