Morten Helveg: Støjberg, Orban og de usolidariske højreradikale har vundet

DEBAT: De lande, som har nægtet at modtage flygtninge og bære et solidarisk ansvar i EU, slipper af krogen med Støjbergs og Østrigs nye asyludspil. Det truer EU's eksistens, skriver Morten Helveg Petersen (R).

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Læg godt mærke til denne sætning: "EU-landene skal udvise solidaritet, men må selv bestemme hvordan".

Den stammer fra det visionspapir om en ny europæisk asylpolitik, som Inger Støjberg og den østrigske indenrigsminister, Herbert Kickl, præsenterede i torsdags.

Officielt hedder det sig, at det kun er et udkast til en ny retning i europæisk asylpolitik. Men indholdet i papiret er ingenlunde grebet ud af den blå luft.

Det er nemlig et meget loyalt viderebryg over de toner og takter, som de europæiske stats- og regeringschefer har vendt og drejet på især de seneste to topmøder på hver sin side af sommerferien.

Usolidariske højreradikale har vundet
Selv Merkel og Macron har talt – om end ikke varmt så i hvert fald talt med – om, at den solidariske fællesfordelingstanke af flygtninge til Europa er passé.

De seneste tre år er de central- og østeuropæiske (især Visegradlandene) blevet udskammet som fremmedfjendske, som højreradikale, som usolidariske. Og snart sagt det, der er værre. Fordi Orban og hans kolleger ikke har villet acceptere at løfte deres del af en fælleseuropæisk fordeling af asylanter.

Nu har de vundet. Beskeden er ikke til at tage fejl af: De lande, som har nægtet at modtage flygtninge og bære et solidarisk ansvar med unionens sydligste, i særdeleshed Grækenland og Italien, ja, de slipper nu af krogen. Og det har ingen konsekvenser.

Fremover kan andre lande sige fra og betale sig fra problemerne, eller hvad man nu end finder betimeligt at bidrage med. Det kan være noget personale til Frontex, et overvågningsskib eller noget tredje. Listen er selvsagt ikke uudtømmelig.

Jeg er som udgangspunkt imod tvang. Men når man løser medlemskab til en klub, hvad enten det er den lokale fodboldklub eller den Europæiske Union, så er der nogle spilleregler, som gælder. Og de er ens for alle.

Nybrud: Ingen konsekvens for at gå imod EU
Man er medlem, fordi man vil fællesskabet, fordi fællesskabet er i ens egen interesse. Der er ingen tvang. Men det kan også betyde, at man indimellem må tage nogle sure tjanser. At man indimellem må sluge en skovsnegl for nu at knytte an til Mette Frederiksens Zappa-reference på S-kongressen i september.

Men man står det igennem. Fordi der i hele træskolængder er flere fordele end ulemper ved at være en del af klubben.

Det er den grundfilosofi, som har tegnet hele udviklingen af den Europæiske Union lige siden starten. Det er årsagen til, at vi i Danmark overhovedet meldte os per 1. januar 1973.

Støjbergs og Kickls papir er fremdeles et nybrud i nyere europæisk historie. Det viser nemlig sort på hvidt, at står det til Støjberg og Østrigs indenrigsminister med den blakkede fortid, kan man stille sig uden for og ignorere sine partnere.

Lade andre løse fælles udfordringer og glemme alt om medansvar, om humanisme, om konventioner. Risikofrit. Uden konsekvens. Fordi man selv må definere, hvordan man er solidarisk.

Ja, det vil sige, at konsekvens har det fået. Dels har vi fået syn for, at man ikke får nogen straf eller bliver mødt med sanktioner fra det runde bord i Bruxelles, når man siger nej til at løfte i flok. Man får ovenikøbet ret. Orban og hans bedste venner i Dansk Folkeparti må have svært ved at få armene ned.

Statsledere skal levere permanente løsninger
Jeg vil på ingen måde forsvare det såkaldte Dublin-asylsystem, som slet ikke var stærkt nok til at håndtere flygtninge- og migrantstrømmene i 2015.

Jeg mener heller ikke, at de europæiske stats- og regeringschefer kan blive ved med – på tredje år – at sidde lårene af hinanden uden at komme med løsningsorienterede og permanente svar på flygtninge- og migrantsituationen.

Der skal ske noget. Så vi kan hjælpe de mennesker, som har beskyttelsesbehov, ordentligt og reelt. Og så vi kan hjælpe de økonomiske migranter, som ikke har en fremtid i Europa med en udsigt til langt bedre liv, end de havde, før de påbegyndte deres vandring mod vores kontinent.

På disse punkter tror jeg egentlig ikke, der findes speciel stor politisk uenighed på en skala fra liste A-Å.

Jeg er langt mere optaget af unionens fremtid.

Skal EU også acceptere anti-demokratiske tendenser?
I min bog er det udtryk for en politisk krise af dimensioner, når medlemslande frit kan vende fællesskabet ryggen og stadig høste alle frugterne af det europæiske samarbejde. For hvad bliver det næste? Hvad med Orbans og hans polske venners respektive knægtelser af både demokrati og retsstat?

Skal vi også stiltiende acceptere, at deres befolkninger bliver trådt under fode? Hvis Orban og co. begynder at argumentere med, at de har demokrati, men "selv må bestemme hvordan", så lider selve grundlaget for den Europæiske Union skibbrud.

Og det vil være den sikre vej til Unionens opløsning. Det vil gøre uoprettelig skade på Danmark.

Forrige artikel Messerschmidt: EU hverken kan eller vil forsvare europæerne Messerschmidt: EU hverken kan eller vil forsvare europæerne Næste artikel Dansk Metal: EU-skeptikere bør lære af synkende Brexit-skude Dansk Metal: EU-skeptikere bør lære af synkende Brexit-skude