Her går spærregrænsen til europaparlamentsvalget

EP-VALG: Nye valgforbund, nye partier og et ekstra sæde i Parlamentet. Der er sket flere ændringer siden sidste parlamentsvalg. Altinget har talt med professor Jørgen Elklit for at høre, hvor spærregrænsen er landet.

Modsat folketingvalget, hvor spærregrænsen er politisk bestemt, er spærregrænsen til europaparlamentsvalget den rene og skære matematik. 
Modsat folketingvalget, hvor spærregrænsen er politisk bestemt, er spærregrænsen til europaparlamentsvalget den rene og skære matematik. Foto: Betina Garcia/ ritzau Scanpix
Christina Houlind

To nye partier stiller op.

Danmark er gået fra 13 til 14 mandater på grund af Brexit.

Og så er valgforbundene fra sidste parlamentsvalg stort set opløst, og der er kommet nye til.

Så hvor mange procent af stemmerne skal man egentlig have for at få et sæde i Europa-Parlamentet?

Fakta
Hvem var i valgforbund ved sidste parlamentsvalg?
Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre var i valgforbund. 
Venstre og Konservative var i valgforbund. 
Dansk Folkeparti, Folkebevægelsen mod EU og Liberal Alliance stod alene.

Kilde: Folketingets EU-oplysning

Det korte svar er 6,667 procent.

Men vil du have et mere præcist svar, bliver det lidt længere. Der er nemlig flere faktorer, som spiller ind. Det forklarer Jørgen Elklit, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, da han taler med Altinget.

Fakta
Faktaboks
Spærregrænsen har ikke rykket sig synderligt siden sidste parlamentsvalg. Ifølge Jørgen Elklit skyldes det, at udvidelsen fra 13 til 14 mandater kun sænker den øverste spærregrænse med knapt en halv procentenhed. Med hensyn til den lavere spærregrænse, der markerer undergrænsen af den gråzone, hvor man måske kan få mandat, afhænger den også af antallet af valgforbund og partier. Og det er også det samme, nemlig fem. Derfor falder grænsen kun med knapt 0,33 procent fra 5,882 procent til 5,556 procent.

”I virkeligheden kan man få et mandat med helt ned til 5,556 procent af stemmerne. Men så skal man være meget heldig, fordi det afhænger af, hvordan stemmerne fordeler sig blandt de andre helt ned til de sidste decimaler,” siger han.

Sådan fastsætter man spærregrænsen
Ved europaparlamentsvalget er spærregrænsen ikke politisk bestemt, som det er tilfældet ved folketingsvalget. Den er matematisk bestemt. Og ifølge Jørgen Elklit er der primært to ting, der fastsætter den.

Antallet af mandater og antallet af partier eller valgforbund, der skal fordele mandaterne i første omgang.

I Danmark er der tradition for, at partierne indgår i valgforbund til europaparlamentsvalget. Altså danner et hold med nogle andre partier, som man er nogenlunde enige med. Det gør man blandt andet, fordi der er så få mandater, og man gerne vil minimere stemmespild.

Eksempelvis er regeringspartierne Liberal Alliance, Venstre og Konservative i valgforbund sammen ved næste parlamentsvalg. Det betyder, at en stemme på Konservative kan ende med at gå til Venstre, fordi valgforbundets stemmer bliver lagt sammen i en samlet pulje.

Alternativet og Enhedslisten, som begge går deres første europaparlamentsvalg i møde, har også indgået valgforbund. Enhedslisten har indgået valgforbund med Folkebevægelsen, og Alternativet har indgået valgforbund med Radikale. 

Valgforbundene ved det næste parlamentsvalg ser ud som følger:

  • Venstre, Liberal Alliance og Konservative
  • Radikale og Alternativet
  • SF og Socialdemokratiet
  • Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU
  • Som det eneste parti har Dansk Folkeparti valgt ikke at indgå valgforbund

Ved næste europaparlamentsvalg er der altså fem enheder, som skal kæmpe om mandaterne. Det var der også ved sidste parlamentsvalg. Derfor er det udelukkende det ekstra mandat, som har rykket spærregrænsen fra 7,143 procent til 6,667 procent. Det samme gælder for den anden grænse på 5,556 procent, der ved sidste parlamentsvalg hed 5,882 procent.

Læs også

D’Hondt a hvad for noget?
Men hvordan kan det lade sig gøre, at man kan få et mandat med kun 5,556 procent af stemmerne?

Forklaringen findes hos den regnemodel, man bruger til at fordele mandaterne. Den såkaldte d’Hondtske mandatfordelingsmetode.

Det skyldes, at et parti eller et valgforbund kan være så heldig, at stemmetallene for alle partier og valgforbund er sådan, at de ved udregningen lige netop slipper med blandt dem, der får mandat.

Sidste gang lykkedes det eksempelvis for Radikale at få sit eneste mandat med kun 6,5 procent af stemmerne, selvom grænsen for at være stensikker på et mandat lå på 7,143 procent.

 

 

Den d’Hondtske metode har den bagside, at den har en tendens til give de store valgforbund og partier en lille fordel. Ifølge Jørgen Elklit kan Alternativet og Radikales valgforbund derfor blive en smule klemt. De risikerer nemlig at blive det forbund, som får færrest stemmer. 

Derfor er sandsynligheden for, at et parti med 5,556 procent af stemmerne skulle få en plads, meget lille.

”Men den teoretiske mulighed er der. Og jo tættere et parti kommer på de 6,667 procent, jo større er deres chance for at få en plads,” siger Jørgen Elklit.

De endelige beregninger kan dog først laves i det øjeblik, man kender det præcise stemmetal.

Dokumentation

Den d’Hondtske metode. 
Når man bruger Den d'Hondtske metode, fordeles stemmerne først på de respektive partier/valgforbund. Herefter dividerer man det samlede antal stemmer, som valgforbundet/partiet har fået med 1, så dividerer man med 2 herefter 3, 4 og så videre. Når man har gjort det, får man en række såkaldte kvotienter, og det er dem, man fordeler mandaterne efter. Det sker efter kvotienternes størrelse.

Først bagefter skal valgforbundene internt fordele mandaterne mellem partierne, som er en del af forbundet. Det gør man på samme måde. Hvis et valgforbund, der består af to partier, kun får et mandat, ved man derfor på forhånd, at det går til de største af partierne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Elklit

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Uni.
cand.phil. i historie (Aarhus Uni. 1970), dr.scient.pol. (1988)

0:000:00