Hvorfor skal TiSA-aftalen forhandles i mørke?

Af Marc Woodall
Cand.soc. i globale studier og international udvikling

Repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danmarks Rederiforening slog på Altinget 10. februar et slag for TiSA-aftalen, der er en international handelsaftale, som vil fastsætte reglerne for tjenesteydelser i bl.a. Danmark ud i en uoverskuelig fremtid.

Man kunne forstå på dem, at frihandel er godt. TiSA er en frihandelsaftale. Derfor var den god.

Der er dog et andet perspektiv, som jeg gerne vil fremlægge.

Vi har kun, hvad Wikileaks forsørger os med
Tjenesteydelser er mange ting. Det er energi, finans, forsikring, sundhed, uddannelse, internettet, transport, post – plus alt det løse.

Det er emner, som vedrører os alle, og som vi alle er i kontakt med konstant.

Klausulerne indebærer i bund og grund, at alt hvad der er privatiseret nu, skal forblive privatiseret altid. Og skulle du forsøge at privatisere noget nyt, og det hele går i koks, så må det offentlige ikke overtage opgaven igen. 

Marc Woodall
Cand.soc. i globale studier og international udvikling

Derfor kan det virke mærkeligt, at de færreste har hørt om TiSA-aftalen – og at selv dem, som kender til aftalen, næsten ingen informationer har om, hvad der foregår bag de lukkede døre.

Årsagen er simpel. Det er, fordi det er meningen.

Forhandlingerne foregår i det skjulte, så alminelige borgere, som jeg selv, er tvunget til at vente på de sporadiske læk af dokumenter, som Wikileaks forsørger os med. Jeg antager, at debattørerne fra DI, DE og Danmarks Rederiforening har en lidt bedre indsigt i, hvad der foregår, da erhvervsinteresser ofte inddrages i disse forhandlinger i en anden grad end borgere og civilsamfund.

Regulering er bøvl for businessverdenen
Til gengæld er det ikke mærkeligt, at erhvervslivet er begejstret for aftalen. Den er nemlig et massivt internationalt funderet forsøg på at slippe af med alt det bøvl, der gør det svært at lave business. Eller som man også kalder det: regulering.

Selve aftalen er tungt juridisk stof, som kan være svært at finde hoved og hale i, især når man kun får lækket brudstykker.

Jeg skal dog forsøge at udpensle de store temaer og problemer for os, der ikke laver business, men alene har en interesse i, at internationale virksomheder ikke sælger vores personlige oplysninger, at der er et trygt og billigt sundhedssystem, at der passes på miljøet, at folkevalgte kan tage beslutninger i vores interesse, og at finanssektoren er til gavn for samfundet i stedet for omvendt.

Formålet er privatisering og afregulering
For at forstå TiSA skal man forstå formålet. Og formålet er privatisering og afregulering.

Derfor følger det naturligt, at de folkevalgte skal stækkes, så de ikke tager alle mulige beslutninger, som begrænser virksomheders muligheder for at lave business.

Netop derfor vil TiSA-aftalen indføre et smart system baseret på en negativliste, samt på de intetsigende termer ”ratchet- og standstill-klausuler”.

Klausulerne indebærer i bund og grund, at alt hvad der er privatiseret nu, skal forblive privatiseret altid. Og skulle du forsøge at privatisere noget nyt, og det hele går i koks, så må det offentlige ikke overtage opgaven igen.

Det vil sige, at lige så snart et land sælger sit el-net til private investorer, og det hele går i sort og priserne stiger til himlen, så er det sådan, det er. Ærgerligt. Ind med en ny investor. Bare det ikke er staten.

Negativlisten betyder, at aftalen omfatter alle nu- og fremtidige tjenesteydelser, medmindre du kæmper en hård kamp for en meget specifikt defineret undtagelse.

Det betyder, at man skal kunne forestille sig alle innovationer inden for sundhed, finans, uddannelse, transport og energi, som nogensinde kan opfindes, hvis man vil have dem undtaget fra aftalen. Ellers er de med – og skal privatiseres. Når de engang bliver opfundet, vel og mærke.

Oveni dette antager man, at alle de andre lande går med til undtagelsen. Som de ikke gør, fordi det er jo ikke meningen med aftalen.

En underminering af vores folkevalgte
Der er måske nogen, der kan huske finanskrisen, hvor finanssektoren udnyttede de folkevalgtes manglende tilsyn og opfandt alle mulige smarte finansielle instrumenter, som alle vidste var geniale og risikofrie, selvom ingen forstod dem, og som eksploderede i hovedet på alle, netop fordi ingen forstod dem.

Dem må man heller ikke regulere for TiSA, for det begrænser nemlig konkurrencen på finansmarkederne.

Ligeså kan det begrænse konkurrencen at kræve miljøregulering, databeskyttelse, forbrugersikkerhed eller post til Udkantsdanmark. Alle de ting, som vi forestiller os, vores folkevalgte skal bestemme, kan med TiSA udfordres af andre lande og internationale virksomheder, fordi det skader deres profit.

Og så er der det punkt, hvor lovgivning skal igennem en gruppe af ”interested persons” fra erhvervsliv og udland til kommentar og rettelse, inden den bliver fremlagt for Folketinget. 

Jeg kan godt forstå erhvervslobbyen synes, det her er en genial ide. Det ville jeg også, hvis jeg var dem.

Til gengæld er det en rigtig dårlig nyhed for alle os andre. Det er måske også derfor, vi ikke får at vide, hvad der foregår.