Jens Rohde: Europa lider af et Titanic-syndrom

Tillid er fællesskabets vigtigste råstof
Uden en grad af lighed og solidaritet, ingen tilstrækkelig grad af tillid. Og uden tillid vil de folkelige reaktioner mod enhver form for liberal tænkning vokse støt og resultere i national socialisme. Det er netop den, vi oplever æde sig ind på de liberale dyder i disse år. 

Tillid er det vigtigste råstof i et fællesskab, nationalt såvel som internationalt. Uden tillid er det slut med liberale dyder som fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital.

Slut med den tillidsbaserede danske arbejdsmarkedsmodel, der gør Danmark til verdens mest stabile arbejdsmarked og et attraktivt land at investere i. Det fører også til opgør med retsstaten og mediefriheden. Vi ser det overalt.

Med de vredes magtovertagelse følger et opgør med det liberale demokrati. Det er den liberale livsstil, opbygget i Vesteuropa i efterkrigstiden, der er på spil. Er du i tvivl, så se dig om i verden, og reflektér over det, du ser.

Uligheden er en trussel mod verdensfreden
Uligheden mellem mennesker bliver mere ekstrem i disse år. Verdens 100 rigeste tjener så meget, at de vil kunne afskaffe al verdens fattigdom fire gange om året. ”Så hvorfor gør de det ikke?” vil du sikkert spørge. Svaret blæser i vinden.

Den ekstreme formue-ulighed er en trussel, ikke bare mod den liberale verdensorden. Den er en direkte trussel mod vores demokrati og demokratiske institutioner. Historisk er der ovenikøbet belæg for at sige, at den store ulighed truer verdensfreden.

For mens en stigende lighed mellem landene giver håb om at kunne gøre op med ekstrem fattigdom, opstår de store risici, når nogle mennesker og virksomheder er så rige, at de faktisk overgår mange ellers ganske velstående lande. Vi ser personer med så store formuer, at vi skal tilbage til begyndelsen af 1900-tallet for at finde noget tilsvarende. Hvad værre er: Uligheden ser ikke ud til at have toppet endnu.

Mit ærinde her er ikke moralsk. Det kunne det såmænd godt have været, for der er indkomster så høje, at de minder os om begrebet stinkende rig. Det stammer fra det forhold, at meget rige i gamle dage kunne betale sig fra at blive begravet i jorden og i stedet blive stedt til hvile under kirkegulvene.

Så måtte de fattige leve med stanken i kirken efter balsameringen af ligene under koret. På mange måder kan det være en metafor for det, der foregår i dag, og som man kan diskutere det moralsk anstændige i.

Men min pointe er en anden: Der er ikke længere kontrol med kapitalen, og nogle mennesker bliver stadig rigere uden at betale til fællesskabet. Tilbage står magtesløse politiske systemer og samfundsborgere.

Nationalstaten har tabt stort
Den barske sandhed er, at nationalstaten har tabt. Og den har tabt stort. Ikke til fællesskabet eller EU, men til en rå kapitalisme og til stormagternes varetagelse af deres egne territorial-interesser. Nationalstaterne og vores regeringer står enkeltvis aldeles magtesløse.

Det skyldes en manglende vilje til koordinering samt de førnævnte årtiers afregulering af kapitalmarkederne, massive privatiseringer og en svigtende vilje til at skabe politiske redskaber, der kan håndtere udviklingen inden for nethandel, kapitalbevægelser og sociale medier. Oven i alt dette har vi utilsigtet skabt et regressivt skattesystem, som er det modsatte af et progressivt skattesystem, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Læg dertil, at Europa ikke var i stand til at redde os fra det totale finanssammenbrud i 2008. Det var den amerikanske centralbank, der pumpede billioner af dollars (og her skal der altså 12 nuller efter) ind i de europæiske banker.

Vi kan inden for traktaten ombygge og opbygge vores økonomiske strukturer, så vi får bedre styr på en kapitalistisk verden. Sådanne strukturer skal sikre mere kontrol og mere gennemsigtighed.

Valget til Europa-Parlamentet handler i høj grad om disse ting, for det er her det progressive pres skal komme fra. Vi skal sprede risici og gøre os mere robuste for udsving og svindel. Vi skal sikre, at alle betaler skat, og vi skal frem for alt fordele verdens rigdomme mere ligeligt. Både mellem lande og mellem mennesker.

Vi må forlange sammenhængende svar
Lyder det kompliceret? Det er det måske også. Men der er ikke nogen vej udenom, såfremt vi vil undgå alt for voldsomme konsekvenser af fremtidige økonomiske kriser, og det vil vi vel?

Vi må holde op med at bilde hinanden ind, at der findes enkle og hurtige løsninger på komplicerede spørgsmål. Det er de sammenhængende svar, vi må forlange af de kandidater, vi vælger til Parlamentet. Indtil videre blafrer sammenhæng i visioner og handlinger stadig i alt for høj grad i vinden.

Spørg de politiske kandidater, om de vil medvirke til at skabe en bedre og mere tryg verden for både mennesker og virksomheder. Det vil alle hævde, at de vil. Men har de også viljen og modet til at skabe noget, der virker? Vel at mærke uden at forfalde til forenklingen om mere eller mindre EU?

Tryghed er forudsætningen for accept af såvel liberal politik som europæisk politik. Europa er værd at forsvare. Fordi Europa er vores skæbne. Fri bevægelighed og liberalt demokrati er værd at forsvare. At argumentere imod det er at argumentere imod egen livsstil. Det behøver man slet ikke at diskutere.

Spørgsmålet er, hvordan man forsvarer. Slår man til, eller lader man stå til? Det er, hvad valget handler om 26. maj. Husk at stemme personligt på en kandidat, der tør at slå til.