Kamp om toppost i EU: Studehandler og dolkestød

FORMANDSVALG: Pagt mellem de to største grupper i Europa-Parlamentet er brudt og afløst af åben krig om institutionens formandspost. Intet er afgjort, og striden kan påvirke samarbejdet i Parlamentet langt ind i fremtiden.

BRUXELLES: Strasbourg bliver på tirsdag skueplads for det afgørende slag om formandsposten til Europa-Parlamentet.

Valget, der ifølge en skuffeaftale mellem tre af de fire største grupper i Parlamentet skulle være afgjort på forhånd, har udviklet sig til et parlamentarisk drama. 

Ifølge en nu offentliggjort aftale mellem socialdemokraterne i S&D-gruppen, den konservative EPP-gruppe og de liberale i ALDE-gruppen burde formandsposten automatisk være gået til de konservative, når Europa-Parlamentet nu er nået midtvejs gennem sin valgperiode. Men socialdemokraterne har brudt pagten, de liberale har fulgt trop, og nu stiller i alt syv politiske grupper med hver deres egen kandidat til formandsposten.

Det er dermed stadig uvist, hvem der skal afløse den socialdemokratiske Martin Schulz, når han om få dage forlader formandsposten for at vende hjem til tysk politik.

”Der er intet, der ligger fast endnu. Det afgørende bliver, hvilke koalitioner, der kan samles om de forskellige kandidater,” siger Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre i Bruxelles.

På tirsdag på plenarforsamlingen i Strasbourg finder en afstemning blandt Europa-Parlamentets 751 medlemmer sted. Gennem op til flere afstemningsrunder – hvor der er stemmehemmelighed – skal der stemmes om en ny formand, og hvis der ikke findes et klart flertal, skal der til sidst vælges mellem de to kandidater, der samler flest stemmer.

Ifølge en analyse af organisationen VoteWachEurope har den konservative kandidat, Antonio Tajani, på papiret en minimal føring over S&D-gruppens Gianni Pittela.

Læs også: Italiensk duel om Schulz' formandstol

Fabian Zuleeg spår den konservative Antonio Tajani gode chancer, men mener, at andre kandidater stadig er i spil.

Jokeren fra ALDE
En dark horse i formandsopgøret er den tidligere statsminister i Belgien og leder af den Liberale ALDE-gruppe, Guy Verhofstadt.

Belgieren er kendt for sin bramfrie attitude og sin ublu agitation for et mere føderalt EU, og han vil være den kandidat, der bedst vil kunne gå i Martin Schulz' meget politiserende formands-fodspor, mener flere iagtagere.

Men efter, at Guy Verhofstadts egne gruppemedlemmer satte en kæp i hjulet, da han i begyndelsen af denne uge forsøgte at indlemme det italienske protestparti Femstjenebevægelsen i ALDE-gruppen, er hans chancer mindsket.

”Jeg tror ikke, han har en stor nok blok bag sig, og ud over det har hans fiasko med Femstjernebevægelsen gjort det meget usandsynligt, at han vil stå tilbage som vinderen,” siger Fabian Zuleeg.

Men hvis de to største partier kommer til at spille hinanden op i et hjørne, er det dog stadig muligt, at ALDE-kandidaten kan blive kompromis-valget.

Ny dynamik i huset
Europa-Parlamentariker fra Venstre og medlem af ALDE, Morten Løkkegaard, bakker op om Guy Verhofstadt som formand.

”Han er den, der har de klareste visioner for Europa. Jeg tror på hans hovedpåstand om, at de to store grupper langt hen ad vejen har spillet fallit, og at der er brug for en tredje vej. Den vej repræsenterer ALDE,” siger han.

Morten Løkkegaard mener desuden, at det er en sund udvikling i Europa-Palramentet, at S&D og EPP har brudt deres alliance.

”Vi trænger til ny dynamik i det her hus. Vi skal væk fra indtrykket af backroom deals og forestillingen om, at der sidder nogle og bestemmer, uden at befolkningen kommer til orde,” siger han.

Morten Løkkegaard ved dog efter eget udsagn ikke, hvilken af de andre gruppers kandidater han vil stemme på, hvis Guy Verhofstadt ikke lykkes i at sikre sig formandsposten.

DF: Aldrig Verhofstadt
Den britisk-konservative ECR-gruppe stiller også op med en kandidat til formandsposten – den belgiske Helga Stevens. Men da hun ikke spås mange chancer for at blive valgt, er der i gruppen nu diskussioner om, hvem man skal bakke op om. Gruppen er Parlamentes tredje største og anses af mange som et stærkt kort for EPP-kandidaten, Antonio Tajani.

Selv om det ikke er helt afgjort, hvem ECR-gruppens medlemmer bakker op om, pointerer Anders Vistisen (DF), der er medlem af gruppen, at det helt sikker ikke bliver ALDE's Guy Verhofstadt.

”Hvis valget i sidste ende kommer til at stå mellem Verhofstadt og en af de andre kandidater, stemmer vi klart på den anden,” siger han og fortsætter:

”Det bliver formentlig EPP-kandidaten Antonio Tajani, vi i sidste ende kommer til at stemme på.”

Skæv magtbalance
I S&D-gruppen har man valgt at bryde den oprindelige magtdelings-aftale med EPP-gruppen med henvisning til, at den konservative fraktion i Bruxelles vil blive for dominerende, hvis den også sætter sig på formandsposten i Europa-Parlamentet.

Får Antonio Tajani formandsposten vil socialdemokraterne stå uden én af de tre centrale topposter i EU, påpeger Jeppe Kofod (S), der er næstformand i S&D-gruppen.

”Man er nødt til at kigge på den større balance. Hvis en politisk familie får magten i alle tre institutioner – både EU-Rådet, Kommission og Europa-Parlamentet – bliver magten fordelt helt skævt,” siger Jeppe Kofod med henvisning til, at konservative Jean-Claude Juncker er kommissionsformand og konservative Donald Tusk er formand for Det Europæiske Råd.

15 års konservativt styre
Han pointerer, at de konservative kommer til at have haft formandsposten i EU-Kommissionen i 15 år i træk, når Jean-Claude Junckers formandsperiode løber ud. Der er derfor intet obskurt ved, at socialdemokraterne ønsker endnu en periode i spidsen for parlamentet, mener han.

”Det er vigtigt, at centrum-venstre også er repræsenteret i toppen af EU. Det er vigtigt, at en af topposterne repræsenterer andre værdier end centrum-borgerlige,” siger Jeppe Kofod.

Derfor bakker han op om formanden for S&D-gruppen, Gianni Pittella.

Ikke Bendtsens, men Berlusconis mand
I EPP-gruppen har man valgt den italienske Antonio Tajani som kandidat til formandsposten. Han ses dog af nogle som et kontroversielt bud på en formand, da han tidligere har været talsmand for den skandaleramte italienske præsident, Silvio Berlusconi.

Derudover har Antonio Tajani også været blandet ind i VW-skandalen, der ifølge kritikere er foregået på hans vagt som tidligere EU-kommissær for industri-området.

Bendt Bendtsen (K), Danmarks eneste parlamentsmedlem i EPP-gruppen, har heller ikke haft den italienske kandidat som sit førstevalg, men slår fast, at han på bundlinjen vil have en borgerlig formand for parlamentet, og derfor støtter han Antonio Tajani.

S&D er ikke til at stole på
Bendt Bendtsen er desuden rasende over, at S&D-gruppen har brudt aftalen om at skiftes om EU-topposten, og kommer derfor heller aldrig til at sætte sin stemme på Gianni Pittella.

”Det er træls, at man indgår en skriftlig aftale med nogle mennesker, der så løber fra det efterfølgende,” siger han og fortsætter:

”Nu har jeg været med i politik i rigtig mange år, og er der noget, jeg har det skidt med, så er det, når jeg ikke kan stole på folk.”

Giani Pittella mener, at aftalen ikke længere gælder, da man hos de europæiske socialdemokrater havde taget med i ligningen, at man ville få formandsposten for Det Europæiske Råd, da den skulle besættes tilbage i 2014. Den gik i stedet til den liberal-konservative polak, Donald Tusk.

Pittella har desuden som formand for S&D gjort det til en mærkesag at gøre op med "storkoalition", der har eksisteret mellem socialdemokraterne og de konservative i Europa-Parlamentet gennem lang tid. 

Ifølge Bendt Bendtsen kommer S&D's opførsel til at påvirke samarbejdet mellem de to store grupper i parlamentet fremadrettet.

”Det kommer helt sikkert til at give nogle dybe sår,” siger han.

At EPP-gruppen føler sig dolket i ryggen, kan have langvarige følger, mener Fabian Zuleeg fra European Policy Centre. Men han slår samtidig fast, at de to store grupper er enige på en lang række områder, og mener derfor, at lige meget hvad udfaldet bliver næste tirsdag, vil parlamentet i den daglige politik komme til at fungere nogenlunde som før valget.

,

Forrige artikel Schulz: Europol-aftale er fanget i en tidsfælde Schulz: Europol-aftale er fanget i en tidsfælde Næste artikel Arven efter Schulz: Lederskab, partiskhed og forræderi Arven efter Schulz: Lederskab, partiskhed og forræderi