Løkkegaard: Trump kan bane vejen for en europæisk ditto

DEBAT: Donald Trump kan med sin kritik af den politiske elite gå hen og blive USA's næste præsident. Og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en lignende situation i adskillige EU-lande, skriver Morten Løkkegaard (V).

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Den politiske kultur er i dyb krise, ikke bare i Danmark, men også i Europa – for slet ikke at tale om USA.

I Europa er den økonomiske krise, flygtninge- og migrantstrømmen og den vilkårlige terror ved at tømme det traditionelle politiske rum for svar og visioner.

Og som altid fyldes et politisk tomrum i hast op med politiske lykkeriddere med nemme og ofte hadefulde svar. Således også i USA, hvor fænomenet Donald Trump er i fuld gang med at skabe paniktilstande i det etablerede politiske system i Washington og omegn, ikke mindst hos republikanerne; det parti, som den aldeles uhæmmede self-made kandidat hævder at repræsentere.

Kommentatorer, redaktører og andre selvbestaltede æggehoveder har længe prøvet at forklare det uforklarlige: Hvordan kan en mand, der ikke har noget politisk program, knap nok konsistente holdninger, og som for nylig brugte et af sine vælgermøder til at promovere Trump Steaks (ja, bøffer ...) i noget, der mest af alt lignede en dårlig kopi af TV Shop – hvordan kan sådan en mand mobilisere millioner af mennesker, inklusive dem, der ellers ikke havde tænkt sig at stemme ..?

Taler "med maven"
De færreste er kommet op med noget begavet svar, men for nyligt faldt jeg endelig over et forsøg, som giver mening. Det kom ikke overraskende fra min favorit-iagttager i amerikanske forhold, Thomas L. Friedman, i New York Times. Netop New York Times har været meget, meget længe om at anerkende Trump som et seriøst bud på USA's næste præsident, og så sent som for et par uger siden havde avisen et interview med Trump om hans udenrigspolitiske visioner (eller mangel på samme) – et interview, der osede af mistillid og små-sarkastiske hentydninger til mandens uvidenhed. Thomas Friedman kan også være nådesløs i sin sarkasme, men hans analyser er altid befriende klare og indsigtsfulde, og hans Trump-analyse er ingen undtagelse:

Under den fikse overskrift "Only Trump can trump Trump" konstaterer Friedman, at Donald Trumps raket-lignende kampagne – trods den seneste tids modstand – understreger en pointe på side 1 i lærebog for politiske ledere: Vælgerne lytter ikke med ørerne, men med maven. Hvis en politisk leder kan skabe kontakt til sine vælgere på en "good feeling", på mavefornemmelsen – ja, så lyder svaret fra deres side: "Don't bother me with the details. I trust your instincts". Så behøver de ikke detaljer. De stoler på mandens instinkt.

Hvis en leder omvendt ikke kan fornemme sine vælgere med maven, er der ingen grænser for, hvor mange detaljer, han eller hun kan fremlægge om en sag. Vælgerne vil altid spørge: Kan du ikke vise mig lidt flere ..?

Trumps rivaler er fortvivlet blevet ved og ved med at finde nye detaljer om hans besynderlige adfærd og påvise langt-ude-udtalelser for at få vælgerne til at skifte hest. Problemet er bare, at vælgerne er ligeglade med detaljerne. De har valgt manden med maven, fordi de fornemmer, at han kender deres smerte og bekymringer; at han er en af deres egne (Hvilket han i sagens natur ikke er, men det er en anden historie).

Trump sætter ord på frustrationen 
Den typiske Trump-vælger er en hvid, republikansk orienteret mand fra den lavere middelklasse eller arbejderklassen, som er under ekstremt pres fra det post-moderne, globaliserede, multikulturelle samfund, som omgiver ham. Frarøvet jobbet, mande- og fader-rollen, alle traditionelle autoriteter og dybere mening med tingene ser han sig om efter en leder, som kan sætte ord på hans frustration.

Ind kommer Trump, som taler hans sprog, modsat de glatte og lettere korrumperede GOP-ledere. De samme republikanske topfigurer, som i årevis har forsømt at opstille en seriøs vision for det Amerika, men i stedet tilbudt religiøs fanatisme, skamløs populisme og uhørt ringe lederskab. De samme ledere, der nu ser en mand, som overgår dem på alle parametre – men tilsat langt større naturtalent – og som derfor tvinger dem yderligere ud på det sproglige og holdningsmæssige overdrev i kampen om vælgernes gunst. Og derfor selvfølgelig fejler totalt på troværdigheden. På den måde bliver Trump – dybt paradoksalt – repræsentant for netop troværdigheden på trods af sine absurde påstande og mangel på sammenhængende politisk program.

Bundlinjen: Vejen til præsident-kandidaturet for republikanerne ser nu ud til at kunne blive den barske realitet – med en mand, som den republikanske elite over en bred karm har fordømt som skingrende vanvittig og ødelæggende for det amerikanske samfund. Unægtelig en interessant situation.

I Europa synes der at være almindelig enighed om, at vejen til det Ovale Værelse således elegant må være banet for demokraternes Hillary Clinton. Friedmans analyse i New York Times peger på noget andet.

En europæisk Donald Trump?
Trumps evne til at forstå vælgerne instinktivt er nemlig universel. Det er ikke kun fortabte republikanere, som stemmer med maven. Da konkrete synspunkter og udsagn ikke er det centrale for vælgernes afgørelse, vil det være meget nemt for Trump – efter at være nomineret – at skifte spor og blive "ansvarlig" og midtersøgende. Han vil uden problemer kunne appellere til de uafhængige og minoriteterne. Han vil kunne spille rollen som Den Store Forener uden at blinke.

Mange vil så sige: Hvorfor ikke give ham en chance? Han er dog en vinder, der har gjort det godt. Måske kan han gøre os alle til vindere?

Her kunne man som europæer tilføje, at det jo netop var denne vinder-effekt, som den kriminalitetsdømte italienske leder Berlusconi så udmærket udnyttede. Italienerne var efter årtiets misregimente simpelthen så lede og kede af deres traditionelle ledere, at de var parat til hvad som helst for at undgå dem. Er det ikke netop, hvad USA oplever nu? Og hvorfor skulle det ikke kunne ske igen – i Europa ...?

De tre esser
Friedman peger desuden på, hvad han kalder Trumps tre esser:

Det første es er, at mange af Trumps "vilde" udsagn er gennemskuet af vælgerne som en no-nonsense udgave af basale sandheder. Deportere 11 millioner illegale immigranter til Mexico? Alle ved jo, at det ikke vil ske. Men fint, at manden siger, hvad andre tænker. Noget drastisk bør gøres. Fordømme alle muslimer? Selvfølgelig ikke, men vi burde indføre hårdere visum-regler fra visse lande. Osv. osv. Gennemsnits-amerikaneren er led og ked af politisk korrekthed – og lige så led og ked af glatte politikere, der ikke leverer.

Trumps andet es i spillet er hans klare position på terror. Hvis der skulle komme endnu et stort terror-angreb i USA mellem nu og valgdagen, vil Trump – med sine meget hårde meldinger – have skabt sig et enormt politisk forspring. Friedman peger her på erfaringer fra valgkampe i Israel. Vi andre kan jo blot iagttage, hvad der er ved at ske i Europa efter det seneste års terror. Partier og ledere, der har råbt på lukkede grænser, militær indgriben, og som kritiserer EU og traditionelle partier og ledere for svaghed og mangel på svar – ja, de stormer frem lige nu.

Trumps tredie es er modkandidaten, Hillary Clinton: Sindbilledet på den Washington-elite, som mange hader af et godt hjerte. Som republikansk præsident-kandidat vil Trump – den uafhængige, der ikke er plettet af politik – gå efter Clinton på en måde, vi endnu har til gode at se. Men det bliver skånselsløst. På den måde vil Trump nemt kunne vinde mange af de ellers skuffede republikanske vælgere tilbage, fordi hadet til Clinton er større end animositeten over for Trump selv.

Tilsammen kan disse tre esser bringe den upåagtede – ja, i mange kredse stærkt hadede – Trump på vinderkurs.

Styr på tropperne 
Imod taler det åbenbare: Trump antænder åbenlyst racistiske og højreradikale kræfter, som allerede skaber problemer for hans kampagne – og som kan vise sig ukontrollerbare. Kræfter, som er godt næret af kandidaten selv: Trump har f.eks. ikke lagt skjul på, at det kan komme til uroligheder, hvis nogen forsøger at "stjæle" hans forventede sejr på det republikanske konvent. Kommer disse kræfter ikke under kontrol, kan historien om Trump ende med at blive historien om fanatisme og vold. Og den holder næppe på vejen til Washington.

Men bevares kontrollen – og følger Trump fortsat sin eminente evne til at "tænke med maven" samt sin aldrig svigtende sans for underholdning i en medieverden, som skriger på netop dette (fakta og fakta-afprøvning er for længst ude af billedet som et afgørende parameter, indrømmer ledende amerikanske TV-anchors) – ja, så kan "The Donald" gå hen og blive USA's næste præsident. Og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig et lignende strong-man-scenario i adskillige EU-lande.

Forrige artikel DF: Hollandsk nej er et vink med en vognstang DF: Hollandsk nej er et vink med en vognstang Næste artikel Kofod: Panama-papirer presser politikerne Kofod: Panama-papirer presser politikerne