Merkel og alle de andre: EU’s toppost-navneleg starter for alvor på dagens topmøde

BRUXELLES: Det er ikke bare for at vedtage en 10 punkter lang, floromvunden erklæring om europæisk enhed gennem tykt og tyndt, at 27 af EU’s 28 EU-ledere indfinder sig til topmøde i den transsylvanske by Sibiu torsdag.

Det skal de også. Men det er en anden historie, som skyldes, at dette møde egentlig var tænkt som en højtidelig lejlighed til at markere, at EU tog fat på en ny æra efter Brexit, da planen blev udtænkt i EU-Kommissionen for efterhånden et par år tilbage.

Nu er briterne stadig medlemmer, og mindre reformivrige EU-lande har piftet Kommissionens luftige tanker om at gentænke hele EU-projektet, hvilket er grunden til, at man i stedet er endt med en erklæring, som er uinteressant for de fleste, der ikke har en særlig forkærlighed for svulstig retorik med et minimum af indhold.

Til gengæld vil der blive holdt et vågent øje, når de samlede stats- og regeringsledere – på nær britiske Theresa May - tager hul på diskussionen om, hvordan de skal sætte navne på fire topjob i EU-systemet, som skal skiftes ud i løbet af 2019.

En pakkeløsning
Her vil den siddende formand for EU-cheferne i Det Europæiske Råd, Donald Tusk, kridte banen op for, hvordan de i kredsen skal finde hans egen afløser samt nye chefer for EU-Kommissionen, EU’s Fælles Udenrigstjeneste og Den Europæiske Centralbank.

Tusks mission er at få lavet en pakkeløsning, der repræsenterer en delikat balance mellem politiske partier, store og små lande, køn og geografi, og som samtidig både har politisk tyngde og er spiselig for det bredest mulige udsnit af EU-lederne.

Tusk selv er det levende bevis på, at der ikke altid er fuld enighed i kredsen, efter hans eget hjemland, Polen, forsøgte at modsætte sig hans genudnævnelse for to år siden.

Det samme er den siddende formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, der havde både den britiske premierminister, David Cameron, og ungarske Viktor Orbán imod sig, sidste gang de europæiske ledere havde gang i den helt store navneleg for fem år siden.

I 2014 tog det fire topmøder for EU-cheferne at få sat navne på alle posterne, hvilket den daværende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kan skrive under på, eftersom hun var i særlig høj kurs på rygtebørsen lige til det sidste.

Tusk vil torsdag lade forstå, at han meget gerne vil have afsluttet navnespillet allerede til juni, når EU-cheferne træder sammen alligevel i slutningen af måneden. Beskeden fra Tusk vil være, at målet er konsensus blandt EU-lederne, men ikke for enhver pris.

Først er det dog planen, at han vil kalde lederne til Bruxelles lige efter EU-parlamentsvalget, formodentlig 28. maj, for at tage bestik af udfaldet.

Opgør med spitzenkandidaterne
I og omkring Parlamentet er der stærke fortalere for at kæde valgresultatet sammen med udpegelsen af EU-kommissionsformanden, hvilket har ledt til, at en række partier stiller med deres egne såkaldte spitzenkandidater, der lige nu fører ivrig valgkamp med den tyske kristendemokrat Manfred Weber som favorit.

I 2014 lykkedes det at få indsat Jean-Claude Juncker på posten gennem den proces. Det forsvor en del af EU-lederne dog skulle ske igen, hvilket betyder, at banen er kridtet op til et rask sammenstød mellem de to institutioner i kølvandet på valget.

Meget kommer dog an på, hvordan det nye EU-Parlament kommer til at se ud. Spitzenkandidatproceduren støttes primært af de to store politiske grupper, kristendemokraterne og socialdemokraterne. For første gang siden der blev indført direkte EU-valg for 40 år tilbage, står de ikke til at kunne mønstre et flertal i forsamlingen over midten, hvilket gør det sværere for dem at diktere spillets regler.

Hvis det ikke er muligt for parlamentarikerne at stille med en åbenlys vinder med et flertal i Parlamentet bag sig, er det nemmere for EU’s stats- og regeringschefer at affeje processen og selv sætte sig på udnævnelsen, selv om de skal have i baghovedet, at enhver kommissionsformand i sidste ende skal godkendes af de folkevalgte.

Derfor ses kommissionsformandsposten også som den brik, der først skal falde på plads i formandspuslespillet.

Interesserede bør melde sig
For Tusk handler det dog også om at få et klart billede af, hvilke andre mulige brikker han har at rykke rundt med for at få det hele til at gå op.

Derfor vil der også være en opfordring til siddende stats- og regeringschefer med en europæer i maven til at komme ud af busken, hvis de vil tages i betragtning.

Og her er det, at rigtig mange er begyndt at skæve over til Tysklands kansler, Angela Merkel. Ikke som kommissionsformand, men som arvtager til Tusk i den mere tilbagetrukne rolle som mægler og forhandlingsleder i Det Europæiske Råd.

Hvis hun er interesseret, er det på alle måder en gamechanger i toppostspillet. Det vil udelukke Manfred Weber fra kommissionsformandsposten, fordi det ikke kan komme på tale at have to tyskere i spidsen for Europa. Og det vil åbne feltet for liberale og socialdemokratiske kandidater ud fra et ønske om politisk balance.

Kender man Merkels langmodige politiske sind, er det dog nok ikke noget, hun vil have travlt med at melde ud. Mængden af andre oplagte stærke konsensuskandidater er heller ikke stor.

Derfor frygter mange også, at vi endnu en gang skal langt hen på sommeren, før der kommer klarhed over, hvem der skal sidde i de europæiske førersæder.