Morten Messerschmidt: EU’s asylpolitik ligger i ruiner

DEBAT: Sammenbrud. Kaos råder i Bruxelles’ korridorer. De bedrevidende kommissærer er sat på plads, og faren for en fælles europæisk asylpolitik er foreløbig drevet over, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af EU-Parlamentet 

Torsdag den 14. december vil blive husket. På topmødet i Bruxelles fandt der et markant brud sted, mellem EU-landenes regeringer på den ene side og EU’s kommissærer og parlament på den anden. Der er nu håb om, at den fælleseuropæiske asylpolitik, som EU-politikerne fremholder som selveste Europas redning, aldrig bliver til noget.

Kommissionen forsøgte, flankeret af Tyskland og Frankrig, at påtvinge medlemslandene de berygtede kvoter af asylansøgere. De troede, at mødet i torsdags ville blåstemple deres plan om et nyt fælles asylsystem i juni 2018, hvorefter hundredtusinder af migranter årligt skal lukkes ind i EU og tvangsfordeles til medlemslandene.

I stedet slog det folkelige oprør imod tvangskvoterne omsider igennem. Det oprør begyndte i september 2015, da Kommissionen fik de øvrige lande til at nedstemme Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, som nægtede – og stadig nægter - at blive påtvunget nogle af de 160.000 migranter, som EU ville have omfordelt.

Siden da er især Ungarn og Polen blevet lagt for had i hele EU-apparatet og i de følgagtige medier, også i Danmark. Den 7. december blev Polen, Ungarn og Tjekkiet indbragt for EU-domstolen for at nægte at efterkomme kommissærernes ordrer.

Men blot en uge efter blev kommissærerne mødt med så voldsom modstand fra landenes regeringsledere, at der nu er begrundet håb om, at en fælles EU-asylpolitik er dødfødt før juni 2018.

Opløsningen af kommissærernes front begyndte, da EU’s polske præsident Donald Tusk åbent og rigtigt erklærede, at migrant-kvoterne virkede splittende og ikke havde nogen fremtid for sig. Og at migrationen bedst kunne håndteres af landene selv.

Kommissærerne reagerede hysterisk: Donald Tusk optrådte ”anti-europæisk” – noget nær det værste, man kan gøre i Bruxelles. Måske indså Donald Tusk, at han aldrig ville få en chance i polsk politik, hvis han solgte sit land til kommissærernes kvote-skemaer? Måske kunne han se, at kvoterne var dødsdømte? Eller måske er han så meget af en patriot, at han vil skåne sit land for at gentage de vestlige og nordlige EU-landes katastrofale fejltagelser?

Jeg er parat til at tilstå ham den sidste forklaring.

Samtidig bør vi alle rose vores statsminister Lars Løkke Rasmussen, fordi han ikke skelede nervøst til Danmarks lidenhed og Tysklands storhed, men med sin sædvanlige realisme sagde: ”Vi skal ikke tale om, hvordan vi fordeler problemet imellem os. Vi skal tale om, hvordan vi gør det mindre”.

Netop. Mere Danmark. Mindre EU. Og selv om statsministeren nok ikke skriver under på Dansk Folkepartis valgslogan fra 2014, så er hans standpunkt en længe tiltrængt støtte til de central- og østeuropæiske lande i deres civile ulydighed imod kommissærernes direktiver.

Samtidig er EU’s aftale med Tyrkiet i fremskreden opløsning. Den er blevet markedsført som bevis på, at EU skam godt kunne træffe svære, men nødvendige beslutninger for at beskytte Europa. Ifølge den skulle EU hente en asylansøger i Tyrkiet for hver migrant, som blev sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland. Til gengæld blev Tyrkiet lovet over 40 milliarder kroner og visum-fri indrejse for alle tyrkere til EU.

Men tallene taler deres eget sprog.

Fra april 2016 til den 14. december 2017 har EU sendt 2.076 migranter tilbage til Tyrkiet. Men EU har hentet 11.576 den anden vej. I alt har knap 28.000 migranter fundet vej fra Tyrkiet til de græske øer i 2017. At nogen kan prale af den aftale er uforståeligt. 

Torsdag den 14. december vil blive husket som den dag, hvor de europæiske borgere omsider fik nok og fik deres regeringsledere til at slå bak over for Kommissionens bureaukrater og Parlamentets ekstremister. Men de giver sig ikke uden videre. Kommissionens formand Jean-Claude Juncker reagerede i sin magtesløshed med at true. Han truede med, at hvis ikke EU-landene frivilligt når frem til en fælleseuropæisk asylpolitik før juni 2018, vil der blive skredet til afstemninger, hvor den samlede vægt af Tyskland, Frankrig og andre lande vil kunne tryne de genstridige lande.

Det er en sikker opskrift på opløsning af det EU, som vi kender. Det skal jeg kun hilse velkomment.

Forrige artikel Rasmussen Global til virksomheder: Forbered jer på Brexit, før det er for sent Rasmussen Global til virksomheder: Forbered jer på Brexit, før det er for sent Næste artikel Flypersonale: Kimen til forandring er skabt - nu må politikerne gøde jorden Flypersonale: Kimen til forandring er skabt - nu må politikerne gøde jorden