Miljøpartiet Fokus: Når forsigtighed bliver uansvarlighed

Af Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet for Miljøpartiet Fokus

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har ikke været tilbageholdende i deres kritik af den nye klimalov og EU's 2030-plan. De er for dyre, for ambitiøse, og deres effekt er i øvrigt tvivlsom, lyder kritikken.

Konklusionen fra LA og DF bunder dog ikke i grundig analyse af klima-planernes konsekvenser. Problemet er nærmere, at partierne ikke køber præmissen om, at vi har et problem.

Den gængse smøre fra partierne plejer at lyde nogenlunde således: "Global opvarmning finder ikke sted, og hvis den gør, så er mennesker ikke årsagen; men hvis vi er årsagen, så vil det kun få minimal betydning, og opvarmning kan endda muligvis være godt for os".

Virkelighedsfjerne bidrag fra DF og LA 
På trods af at den altovervejende sikkerhed omkring menneskehedens rolle som den primære årsag til klimaændringerne kun er steget i takt med, at mængden af videnskabelige data er vokset - som bl.a. udtrykt i FNs klimapanels rapporter - har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt gentagne gange kaldt det "storhedsvanvid" at tro, at mennesker skulle spille en central rolle for klimaforandringerne, og anklaget klimaforskere for konsekvent at overdrive deres forudsigelser.

Senest har Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen bidraget til serien af virkelighedsfjerne bidrag ved at konkludere, at det er "grænsende til det hysteriske at tro, vi kan bremse opvarmningen. Klimaet er sin egen herre. Den globale opvarmning vil fortsætte fuldstændigt uafhængigt af, hvad vi beslutter at gøre. Og godt for det. Planterne har jo gavn af mere CO2".

Når politikere forsøger at tage videnskabelige fakta og koge dem ned til tilfældige overbevisninger, som DF og LA forsøger på, så bør alle alarmklokker ringe. Fakta kan ikke politisk forhandles.

Anna Rosbach
MEP, Miljøpartiet Fokus

Hos Liberal Alliance finder man samme tilgang. Liberal Alliances klimaordfører, Villum Christensen, har bl.a. understreget, at klimavidenskab er et "trosspørgsmål", og Joachim B. Olsen (LA) har fastslået, at global opvarmning slet ikke er noget problem, eftersom den "nordlige halvkugle bliver grønnere, nye sejlruter åbner op, og færre mennesker dør af kulde".

Der er noget om snakken
Problemet med den slags udsagn er ikke kun, at de er udtryk for en foragt for videnskabelige indsigter. Det helt store problem er, at når man ikke anerkender et problem, så kan man heller ikke løse det. Og her ligger den reelle grund til, at DF og LA kritiserer klimaplanerne. De køber simpelthen ikke præmissen om, at drivhusgasser medfører en drivhuseffekt, som skaber global opvarmning.

Da FN's klimapanel sidste år konkluderede, at det er ekstremt sandsynligt (95-100 procent sikkerhed), at menneskelig aktivitet er den primære årsag til globale opvarmning, så betød det, omsat til godt gammeldags dansk, at vi godt kan regne med, at de hundredvis af gigatons CO2, vi har udledt over årene, rent faktisk spiller en rolle for klimaets tilstand.

Et par indikationer på, at der måske er noget om snakken, er, at den arktiske sommer-is er skrumpet med 70 procent siden 1979, 12 af de 13 varmeste år, der er blevet målt, er sket efter år 2000, oceanerne er blevet godt 30 procent mere syreholdige end blot for hundrede år siden, og denne måned er den 348. måned i træk, som er varmere end det globale temperaturgennemsnit i sidste århundrede.

Det er alt sammen den logiske følge af at afbrænde fossil energi. Via fotosyntese binder planter CO2, og når man afbrænder det, så frigives CO2'en igen. Der er ingen hokus pokus i det, og bundlinjen er, at klimaændringerne er virkelige, de sker nu, og den primære årsag er menneskelig aktivitet.

Uden for pædagogisk rækkevidde
Men hvad skal man egentlig stille op med folk, der afviser basale videnskabelige kendsgerninger? Ja, alt, hvad man kan gøre, er, at appellere til videnskabelige værdier, og hvis personen ikke deler disse værdier, er samtalen forbi. Vi bør appellere til værdien i at forstå verdenen, og til værdien af logik og evidens - og i dette tilfælde er vi så heldige, at vi kan trække på mere end hundrede års naturvidenskab.

Hvis en person ikke værdsætter data, hvilke data kan du så fremvise, som burde få personen til at værdsætte data? Ingen. Hvis en person ikke værdsætter logik, hvilke logiske argumenter kan du så bruge for at overbevise personen om, at han/hun burde værdsætte logik? Ingen.

Derfor handler det i langt højere grad om, hvordan man vælger at forme sine holdninger - end selve holdningerne.

Både LA og DF har længe været ude på et overdrev i deres hårdnakkede forsøg på at så tvivl omkring den videnskabelige basis for klimaændringerne. Det er fint at være forsigtig og have en sund skepsis i forhold til ny forskning, men på et tidspunkt bliver forsigtighed til uansvarlighed. Og det har det været i lang tid.

Hvad er egentligt politikeres ansvar?
I Italien blev seks seismologer forrige år dømt for manddrab, efter det ikke var lykkedes dem at forudse et jordskælv, der i 2009 slog 309 mennesker ihjel i den italienske by L'Aquila. Dommen er interessant af flere grunde. Dommen forudsætter nemlig ikke kun, at forskerne skal kunne se under jordens overflade, men fordi den forudsætter, at forskerne også har en evne og en pligt til at se ud i fremtiden - og konsekvenserne i den nære fremtid.

Tænk hvis det samme var gældende for politikere. Tænk hvis man kunne holde politikere ansvarlige for, hvad man rimeligvis burde kunne forvente af dem. Og tænk hvis man kunne anklage politikere for ansvarsforsømmelse, hvis de eksempelvis ikke var lydhøre overfor samtlige videnskabelige institutioner, som rent faktisk giver nogle klare bud på kommende katastrofer.

Nu er politikere heldigvis ikke tynget af den slags juridisk ansvar, men den videnskabsfornægtelse, som LA og DF står for, burde få vælgerkorpset til at erklære dem uegnede.

Al realistisk klimapolitik er reformpolitik
Udgangspunktet for mig har altid været, at beslutninger sjældent bliver bedre end det grundlag, de træffes ud fra. Derfor er det også altafgørende, at vores folkevalgte forstår at holde sig opdateret og som minimum har en basal forståelse for verden omkring dem.

Når politikere forsøger at tage videnskabelige fakta og koge dem ned til tilfældige overbevisninger, som DF og LA forsøger på, så bør alle alarmklokker ringe. Fakta kan ikke politisk forhandles.

Man kan diskutere, hvordan vi bedst muligt løser klimaproblemet, men at forsætte diskussionen af biokemiens og fysikkens love giver ikke megen mening. Politik er muligvis det muliges kunst, men klimaforandringer er en ufleksibel realitet.

Det ville jo nok også påvirke de flestes vurdering af en politikers dømmekraft, hvis personen ikke troede på tyngdekraften, fotosyntese eller sammenhængen mellem rygning og lungekræft.

Hvordan kan man forvente, at partier, der har en så løs omgang med videnskaben, overhovedet er i stand til at forstå de udfordringer, vi står overfor på den lange bane?