NGO om EU's bankunion: ”Vi må selv klare Danske Bank”

Af Kenneth Haar
Analytiker i Corporate Europe Observatory

Fra dag ét er bankunionen blevet solgt som et svar på et problem, der blev rejst af finanskrisen: Hvordan undgår vi, at staterne skal bruge milliarder på at redde skrantende storbanker?

Med fælles bankregulering, fælles tilsyn, en stribe procedurer for, hvordan et smuldrende finanshus skal håndteres, og måske endda en fælles pengepulje til at klare opgaven er løftet, at statskasserne ikke skal bløde, og at megabankers kollaps kan håndteres uden de skræmmende skadevirkninger, navne som Lehman Brothers, Northern Rock og mange andre har været forbundet med siden finansmarkedernes nedsmeltning for ni år siden.

Centralt løft bliver ikke opfyldt
Hvis bankunionen virkelig er den smarte forsikringsordning mod kriser, ville det være uansvarligt at sige nej. Danmark er nemlig ét af de lande med den største koncentration i banksektoren, og Danske Bank sikrer os Europa-rekorden, hvis ikke verdensrekorden, i hvor stor en bank er i forhold til bruttonationalproduktet. Op mod 180 procent af BNP, målt i bankens samlede aktiver.

Det er et svimlende tal, som burde få os til at ligge vågne om natten. Får Danske Bank en nedtur, trækkes den danske økonomi med, så det er ikke underligt, at den danske regering havde så travlt med bankpakkerne for nogle år siden – de var tvunget til at punge ud. At de så valgte at være meget rundhåndede, er en anden snak.

Problemet er, at det centrale løfte bag bankunionen ikke er opfyldt. Det ligger ganske vist indbygget, at landene skal opbygge puljer betalt af bankerne, som skal udgøre en første buffer mod tab. Men har vi at gøre med en stor bank, er det en dråbe i havet. I sidste ende kommer vi alle til at punge ud, hvis en af de store ryger, de planlagte bidrag fra banker og aktionærer bliver hurtigt formøblet.

EU-embedsmænd vil bestemme over danske banker
Men på ét punkt vil et dansk medlemskab af bankunionen ændre spillets regler afgørende. Beslutningen om, hvad der skal gøres ved en dansk storbank i vanskeligheder, og hvornår det skal ske, vil herefter blive taget af embedsmænd i EU-institutionerne og af repræsentanter for andre EU-lande. Hvad kan vi forvente af de europæiske institutioner? Der er et par ubehagelige perspektiver gemt i de komplekse regler.

Først er der Den Europæiske Centralbank (ECB). Her holder de generelt af store banker. De kan finde på at påtvinge et land et stort lån til at støtte en eller flere banker, selvom det ikke synes nødvendigt. Det skete med Irland, der blev sat under administration i flere år.

Så er der EU-Kommissionen. De vil våge over reglerne for det indre marked og kan stille sig i vejen for en bankpakke på det afgørende tidspunkt, også selvom den siddende danske regering eller et politisk flertal vurderer, det er den bedste vej ud.

Og i Ministerrådet vil der måske være medlemslande, der synes, at en dansk bank bør sælges til deres egen mastodont, for eksempel Deutsche Bank eller franske BNP Paribas.

De måske afgørende beslutninger tages af en ganske lille gruppe embedsmænd i ’Den Fælles Afviklingsinstans’, hvoraf nogle repræsenterer nationale finanstilsyn, mens andre er fuldtidsembedsmænd, der skal ”handle uafhængigt og objektivt i hele Unionens interesse som helhed”. Det kunne forlede dem til at statuere et eksempel, der alligevel kun skader en lille spiller i EU.

Der er god plads inden for reglerne til at tage beslutninger, som vil koste befolkningen dyrt, og som endda vil blive taget hen over hovedet på os, hvis det for eksempel er Danske Bank, det handler om.

Dermed være ikke sagt, at Danske Banks størrelse ikke er et stort problem. Det bliver bare ikke løst af et medlemskab af bankunionen. Vi skulle hellere snakke om, hvordan den bliver mindre.