Ondt blod mellem Danmark og Sverige efter agentur-nederlag

EMA: Det er svenskernes skyld, at Danmark ikke kom tættere på at hente EU’s Lægemiddelagentur til København, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Svensk minister affejer alle anklager.

BRUXELLES: Det danske bud på Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, havde stået betydeligt stærkere, hvis svenskerne havde bakket op om København som ny værtsby.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), efter Amsterdam mandag aften løb med det eftertragtede EU-agentur, der skal flytte fra sit nuværende hjem i London som følge af briternes exit fra Unionen.

Det usædvanlige angreb på vores svenske naboland kommer, efter Danmark først klarede sig igennem én afstemningsrunde blandt de resterende 27 lande europaministre, men derefter blev slået af både Amsterdam og Milano.

“Jeg må sige ligeud, at jeg tror, det skyldes, at svenskerne har spillet deres kort på den måde, som de har, og det må være meget svært for den svenske regering og den svenske statsminister at skulle forklare sig,” siger Anders Samuelsen.

Begge var kandidater
Både Stockholm og København kandiderede til EMA. Den danske regering har lobbyet hårdt for, at de to nabolande skulle love hinanden støtte, hvis én af dem endte blandt de tre øverst placerede ud af de 16 lande, der havde lagt billet ind på det prestigefyldte EU-agentur, hvilket var kravet for at gå videre i konkurrencen. Ifølge udenrigsministeren stemte svenskerne dog på Milano fremfor København i anden runde, selv om Stockholm allerede da var røget ud. 

Samuelsen mener, at det er et svigt af de universiteter og medicinalvirksomheder i Sydsverige, som kunne have nydt godt af at være tæt på EU's regulerende myndighed på deres felt. 

“Svenskerne svigter på rigtig mange felter i dag. De svigter det nordiske samarbejde, og de svigter Malmø ved ikke at være med til at bakke op om og arbejde for det danske kandidatur, som jeg tror, havde haft yderligere chancer for at komme helt frem til målstregen.”

“De må tænke, jeg ved ikke hvad i Malmø i øjeblikket, fordi der var kommet rigtig meget spill-over til Malmø, hvis de havde bakket op hele vejen,” fortsætter han.

Sverige forstår dansk skuffelse
Den svenske europaminister, Ann Linde, benægter at have stillet Danmark eller Skåne dårligere med afstemningen og langer samtidig ud efter Samuelsen. 

“Han har jo ingen anelse om, hvad vi har stemt på, eftersom det er hemmeligt, så det kan han jo dårligt have en mening om,” siger Ann Linde og fortsætter:

“Det, synes jeg, er vældig synd og en meget uheldigt udtalelse. Men jeg forstår, at København er vældig skuffede, ligesom vi er vældig skuffede over, at vi ikke vandt. Men selvfølgelig vil vi fortsat have udmærkede relationer til Danmark.”

Ann Linde vil dog ikke afsløre, hvem Sverige stemte på.

Den svenske stemme var også langtfra udslagsgivende for Danmark, der kun fik fem stemmer mod Milanos 12 og Amsterdams ni i anden afstemningsrunde. De to gik videre til en sidste og afgørende runde, hvor begge lande fik 13 stemmer, hvilket resulterede i en lodtrækning, som Amsterdam altså vandt.

Tidligere udenrigsminister og nuværende medlem af Folketinget for SF, Holger K. Nielsen, er ikke imponeret over Samuelsens udfald mod svenskerne.

Slovakiet stemte blankt
Slovakiet valgte at stemme blankt både i anden og tredje runde. Det skete i protest over, at kun gamle EU-lande, der i forvejen har EU-agenturer, gik videre, selv om landene har givet hinanden håndslag på, at den geografiske fordeling af agenturer skal veje tungt. 

“Det er ikke en god besked for de europæiske indbyggere. Resultatet vil bestemt ikke hjælpe den pro-europæiske stemning,” siger Slovakiets sundhedsminister, Tomáš Drucker.

Den slovakiske hovedstad, Bratislava, havde helt til det sidste været tippet af mange som en favorit til post, men endte på en fjerdeplads i konkurrencen.

Hovedstaden ærgrer sig
Skuffelsen over, at Danmark ikke løb med sejren, var til at mærke i Region Hovedstaden, hvor regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) beklager udfaldet af afstemningen.

”Det har været en tæt konkurrence, hvor København og resten af Greater Copenhagen har ligget højt på listen blandt kandidaterne, og derfor er jeg naturligvis ærgerlig over, at de sidste marginaler ikke var på vores side,” siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

“Det viser med al tydelighed, at vi i Danmark og Sverige fremadrettet bliver nødt til at have et tættere samarbejde på nationalt niveau i EU om at tiltrække større investeringer til Norden,” fortsætter hun.

Modsat Hæstorp glæder medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, Anders Vistisen, sig over, at kapløbet nu er slut.

Nu kan arbejdet fortsætte
Til gengæld trøster medicinalindustrien sig med, at det hollandske EMA-kandidatur er et solidt fagligt funderet bud, som kan øge chancen for en smidig overgang for agenturet under udflytningen fra London.

”Selvfølgelig er vi ærgerlige over, at København ikke fik EMA. Og at EMA ikke fik København. Når det er sagt, er jeg sikker på, at det gode europæiske samarbejde omkring at sikre og godkende lægemidler til de europæiske borgere fortsætter fra Amsterdam. Det er også meget positivt, at der nu kommer ro om det vigtige fælleseuropæiske arbejde på lægemiddelområdet,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark, fagforeningen for Lægemiddelakademikere.

En lignende melding lyder fra Lægemiddelstyrelsen, der samtidig påpeger, at det vigtigste nu er, at flytningen ikke giver forstyrrelser i agenturets drift.

“Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at EMA ikke kommer til København. Det har vi i Lægemiddelstyrelsen arbejdet for gennem lang tid, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det ville have været den optimale løsning for både EMA, Europas patienter og lægemiddelindustrien. Men når det er sagt, så vil jeg selvfølgelig gerne sige tillykke til Amsterdam. De er kommet med et rigtig flot bud, og jeg er sikker på, at vi kan fortsætte det gode EU-samarbejde i de rammer, som Amsterdam tilbyder,” siger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Amsterdam var EMA-ansattes favorit
I Lægemiddelindustriforeningen håber koncerndirektør Ida Sofie Jensen også på en smidig flytning, ligesom hun fremhæver, at Amsterdam længe har ligget højt placeret i de faglige vurderinger.

“Amsterdam har siden start udmærket sig på mange parametre, og i alle analyser ligger de som en af de klare favoritter. Derudover har medarbejderne i EMA peget på Amsterdam som et af de steder, hvor de gerne vil flytte med til. Det har en enorm betydning for, at EMA kan opretholde samme niveau, så vi kan sikre et godt og effektivt lægemiddelsystem,” siger hun i en pressemeddelelse.

Hos EMA selv glæder direktør Guido Rasi sig over udfaldet og understreger, at Amsterdam lever op til mange af agenturets ønsker til et nyt hovedsæde.

"Den byder på virkelig gode forbindelser og en bygning, der kan formes efter vores behov. Jeg er meget taknemmelig over, at medlemslandene tog behovet for at kunne fortsætte forretningsgangen i betragtning og opprioriterede beskyttelsen af menneskeliv og animalsk sundhed," lyder det fra Guido Rasi.

EMA vil nu sammen med hollænderne etablere en fælles enhed, der kan holde hånd i hanke med udflytningsprocessen. Tidligt i december vil EMA lægge informationer ud på agenturets hjemmeside, der gør det muligt at se, hvordan flytningen skrider frem.

Ud over placeringen af EMA blev det mandag aften også afgjort, hvor EU's Banktilsyn, EBA, skal ligge efter Brexit.

Efter finalen mellem Paris og Dublin endte uafgjort, blev det ved endnu en lodtrækning afgjort, at EBA efter briternes udtræden vil flytte fra London til Paris.

,

Forrige artikel Farage says Trump advisor was “involved” in Brexit campaign Farage says Trump advisor was “involved” in Brexit campaign Næste artikel Det sker i EU:  Farvel til Roundup? Det sker i EU: Farvel til Roundup?