Debat

Ophæv Israels ulovlige blokade!

DEBAT: Europæiske politikere skal efterleve deres løfter om menneskerettigheder, og derfor bør EU arbejde for, at blokaden af Gaza ophæves.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den danske regering og EU må derfor være at sætte handling bag ordene og arbejde for at få ophævet Israels ulovlige blokade af Gaza, så beslutningerne om øget samhandel og fokus på menneskerettigheder kan effektueres.

Mathias Llørring
Free Gaza Danmark
Fakta
I den seneste måned har Danmark og EU's rolle i Israel/Palæstina-spørgsmål været til debat på Christiansborg.

Fredag 24. februar havde initiativet Free Gaza Denmark foretræde for Europaudvalget. De ønskede, at det danske formandskab skal sætte Israels blokade af Gaza på den politiske dagsorden i EU.

Fredag 2. marts behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra Enhedslisten om, at Danmark skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Beslutningsforslaget er nu sendt til behandling i udenrigsudvalget.


Kilde: Folketingets hjemmeside

Af Mathias Ljørring
Free Gaza Danmark

Europa-Parlamentet vedtog i efteråret 2011 en handelsaftale, der sikrer landbrugs- og fiskerivarer fra de palæstinensiske områder præferentiel adgang til det europæiske marked.

Håbet er, at en øget samhandel med EU kan være med til at styrke den palæstinensiske økonomi og opbygningen af en ny og bæredygtig stat.
Beslutningen har stor signalværdi og kan være et skridt i den rigtige retning, men for befolkningen i Gaza har den nye aftale desværre ringe betydning.

Faldende eksport
De varer, som befolkningen i Gaza producerer, er stort set umulige at eksportere på grund af Israels blokade, der, foruden at fratage Gazas befolkning muligheden for at eksportere, afskærer dem fra livsnødvendig import af blandt andet medicin og umuliggør genopbygningen efter det massive bombardement omkring årsskiftet 2008-09.

Ifølge FN lå eksporten fra Gaza, målt i lastbillæs, sidste år på blot tre procent af, hvad den gjorde ti år tidligere. Den israelske blokade har altså haft store konkrete konsekvenser for Gazas muligheder for handel og dermed også for den økonomiske samt sociale udvikling.

Derfor er det fuldstændig centralt, at EU politisk adresserer Israels blokade af Gaza, hvis den nye handelsaftale skal kunne fungere som mere end blot en hensigtserklæring.

I strid med folkeretten
FN har gentagne gange slået fast, at blokaden af Gazastriben udgør en kollektiv afstraffelse, hvilket strider mod folkeretten. Blokaden rammer de i forvejen mest udsatte dele af befolkningen og har ført til en humanitær katastrofe.

Også Europa-Parlamentet har påpeget, at blokaden fører til en stigende radikalisering, hvilket ellers er et af den israelske regerings argumenter for at fastholde den.

Parlamentet vedtog i juni 2010 en beslutning, der blandt andet slog fast, at "der er et presserende behov for en omfattende omformulering af EU's mellemøstpolitik, så den kommer til at spille en afgørende og kohærent politisk rolle med samtidig anvendelse af effektive diplomatiske instrumenter til fordel for fred og sikkerhed i denne naboregion."

I samme beslutning lægges der vægt på, at den ulovlige blokade af Gaza skal ophæves, så der kan åbnes for uhindret adgang af humanitær bistand og handelsvarer, der er nødvendige for genopbygningen og udviklingen af en bæredygtig, selvstændig økonomi.

Kerneværdi  eller tom snak
I forrige weekend mødtes EU's udenrigsministre i København, hvor de blev enige om at styrke menneskerettighedernes placering i EU's udenrigspolitik.

Den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sagde efter mødet i en pressemeddelelse, at respekten for demokrati og de universelle menneskerettigheder er én af EU's kerneværdier og er et område, der "ligger regeringen meget nært".

Det næste logiske skridt for den danske regering og EU må derfor være at sætte handling bag ordene og arbejde for at få ophævet Israels ulovlige blokade af Gaza, så beslutningerne om øget samhandel og fokus på menneskerettigheder kan effektueres.

Dette skridt er på ingen måde radikalt, men derimod fuldstændig i overensstemmelse med international lov, som er anerkendt af den danske regering såvel som EU og FN.

Danmark har med sit igangværende formandskab for EU en enestående mulighed for at sætte Israels systematiske menneskerettighedsbrud på dagsordenen.

Det danske formandskab skal arbejde for, at EU kan være med til at sikre en fredelig og retfærdig løsning på konflikten til gavn for befolkningerne i både Palæstina og Israel.

Dokumentation

Free Gaza Danmark er et uafhængigt dansk inititativ, som arbejder for at bryde blokaden af Gaza. www.freegaza.dk

Det danske initiativ arrangerer sammen med det internationale Free Gaza Movement sejladser til Gaza havn. www.freegaza.com

I slutningen af maj 2010 blev ni aktivister fra det internationale Free Gaza dræbt, da israelske soldater bordede et skib under én af disse sejladser. I juni 2011 forsøgte Free Gaza, med deltagelse af en dansk delegation, igen at sejle mod Gaza havn, men de blev stoppet af de græske myndigheder.   


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villy Søvndal

Kandidat til Europa-Parlamentet (SF), fhv. udenrigsminister og partiformand (SF)
Lærer (Kolding Seminarium 1980)

0:000:00