Parlamentet #13: Til kaffe med Løkke: EU er fremtiden for Danmark, 100 procent!

PODCAST: Selvom vi har mistet et ”anker” i Storbritannien, så er det europæiske samarbejde fortsat uundværligt for danskerne, siger statsministeren. Podcasten har besøgt Lars Løkke Rasmussen for at tale om EU’s fremtid og Danmarks plads i den.

Foto: /Altinget/Arthur J. Cammelbeeck
Redaktionen

Har du lyst til at tage en kaffe med statsministeren og tale stille og roligt med ham i små 20 minutter om, hvordan Danmark skal finde sin plads i en Europæisk Union uden Storbritannien?

Det havde Altingets europaanalytiker Thomas Lauritzen, og derfor tager han dig i denne uges udgave af podcasten Parlamentet med ind på Lars Løkke Rasmussens kontor i Prins Jørgens Gård på Slotsholmen.

Artiklen fortsætter under podcasten

”Der har været nogle synspunkter, som Danmark kunne se sig selv i, anført af lande som Storbritannien. Så har der været en sydeuropæisk eller østeuropæisk modvægt til det. Og så har det været en tysk opgave at prøve at bygge en bro. Nu mangler der jo et anker i den ene lejr,” siger statsministeren blandt andet.

Men Løkke understreger samtidig, at EU kun er blevet endnu vigtigere efter Brexit – og at Unionen stadig er den eneste indlysende vej frem for Danmark:

”Ja, 100 procent! Det er der ikke skyggen af tvivl om. Hvis man ser på vores eksportsammensætning – som jo var en historisk grund til, at vi fulgte Storbritannien ind, fordi vores eksport til Storbritannien fyldte rigtig meget sidst i 1960’erne – så er den jo meget mere sammensat nu. Det indre marked er af uvurderlig betydning for Danmark, og det skal vi holde fast i. Det er der slet ikke nogen tvivl om.”

Fredag i denne uge deltager statsministeren i et EU-topmøde, hvor de europæiske ledere skal diskutere fremtiden for de europæiske institutioner og for Unionens fælles pengekasse efter 2020.

I Altingets podcast fortæller Lars Løkke, hvordan det på grund af Brexit nu bliver sværere for Danmark og ligesindede lande at kæmpe imod forslag om, at medlemslandene skal betale mere til EU end den sædvanlige ene procent af hvert lands bruttonationalindkomst (BNI).

”Normalt har vi været en gruppe af lande med Storbritannien som bannerfører. Det er jo en af de udfordringer, der kommer oven på Brexit: At en fast allieret i mange af de her spørgsmål forsvinder. Det skaber et større ansvar hos os, der er tilbage. Det er jo lande som Danmark, Sverige, Finland, Holland og Østrig, der står på den her linje. Og der står jeg,” siger han:

”Jeg ved, at det bliver svært at kæmpe det synspunkt hjem, men så meget desto mere grund er der jo til ikke at vige på det for hurtigt. Så mit udgangspunkt er, at vi skal holde den ene procent.”

Lyt til denne uges udgave af Europa-podcasten, hvis du vil høre flere af statsministerens tanker om EU i vadestedet: Om de fransk-tyske europlaner, om de danske forbehold, om Europa versus Trumps USA, om ’Spitzenkandidaten’… og også lidt om Margrethe Vestagers fremtid.

Klik her og abonner på Parlamentet i iTunes. Find os på Soundcloud her. Find os på Stitcher her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00