EU-ekspert: Sådan hænger konkurrencereglerne sammen

Af Peter L. Vesterdorf
Lic.jur. og seniorrådgiver i advokatfirmaet Publicure

Europa-Kommissionen har for ganske nylig indledt konkurrencesager imod den amerikanske internetvirksomhed Google og det russiske gasselskab Gazprom for påstået overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. De forbyder blandt andet virksomheders misbrug af en dominerende stilling på markedet. 

Det kan dog være nyttigt at vide lidt mere om baggrunden for de regler og om deres hidtidige anvendelse.

En afgørende brik
EU-traktaterne har siden oprettelsen af det europæiske fællesskab haft et kortfattet sæt regler. Det omfatter et forbud mod virksomheders indgåelse af konkurrencebegrænsende aftaler og lignende, et forbud mod virksomheders misbrug af en dominerende markedsposition samt et forbud mod konkurrenceforvridende statsstøtte. 

Uden konkurrencereglerne ville fordelene ved et fælles marked hurtigt kunne undergraves for eksempel ved prisaftaler, markedsopdeling, misbrug af dominans og statsstøtte.

Peter L. Vesterdorf
Lic.jur. og seniorrådgiver i advokatfirmaet Publicure

Reglen om forbud imod konkurrencebegrænsende aftaler er suppleret med særlige regelsæt, der for eksempel fastlægger undtagelser fra forbuddet i såkaldt gruppefritagelsesforordninger, eksempelvis i forbindelse med aftaler om eneforhandling og om forskning og udvikling. 

Der er også EU-regler, hvori der gøres undtagelse fra statsstøtteforbuddet.  

Forbuddet imod virksomheders misbrug af dominans er derimod absolut og uden undtagelsesbestemmelser. 

Ifølge EU-traktaten er en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på det indre marked eller en væsentlig del deraf uforenelig med det indre marked og forbudt, i den udstrækning samhandelen mellem medlemsstater derved kan påvirkes.

Traktaternes konkurrenceregler udgør en afgørende brik i det sæt EU-regler, der danner grundlaget for det indre marked, det vil sige et område uden indre grænser og med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. 

Uden konkurrencereglerne ville fordelene ved et fælles marked hurtigt kunne undergraves for eksempel ved prisaftaler, markedsopdeling, misbrug af dominans og statsstøtte.

De uafhængige dominerer
Hvis man som læser ønsker at vurdere, hvad det er, Kommissionens sager mod Google og Gazprom drejer sig om, er det vigtigt at vide, hvornår en virksomhed kan anses for at indtage en dominerende stilling på et bestemt marked for varer eller tjenesteydelser, og hvad der skal forstås ved misbrug. 

Har en virksomhed en markedsandel på over 50 procent, anses den normalt for at være dominerende. 

En dominerende virksomhed kan defineres som en virksomhed med en økonomisk magtposition, der gør den i stand til i væsentligt omfang at handle uafhængigt i forhold til såvel konkurrenter som kunder og dermed også i forhold til forbrugerne.

Hvad angår Google, der muligvis har gjort sig skyldig i at misbruge en dominerende stilling ved at begunstige sin søgemaskine Google Shopping frem for dennes konkurrenter, og Gazprom, der hævdes at anvende prisdiskrimination og markedsopdeling, er der næppe tvivl om, at de har en dominerende stilling med hensyn til henholdsvis søgetjenester via internettet og levering af naturgas til EU. 

De har begge en markedsandel, der i nogle EU-lande ligger godt over 50 procent og i andre op imod 100 procent. 

Når dominansen bliver misbrugt
Hvad er så misbrug? 

EU-traktaten opregner kun eksempler på misbrug.

Misbrug kan for eksempel bestå i påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser, begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne, diskrimination ved at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere. Det kan også være magtmisbrug, at det stilles som vilkår for at indgå en aftale, at modparten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.    

Det siger sig selv, at begrænsning af konkurrencen kan medføre prisstigninger på produkter og ydelser. 

En virksomhed, der er dominerende og nyder særligt stor goodwill blandt forbrugerne, vil kunne benytte sig af det til at opnå højere priser end sine konkurrenter. 

Det beror på forholdet mellem udbud og efterspørgsel og er et naturligt led i almindelig, lovlig konkurrence. 

Hvis prisen kommer for højt op set med forbrugernes øjne, kan der dukke nye udbydere op, der tilbyder produkterne til en lavere pris. Den dominerende virksomhed kan så vælge at nedsætte sine priser, og det kan den som udgangspunkt gøre helt lovligt. 

Men der er en grænse. For hvis virksomheden i kraft af sin dominerende stilling på markedet og sin finansielle styrke vælger at dumpe prisen og dermed så at sige kvæle konkurrenterne, kan det udgøre misbrug af dominans. 

Det er i praksis ulovligt ud fra økonomiske kriterier fastlagt i EU-domstolen.

Undergraver konkurrencen
Hvis en dominerende virksomhed uden en rimelig, objektiv og saglig begrundelse nægter at levere til en kunde, kan en sådan leveringsnægtelse anses for ulovlig. 

Det samme gælder diskrimination over for handelspartnere for eksempel i form af loyalitetsrabatter baseret på, om en kunde aftager hele eller den overvejende del af sine indkøb hos den dominerende virksomhed. 

Sådanne rabatter kan blandt andet skabe barrierer for nye konkurrenters indtræden på et marked og derved begrænse konkurrencen på det pågældende produktmarked væsentligt. 

Også såkaldt koblingssalg kan udgøre misbrug. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en dominerende virksomhed kun vil sælge sine produkter til kunder, mod at de forpligter sig til kun at købe nødvendigt tilbehør til det pågældende produkt hos en producent godkendt af den dominerende virksomhed.

Gazprom-sagen er ikke storpolitik
I sagen mod Gazprom synes der at være tale om en klassisk form for misbrug bestående i at diskriminere mellem handelspartnere ved at tage vidt forskellige priser for naturgassen og derved gennemføre en faktuel opdeling af det samlede marked i indbyrdes adskilte delmarkeder kombineret med et forbud mod videresalg. 

En sådan adfærd er uforenelig med EU-traktaten og har været det fra første færd. Det ligger derfor lige for at gribe ind mod Gazprom. 

Man kan ikke beskylde EU for, at det skulle være situationen i Øst-ukraine og den russiske indblanding deri, der er årsagen til den indgriben, for Kommissionen har lagt op dertil allerede længe før krisen omkring Ukraine og Krim og indførelsen af sanktioner mod Rusland. 

Den aktuelle sag mod Gazprom er ikke udtryk for, at EU’s brug af konkurrencereglerne er af storpolitisk karakter. 

Konkurrencereglerne rækker vidt
Kommissionen griber ind mod såvel amerikanske virksomheder som Google og Microsoft, hvor sidstnævnte få år tilbage betalte en rekordstor EU-bøde og blev dømt for misbrug af dominerende stilling på markedet, som for eksempel russiske eller koreanske kæmpevirksomheder. 

Igennem tiden er flere andre amerikanske virksomheder som Continental Can og United Brands af EU-domstolen blevet kendt skyldige i misbrug af dominans.

Historien synes til gengæld at vise, at der har været grænser for, hvor langt man har følt sig i stand til at gå med hensyn til anvendelse af konkurrencereglerne i sager, der involverer storpolitik. 

Som et markant eksempel var der i 70’erne overvejelser i både USA og EF om at gribe ind over for OPEC-oliepriskartellet på basis af forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. 

Men det afstod man fra. Helt fraset mulige juridiske barrierer i forhold til et landekartel i modsætning til et virksomhedskartel har en vægtig grund dertil for EF’s vedkommende givetvis været, at Fællesskabet dengang bestod af et betydeligt mindre antal lande og næppe følte sig stærkt nok til på den måde at konfrontere OPEC.

Danske EU-spor
EU's regler om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominans er kopieret i stort set alle 28 EU-lande, der i sager om konkurrencebegrænsninger af rent national karakter anvender samme slags regler som EU. 

Den danske konkurrencelov har siden 1998 bygget på de pågældende forbudsregler. 

Det har medført indgreb over for ganske mange konkurrencebegrænsninger i Danmark og har således ligesom EU’s konkurrenceregler beskyttet forbrugerne mod for høje priser.