S: Nu venter vi spændt på nej-sidens løsninger

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I denne uge begynder forhandlingerne i Folketinget om ”hvad nu?” efter folkeafstemningens klare resultat i sidste uge.

Jeg er ærgerlig over nej´et, fordi tilvalgsordningen er en god model for et land med mange EU-skeptikere. Men sådan blev det som bekendt ikke, og hvad gør vi så?

Først og fremmest ligger det i hænderne på nej-partierne at komme med en brugbar plan. Nej'et var deres ønske, og sådan blev det. Men så må de også vise vejen herfra. De må prøve at finde ud af, hvordan nej'et skal fortolkes og håndteres.

Kom nu ind i kampen, DF
Først og fremmest står vi med udfordringen med Europol. I valgkampen sagde alle partier, at Danmark fortsat skulle kunne være medlem af Europol. Allerede her er der udfordringer for nej-siden. Dansk Folkeparti som det mest markante og førende nej-parti sagde, at det var nemt at få en parallel-aftale.

Jamen burde det så ikke føre til, at DF melder sig ind i kampen for en parallel-aftale? Sådan for alvor melder sig ind ved at vise, at de ikke er bange for ansvaret. Der findes ikke noget nemmere end at stå i hjørnet og råbe, at kræve noget uden selv at gå i front for det.

DF kunne en gang for alle gøre op med deres ansvarsløse image ved at meddele statsministeren, at nu er de klar til at gå i regering og tage ansvaret for at forhandle en parallel-aftale på plads.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

DF kunne en gang for alle gøre op med deres ansvarsløse image ved at meddele statsministeren, at nu er de klar til at gå i regering og tage ansvaret for at forhandle en parallel-aftale på plads. For det var jo nemt, kunne vi forstå i valgkampen frem mod afstemningen.

Vil EL erstatte EU med FN?
Så er der Enhedslisten. De taler også om en parallel-aftale, men mest af alt taler de om åbenhed og inddragelse i EU-politikken. Mig bekendt har ingen partier været holdt ude af EU-politikken på Christiansborg. Der har mest været partier, der har valgt at holde sig selv ude. Men det vil da være skønt, hvis også EL tager ansvar og melder sig ind i kampen.

Ikke ved regeringsmedvirken forstås, men ved at være villig til at finde reelle løsninger for Danmark oven på nej´et. EL vil gerne internationalt samarbejde, EL vil bare ikke EU. Og så bliver det altså svært, når alle de andre EU-medlemslande undtagen Storbritannien ikke bare vil internationalt samarbejde, men vil EU.

Jeg synes, EL skylder os alle et svar på, hvordan det internationale samarbejde skal fungere uden EU. EL tror vel ikke selv for alvor på, at FN kan erstatte EU? Se bare på klimaforhandlingerne i Paris. Nok er EU ikke så ambitiøs, som vi kunne have været, men EU er langt mere ambitiøs end de fleste andre. EL skylder svar på, hvordan et mellemstatsligt samarbejde kan fungere i EU, når det kun er Danmark og Storbritannien, der vil det.

LA er presset
Og så er der Liberal Alliance. Det er altid svært med LA, for mest at alt virker det, som om LA blot forsøger at finde det ledige standpunkt for at skille sig ud. I weekenden meddelte LA lige pludselig, at de nu var tilhænger af, at vi skal have endnu en folkeafstemning om ændring af vores retsforbehold. Der er ingen tvivl om, at LA er presset af, at de godt ved, at flere af de lovgivninger, der var på tilvalgslisten, klart gavner dansk erhvervsliv, og nu virker det, som om de lidt har fortrudt deres nej.

Nej-siden fik deres vilje, folkeflertallet var på deres side. Det må til gengæld også betyde, at de alle tager ansvar og bidrager konstruktivt til, hvordan vi kommer videre. Ikke bare ved at fortsætte nej-retorikken, men ved at sætte sig rundt om forhandlingsbordet og komme med løsninger, som de selv efterfølgende tager ansvar for at føre ud i livet. Jeg venter spændt på deres fælles plan.